Er du nysgerrig på, hvordan virksomheder omsætter FNs 17 verdensmål til praksis? Bizz Up har spurgt Chief Marketing Officer Bent Hübertz fra KLS PurePrint om deres omvej til succes.

 

Tekst: Helle Kjærulff Søndergaard

 

Den lille, grønne kasse, der står foran mig på bordet, er beskeden i størrelse, men opfylder et større formål; at reducere tabet af verdens ressourcer. Uden på kassen står der ”Treatbox” og er et forsøg på at ændre danskernes opfattelse af det flove i at få madrester fra et restaurantbesøg med hjem. Den engelske doggybag har fået et nyt navn og skal være med til at ændre det faktum, at 60.000 tons tallerkenspild ender i skraldespanden. Treatboxen blev lanceret på Folkemødet i 2017, hvor bornholmske restauranter og caféer fik æsken på prøve. Trykkeriet bag æsken, KLS PurePrint, der har eksisteret som trykkeri siden 1946, er virksomheden bag gentænkningen af doggybag-konceptet. Gennem flere år har de også været nødt til at gentænke sig selv for at overleve i den grafiske branche. –Vi har gentænkt konceptet ”doggybag” ved at ændre navnet, så det lyder mere eksklusivt og lækkert, siger Chief Marketing Officer Bent Hübertz, da jeg i et telefoninterview spørger ind til lanceringen af Treatboxen. Ligesom æsken lyder han beskeden, da han kalder Treatboxen en sidegevinst som følge af omstillingen til bæredygtig virksomhed. Siden KLS PurePrint har fået certificeringen ”Cradle-to-Cradle” i 2015, har sidegevinsterne ved at blive en bæredygtig virksomhed været mange. –Vi har fået 130-140 nye kunder på 2-3 år, deriblandt både dem, vi normalt kender som grønne virksomheder Aarstiderne og Danmarks Naturfredningsforening, men også Pandora, Hummel og McDonald’s, hvor vi producerer 11 mio. dækkeservietter til deres restauranter.

 

Fra marketingstrategi til værdigrundlag

KLS PurePrint profilerer i dag sig selv som verdens grønneste trykkeri. Men virksomheden har også oplevet store udfordringer og modgang, der har krævet investering i tid, hårdt arbejde og penge for at bære frugt og nå til det punkt, hvor virksomheden er i dag. Rejsen mod at blive et af verdens grønneste trykkerier startede i midten af 1990’erne, da den grafiske branche som følge af digitaliseringen oplevede stor nedgang. –Dengang blev kutymen, at alt, hvad der kunne digitaliseres, skulle digitaliseres, for eksempel brochurer osv. Jeg sad selv som direktør i et andet trykkeri og kunne se udviklingen. Det var spændende på mange måder, men også hamrende hårdt. Inden jeg blev spurgt af KLS PurePrint, om jeg ville arbejde for dem, havde jeg faktisk sagt til min kone, at jeg forlod trykkeribranchen, for det var simpelthen for bøvlet og var ved at takke nej. Men da jeg i 2015 fik indblik i KLS PurePrint og deres mål om at blive en fuldstændig bæredygtig virksomhed, lød det så interessant, at jeg valgte at blive ansat hos dem.

Antallet af trykkerier faldt fra 2.000 til 50 på blot 10 år. Da nedgangen i trykkeribranchen havde været en realitet i nogle år, besluttede direktør og bestyrelsen i KLS PurePrint i begyndelsen af 00’erne, at en ny strategi skulle udvikles. På daværende tidspunkt havde virksomheden tænkt i grøn omstilling i et par år, men nu blev den et led i en stor marketingsstrategi for at sikre virksomhedens overlevelse. Med et mål om at profilere sig som verdens grønneste trykkeri gik KLS PurePrint til et reklamebureau med et mål om at udvikle en kampagne til profilen. –Reklamebureauet spurgte os, om vi havde styr på omfanget af det at blive ”Verdens grønneste trykkeri”. Det mente vi bestemt, at vi havde på daværende tidspunkt. De udfordrede os ved at sende FN’s rapport på 4-500 sider med vores direktør som hjemmearbejde, og så skulle vi henvende os igen, forklarer Bent Hübertz. Mens direktøren møjsommeligt kom igennem rapportens 4-500 sider om de aktuelle miljømæssige forhold, begyndte han at indse, at miljøbelastningen faktisk var mere omfattende end først antaget.

