Reklame

Siden foråret 2018 har rygterne svirret om Amazons indtræden på det danske marked. Indtil videre er det blevet ved rygterne. Der er nye forlydender om, at Amazon får dansk domæne i løbet af 2019, så danske forbrugere kan klikke sig ind på Amazon.dk og med medlemskabet Amazon Prime for 700 kr. om året få ubegrænset levering. Hvad der bliver en fordel for danske forbrugere med et enormt udvalg, attraktive priser, lynhurtig levering og perfekte indkøbsløsninger til den enkelte kunde, bliver en sej kamp for dansk erhvervsliv og især dansk detailhandel. I første omgang kommer det til at koste danske arbejdspladser.

Amazon var oprindelig en online boghandel, der blev stiftet i 1994 af amerikaneren Jeff Bezos under navnet Cadabra. I dag er Amazon verdens tredjemest værdifulde firma, kun overgået af Apple og Alphabet. På denne online markedsplads sælges der alt lige fra dagligvarer, møbler til tøj og bøger. På verdensplan er Amazon fysisk forankret i 15 lande. Herhjemme i Danmark er Amazon den tredjemest benyttede netbutik og vurderes til at være 4.901 milliarder kroner værd.

 

Vi har spurgt folk fra dansk erhvervsliv, hvordan de ser på Amazons indtræden i Danmark.  

 

Soulaima Gourani, foredragsholder, forfatter, Investor, Palo Alto

Forleden kom min datter på otte år ind og sagde: ”Mor, skal vi ikke snart have en ”mor-datter-shoppe-dag”. Jeg sagde straks: ”Jo, lad os det. Vi kan tage ud i weekenden!” Min datter kigger forbavset på mig og siger: ”Nej, mor. Jeg tænkte, at vi kunne sætte os med slik og dyner inde i min seng og gå på Amazon sammen! Dette bliver måden, vi shopper i fremtiden. Online og næsten kun online.

Amazon er en total leverandør af spil, film, mad og musik. Vi kan få leveret på få timer. Og helt gratis afhenter de alt retur igen. For dem i min generation, der ikke gider vente, er Amazon en befrielse. Jeg spår, at ca. 30 % af alle danske fysiske detailbutikker vil forsvinde de næste frem år. Kritikere vil sige, at internethandel ikke er helt det samme som at gå i en fysisk butik. De tager fejl. Det er et univers bygget på algoritmer, ”big og small”, og personlig data, så din handleoplevelse bliver personlig og relevant.

Hvornår fik du sådan en god serviceoplevelse i en dansk butik? Så længe danske butikker ikke er enestående på service, får Amazon det let.

 

Lars Mansfeld-Giese, indehaver af Real Coffee

Amazons indtræden i Danmark vil være år 0 for især dansk detailhandel. Antallet af danske webshops vil være mere end halveret efter 5 år (sorry to say), fordi Amazon kan tilbyde et udbud, der er langt større og mere varieret. Vi kommer til at se tilbage på en E-handelsvirksomhed, som vi i dag ser på en hestevogn. Min egen virksomhed er ingen undtagelse, og derfor satser vi 100 % på at udvikle os sammen med Amazon. Men det er naturligvis heller ikke nogen garanti.

Den traditionelle B2C E-handelsvirksomhed, som vi kender den i dag, vil møde en enorm konkurrence, og rigtig mange kommer ikke til at overleve. Men det behøver ikke at være et problem, fordi vi danskere er dygtige handelsfolk, vi kan omstille os, vi kan tilpasse os og er frem for alt hurtige. Der vil stadig være en enorm efterspørgsel efter kompetencer indenfor e-handel, men de vil blive bragt i spil på en helt anden måde end i dag. Til dem der ikke allerede nu planlægger efter, at Amazon kommer ind i Danmark – KOM I GANG LIGE NU! Der er ingen sikre forretningsmodeller der skærmer imod Amazon.

 

Ulrik Wilbek, Borgmester i Viborg Kommune

Jeg er lidt splittet vedrørende Amazon. En blanding af frygt, og vi skal jo også sørge for at blive en del af det. For mig handler det meget om, at jeg er borgmester i en by, hvor hovedbyen har et meget hyggeligt og intimt handelsliv. Det så jeg meget gerne, at vi fortsatte med. Her står ikke ”lukket” på hver anden butik. Og det må heller ikke ske. Men vi må heller ikke gå imod udviklingen. En sund skepsis, men vi kan jo ikke sige: ”STOP! I må ikke komme her!” og sætte en bom op.

 

Martin Thorborg, dansk iværksætter og foredragsholder

Som forbruger vil jeg være begejstret for Amazons indtræden på det danske marked, må jeg sige. Jeg har boet i USA i 4 år og oplevet den service, at man får leveret samme dag og tager retur samme dag, så der er ingen tvivl om, at de danske forbrugere står til at få billigere varer med uhørt højt serviceniveau, som Amazon står for, så det er jo fantastisk. I dag går du som forbruger ind i en almindelig detailhandel og køber en vare her og nu. I e-handel bestiller du i dag, og så kommer varen efter nogle dage. Gør du det tilsvarende i Tyskland, hvor du kan vælge mellem at gå ned i byggemarkedet og købe en boremaskine til 1000 kr. eller købe den på Amazon til 800 kr. og få den leveret efter tre timer, jamen, så giver det lidt sig selv, at du nok bestiller på Amazon. Så jeg tror, at det kommer til at gøre rigtig ondt på dansk detailhandel, og dansk e-handel er jo slet ikke gearet til sådan en modstander. Amazon har en helt anden professionalisme i forhold til deres logistik og de har billigere priser. Danmark kan godt klare sig i konkurrencen med Amazon, men jeg tror, at vi vil se de butikker, der ikke leverer særlige services, som kun konkurrerer på pris, vil blive udkonkurreret. Vi vil se butikslukninger både online og offline.

 

Jan Damsgaard, professor og institutleder ved Institut for IT-ledelse på CBS

Amazon har man de første 20 år trukket lidt på skuldrene af og tænkt, at det bare er sådan en online boghandel. Men det har blot været opvarmning til, hvad der kommer til at ske nu. Når de kommer til Danmark, vender det op og ned på alt. Der skal eksekveres hurtigere, hvis vi skal være med i kampen mod Amazon. Danske produktionsvirksomheder skal begynde at tænke i, hvordan produkterne bliver smartere. Der skal indsamles data om produkterne, f.eks. indbygge en sender i produkterne, der kan holde øje med, hvordan kunden bruger produkterne og dermed tilbyde services. Danmark er super dårlige til at sælge online, på globale online markedspladser som Amazon, og det skal vi blive bedre til, hvis vi vil klare os i konkurrencen.

Tekst: Helle Kjærulff Søndergaard

Reklame