Med FN’s rapport i baghovedet stod det nu klart, at den simple brandingstrategi ikke udelukkende kunne forblive en markedsføringstilgang, men simpelthen var nødt til at blive fundamentet for et nyt værdigrundlag for virksomheden.

 

Omvejen til at blive verdens grønneste trykkeri

Efterfølgende fulgte større proces for at nå målet om at blive verdens grønneste trykkeri. -Det var ikke bare lige at blive verdens grønneste trykkeri, og hvis vi skulle bruge strategien, så ville vi gå hele vejen og begynde at kigge på alle vores leverandører og spørge dem, om de kunne levere et 100 % rent produkt, fri for kemikalier og tungmetaller. Det satte vi os for at få undersøgt af et analyseinstitut, som konkluderede, at der stort set var tungmetaller og kemikalier i alle vores produkter, også selvom de havde Svanemærket, udtaler Bent Hübertz.

Udfordringen blev nu at finde nye leverandører, der kunne udvikle 100 % rene produkter, lige fra papirfabrikker, udvikling af farver, lim, karton og lak. Det viste sig faktisk at være svært, men for hvert produkt, der kunne blive 100 % fri for skadelige kemikalier og tungmetaller, fik KLS PurePrint modet til komme videre. –Vi fandt ud af, at hele processen er vigtig. Vi går tre leverandørled tilbage, og det har vist sig, at flere leverandører faktisk ikke vil samarbejde med os, simpelthen fordi det var for kompliceret. Men det betyder, at man er så langt tilbage, at vi undersøger, om der bliver brugt børnearbejde i fremstillingen af farve eksempelvis.

Der gik 3-4 år med at udvikle de nye produkter. Især emballage var et større problem, fordi det tog sin tid at udvikle en ny lim. Da målet med at få 100 % rene produkter var i hus, begyndte ansøgningen om at få den skrappeste produktcertificering Cradle-to-Cradle, som er en nonkommerciel, tredjepartsverificeret miljøstandard inden for bæredygtighed og materialesundhed. Fejringen af certificeringen markeres i maj måned 2015, da daværende miljøminister Ida Auken, CEO for Carlsberg Danmark Carsten Hänel og Hvidovre Kommunes borgmester Helle Adelborg trykker på trykkemaskinens startknap, og fra da af trykkes de første 100 % biologisk nedbrydelige tryk fra PurePrint.

 

Elbiler, vindmølle og grønne arealer

KLS PurePrints fabrik ligger i Hvidovre. Her gennemstrømmer bæredygtighed også virksomheden. Fabrikken har egen vindmølle, som producerer energi til virksomheden. Dermed har de sparet 28 % på elforbruget. I 2009 blev KLS PurePrint erklæret CO2-neutral. Vandforbruget er også reduceret med 74 %, der er investeret i et nyt rensningsanlæg og fjernvarmen er reduceret med 68 %. KLS PurePrint har også investeret i el-biler, som de ansatte benytter. Senest har virksomheden indledt et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening om biodiversitet. Normalt bliver deres græsarealer rundt om virksomheden vedligeholdt med græsslåning, men der kører nu et forsøg med at omlægge græsarealerne til gavn for insekter og fugleliv. Der er også overvejelser om at få får til at afgræsse de store arealer igen med henblik på at bidrage til et grønnere klima. Virksomheden har også fået hvidt tag, så solens stråler reflekteres tilbage, og jorden ikke varmes op. –Måske ændrer det ikke så meget i det store klimaregnskab, men vi håber på at være en inspiration for andre virksomheder til at gøre det samme, siger Bent Hübertz.

Fakta

  • KLS PurePrint er grundlagt i 1946 af Preben Larsen som bogtrykkeri K. Larsen & Søn
  • I dag fremstiller virksomheden bionedbrydelige tryksager og emballage
  • 45 medarbejdere er beskæftiget både i Hvidovre og Aarhus
  • I 2007 lægger bestyrelsen og ledelsen den nye strategi til at blive Verdens grønneste trykkeri
  • I 2009 får KLS PurePrint CO2-neutral-certifisering
  • I 2015 modtager KLS PurePrint Cradle-to-Cradle-certifisering som det andet trykkeri i verden og kan trykke den første PurePrint-tryksag
  • I 2016 skifter virksomheden navn til KLS PurePrint, og Danmarks Naturfredningsforening anbefaler KLS PurePrint

Interesserer du dig for cirkulær økonomi og hvordan du laver forretning bæredygtighed, så kan vi anbefaler podcastet Bæredygtig Business

“Vi er I verden fordi vi vil gøre op med den nulfejlskultur, som har fået alt for meget magt i vores dagligdag. Det vil vi løse ved at forbedre vores feedbackkultur” fortæller Morten Melby, stifter og feedbackkonsulent hos Feedwork. Vi har bedt Morten og hans team om at komme med 5 gode tips til hvordan du kan blive bedre til at give og modtage feedback.

Hos Feedwork, som er stiftet af to officerer fra flyvevåbnet, arbejder vi med at forbedre den danske feedbackkultur, hvor vi træner teams i at skabe bedre relationer igennem workshops og processer hos store og små virksomheder. I dag har vi over 50 forskellige kunder heriblandt virksomhederne PwC, ATP og flere af landets kommuner.

Forstil dig dette scenarie; En kollega går dig lidt på nerverne, fordi hun aldrig helt færdiggør de ting hun skal. Derudover, så snakker hun dit øre af ved hver lejlighed og afbryder dig konstant. Hver dag har du lyst til at sige noget til hende, da det går ud over jeres samarbejde og dit engagement. Men tror du, at hun er tankelæser? Hvorfra skulle din kollega vide, hvad du tænker, hvis du ikke fortæller hende det? Du er altså nødt til at åbne munden, hvis du gerne vil have at hun skal ændre sin adfærd, men det evige spørgsmål bliver ved med at dukke op dit hoved; “Hvordan skal jeg sige det til hende?”

Ja, der findes mange måder, hvorpå du kan formidle din mening til din kollega,- men det handler om at finde den rette måde. Nedenfor har vi samlet 5 gode råd til, hvordan du kan give feedback til din kollega, og hvordan du også selv kan lære at modtage feedback, for du skal ikke tro, at feedback kun går den ene vej,- Nej, du kan også lære noget her.

5 tips til din feedback

Modtagerens udvikling i centrum

Det er vigtigt at fokus er på modtagerens udvikling, da du på den måde kan sikre kvalitet i din feedback, øge udviklingen og mindske frustrationer. Du kan f.eks. stille dig selv spørgsmålet: “Hvad vil jeg gerne se mere eller mindre af i morgen?” Hvis du ikke engang selv kan svare på spørgsmålet, så kan det være svært for modtageren at lære noget af jeres feedback seance.

 

Kommunikér din positive hensigt

Tit og ofte forventer vi ikke så meget af vores medmennesker. Faktisk har vi lidt en tendens til at forvente det værste fra dem, hvilket i grunden er underligt.  Hvordan kan vi så komme udenom denne skepsis? En af måderne er, at fortælle om den positive hensigt som ligger bag feedbacken ved f.eks. at sige:” Jeg har lige en ting som jeg gerne vil snakke med dig om, så vi kan blive ved med at være det bedste team i hele afdelingen”. Når du formulerer dig på den måde, så vil din kollega ikke være i tvivl om, at din feedback er velment.

 

Efterspørg feedback

Hvor tit spørger du egentlig dine kollegaer om, hvad du gør godt eller dårligt på arbejdspladsen? Mit gæt ville være aldrig eller meget sjældent. Det bør vi dog lave om på. Vi kunne bl.a. lære, hvordan vi kan videreudvikle os på arbejdspladsen i en positiv retning, men vi kan også lære at rette ind såfremt vi er på afveje.

 

Lær at modtage feedback

Uanset hvordan du har det med at modtage feedback, så kan det være en rigtig god ide at træne sig selv og sine medarbejdere i at modtage feedback. På denne måde bliver alle mere afslappede i feedbacksituationer, og du kan selv sortere og styre de synspunkter som du modtager. Såfremt alle på arbejdspladsen bliver bedre til at modtage feedback, så kan I selv styre udbyttet uanset hvordan feedbacken bliver leveret.

Brug metoden Feedforward
Feedforward fokuserer på fremtidig adfærd. Denne metode handler om, at du ikke behøver at kende dine tidligere præstationer, for at kunne forbedre dig i fremtiden. Præsentér derfor dine kollega for dine ønsker til deres fremtidige adfærd. Et eksempel: “Når vi holder møde på onsdag, så vil jeg gerne have at du prøver at lave en opsummering efter hvert enkelt punkt på agendaen”. Denne metode er en mindre konfronterende og kompleks tilgang til feedback.

Du har måske læst tips som disse før, og sandheden er at du ikke bliver verdensmester uden at øve dig – der skal træning til. Accepter at det er lidt svært og kunstigt i starten, vi lover at det vil være indsatsen værd.

Fakta:
Feedwork har eksisteret siden 2016. I dag beskæftiger virksomheden 5 medarbejdere, og har over 50 forskellige virksomheder som kunder. Kan følges via blog, podcast og sociale medier. Over 1000 mennesker har deltaget på vores workshops. Tjek dem ud her: www.feedwork.dk

Rosa har efterhånden været på alles læber, også hos dem der slet ikke har fulgt med i “Den Store Bagedyst” på DR.
For Rosa har en personlighed, der skinner så meget igennem, at det blænder helt over på andre kanaler, ja, på helt andre medier.

P3 har flere gange kåret hende som “the Queen of quotes” og fået hende til at dele ud af sin livserfaring og give gode råd, om end det så er til de kommende studenter, en nytårshilsen eller til de “stakler” der skal betale restskat.

Dans eller doughnut – Autografen er død

For få måneder siden fristedes man til at sige, at Rosa er én af de mange kendisser, som har haft sine “15 minutes of Fame.
Når jeg siger ”man”, så mener jeg faktisk, at vi selv skrev det i forårets udgivelse af Bizz Up, hvor artiklen handler om Rosas 60 års lange liv og et CV så langt, så langt, et 10 års jubilæum som iværksætter, kontra – og her brugte vi netop termen – hendes “15 minutes of Fame”.

Men nu er den kage efterhånden kølet af og Rosa er stadig hot. Nu skal bagedronningen endda være med i Vild Med Dans. Så mon ikke den dér kendiseffekt fortsætter lidt endnu? Ligesom hun med bandeord og flormelis i håret, kunne charme dommerpanelet gang på gang i bagedysten, så skulle det undre mig, om Rosa ikke også har et par forbudte trin, når det er fødder mere end hænder, der skal sikre hende en plads i finalen.

Hvordan tager de det så hjemme i Glyngøre, at de nu ser Rosas smilende ansigt ligeså ofte på TV, som når de er nede og hente morgenbrødet i Brugsen?

Ifølge Rosa er alt det samme og der er ingen kø efter autografer:

”Der er ingen forskel. Der er ingen fotografer om hjørnet. Børnene kan man se det på. De peger og kigger og siger ”se!”. Men der er ingen der vil have autografer. Det er selfies i dag. Det med autografer, det er simpelthen yt. Det er heller ingen, der render rundt med en kuglepen”, smiler Rosa. Og det har hun måske egentlig ret i.

Generelt siger Rosa om at gå fra lokalkendt til landskendt:
“Det er en helt ny vinkel, der er kommet på mit liv. Men det er ikke negativt. Det har simpelthen været positivt det hele”, fortæller altid positive Rosa.

Ingen tvivl om at Rosa er gået ind i folks hjerter og vundet deres kærlighed. Men hvem er hun egentlig, hende Rosa? DR giver seerne indtrykket af, at hun er den her lidt skøre, pensionerede farmor, som går og hygger sig med at bage dagen lang. Det var én af grundene til at bringe artiklen med den vinkel om Rosas spændende erhvervskarrierer, som langt fra er slut. Nok er hun skør og nok er hun farmor. Men pensioneret og bager hele dagen. Det er langt fra sandheden.

10 års jubilæum som iværksætter

Rosa har et spændende erhvervsliv bag sig. Lige fra at drive et autoværksted til at være mediespecialist hos Postdamark. Men de seneste 10 år har Rosa haft kagerullen i egen hånd og selv bestemt trinene i valsen. Hun kan i år nemlig fejre 10 års jubilæum med virksomheden H2O Branding. Og hvordan de to mødtes er en sjov historie, som du både kan læse mere om i artikel i magasinet eller i nedenstående klip fra selv samme interview.

Det var et sjovt interview med Rosa, og der var indhold nok til at fylde hele magasinet med den farverige kvinde. Så det er begrænsningens kunst, når det skal kortes ned til en artikel. Det er heldigvis også én af mange spidskompentencer hos min super-journalist, Majbritt Mikkelsen.

Vi tager ned til Glyngøre Havn, Rosas yndlingssted, for at tage de sidste billeder til artiklen. På vej ud til bilen, bemærker jeg, at Rosa har parkeret sin vogn noget særpræget. Kort sagt, hendes store Toyota fylder det bedste af to pladser. Men til spørgsmålet om hvorvidt der burde være plads til to biler, svarer Rosa på anarkistisk vis, at pladserne er små og hun gider ikke at nogen hamre døren op i hendes bil, så nu sørger hun for det ikke sker. #SelvTak

Hold fokus, for fanden!

Til sidst (og i bedste P3 stil) har vi fået Rosa til at dele ud af sine erfaringer og give os det ultimativt bedste råd til iværksætteren i dagens Danmark: Hold fokus og giv det en chance! Og så skal du ha’ (citat Rosa) røven på kogepladen.

Af Lise Korsgaard

Searchmind i Aarhus hjælper dig med en bedre Google-placering

Har du brug for hjælp til at finde ud af, hvor du skal investere, når det kommer til digital markedsføring? Det kompetence SEO-bureau Searchmind, der holder til i Aarhus, skræddersyer gerne en løsning, der passer lige præcis til din virksomhed og dine behov.

Det kan sommetider være svært at overskue, hvor man skal investere sine penge, når det kommer til online markedsføring. Det er ekstremt vigtigt, at man som virksomhed er synlig på Google og har en god placering, når potentielle kunder skriver søgeord ind i maskinerne.

Searcmind er et Århusiansk SEO-bureau, der hjælper dig med at optimere dit website, og så er er det deres mål, at din virksomhed altid er blandt en af de første organiske søgeresultater på Google ved hjælp af SEO-løsninger. Med en placering meget centralt i Aarhus, så har Searchmind altid fingeren på pulsen i forhold til at kende til byens udvalg af webshops.

SEO står for Search Engine Optimization og betyder på dansk søgemaskineoptimering. Når man som virksomhed vælger at samarbejde med et professionelt SEO-bureau, så kan det være med til at sikre mere trafik og omsætning for virksomheden i sidste ende, og det kan derfor sagtens betale sig at investere penge i en sådan løsning. SEO handler om synlighed, og bliver man som virksomhed set, så får man automatisk også flere kunder.

Der er generelt seks forskellige trin i SEO. Det første trin handler om at lave en analyse af din site, sådan at de får en status af online-situationen. Derefter kommer trin to, hvor der laves en søgeordsanalyse, sådan at specialisterne definerer forskellige søgeord og giver det et forretningsfokus. Trin tre er en teknisk analyse, hvor hele sitet gennemgået fra A-Z og trin fire er så en implementering af de forudgående analyser og så en webanalyse. Trin fem handler om linkbuilding og outreach, sådan at der knyttes kvalitetslinks til websitet. Linkbuilding er utrolig vigtigt, når man skal give et site en god placering på Google. Det handler om at få gode, naturlige links til ens site, sådan at man får en naturlig linkprofil, og det er noget, Google går op i, når de besøger hjemmesider. Det sjette og sidste trin er en effektmåling, hvor det bliver tydeligt, hvilken effekt indsatsen har haft på dit site.

Searchmind.dk kan du læse meget mere om fordele ved, at din virksomhed fokuserer på SEO, og hvorfor det giver mening at vælge et professionelt SEO-bureau frem for at gøre det selv. Hvis det hele lyder en smule teknisk, så fortvivl ikke, for Searchmind har specialister ansat til netop at nørde med online PR, onsite optimering, kreative søgeordsanalyse og meget andet, og derfor kan de sørge for, at Google finder frem til dig i stedet for dine konkurrenter. Du kan kontakte Searchmind for et uforpligtende tilbud, hvor de gerne vil komme og holde et møde for dig for at sætte dig ind, hvad det lige præcis er, de kan tilbyde dig og forsøge at forklare dig, hvilken effekt deres arbejde kan have for lige præcis dit site.

 

I Nordjylland tæt på Vesterhavet ligger det smukkeste strandhotel, og her har du mulighed for at komme på et romantiske hotelophold med en, du holder af.

Har du lyst til at komme på Badehotel Vesterhavet?  Her er der smukke, lyse rammer, høje arkitekttegnede paneler, håndlavede døre og gammeldags kittede vinduer. Interiøret består af en god blanding af både nye og gamle møbler, der har referencer tilbage i tiden men samtidig også møbler i moderne former og farver. Hotellet er nyopført i 2017 med respekt for den danske badehotel- tradition og sans for kvalitet og moderne komfort.

Til badehotellet hører en lækker wellnessafdeling, sådan at du rigtigt kan få løsnet op i spændinger, der måtte være i kroppen. Til de lidt mere aktive er der også et fitnessrum med gode forhold og fine redskaber lavet i amerikansk valnøddetræ.

I sommerperioden får du mulighed for at benytte den unikke og hyggelige gårdhave, der hører til badehotellet. Her kan du høre bækken, der løber igennem, og der er masser af grønne oaser, hvor du kan få serveres frokost eller en kold drink.

Du kommer ind i lobbyen som det første, og det fungerer som hotellets bar og lounge, hvor du kan nyde din kaffe en let anretning eller en drink, inden du skal have middag i deres egen restaurant, der anvender gode, lokale råvarer og bygger på en dansk/fransk kogekunst.

SACKit lancerer en ny, eksklusiv møbelserie kaldet SACKit Nordic, hvor designprocessen har været så kompromisløs, at det næsten var umuligt at få møblerne produceret.

Normalt designes møbler efter, hvad der er muligt at producere. Bare ikke hos SACKit. Her er den nye møbelserie SACKit Nordic udelukkende skabt efter ønskerne til designet, hvorefter en lang række fabrikker og produktionsmetoder er blevet afprøvet. En proces der tog tre år, og som næsten fik SACKit til at opgive projektet.

Serien indeholder SACKit Nordic Lounge chair, SACKit Nordic Barstool samt de tre borde SACKit Nordic Sofa Table, Side Table og Bar Table. Især loungestolen har været yderst vanskelig at producere ud fra kravene til detaljegrad og kvalitet.

– Det har virkelig været et mareridt at få alle de ting til at gå op. Især loungestolen var lige ved at slå mig ihjel. Det er en treårig baby, der gav en meget hård fødsel. Vi har været fuldstændig kompromisløse i forhold til vores design, men det lykkedes, og nu kan vi lancere en møbelserie, der er virkelig godt håndværk og i spitzenklasse, fortæller CEO Kristoffer Glerup fra SACKit.

I stedet for at blive produceret på én møbelfabrik, bliver Nordic-serien fremstillet hos en række forskellige dybt specialiserede producenter.

– Trædelene bliver lavet ét sted, syningerne et andet og polstringen et tredje. For eksempel har vi hos en møbelpolstrer på Fyn, der er specialiseret i at lave indtræk til biler, fundet nok den eneste maskine i Europa, som kan lave SACKit’s karakteristisk krydsting i læder, forklarer Kristoffer Glerup.

Ned til mindste detalje

Med Nordic-serien, der hylder den danske designtradition, går SACKit for alvor ind på markedet for eksklusive kvalitetsmøbler. De senere år har SACKit haft stor succes med en række funktionelle livsstilsprodukter, og i møbelserien har SACKit’s storsællert loungesækkestolen RETROit lagt grund til formsproget i især loungestolen. På samme måde er de karakteristiske syninger fra RETROit ført med over på visse modeller af både loungestolen og barstolen.

– I Nordic-serien er de genkendelige former fra RETROit blevet genfortolket og omsat til et let og nærmest skulpturelt udtryk, fortæller CEO Kristoffer Glerup fra SACKit.

SACKit har skabt møbelserien i samarbejde med designerne Steffensen & Würtz i en proces, der har været ret anderledes end den, designerne ellers oplever med møbelproducenter.

– Det her projekt er fuldstændigt kompromisløst, men vi er utroligt stolte af kvaliteten og bearbejdningen. Det er en helt vildt god detaljeringsgrad, der har kunne lade sig gøre, forklarer designer Pia Würtz Mogensen.

For at sikre en lang levetid er møbelserien skabt i eksklusive kvalitetsmaterialer som massivt egetræ og bøg samt tekstil fra danske Kvadrat og skind fra Sørensen Læder.

Form forenet med funktion

En meget vigtig del af filosofien bag SACKit’s produkter er, at de både skal være funktionelle og kunne fungere som stemningsskabende elementer. Både når de står alene og som del af en større helhed. I Nordic-serien kommer det til udtryk ved, at møblerne er meget velegnede til loungemiljøer. Både i private hjem og hos virksomheder hvor de mange kombinationsmuligheder i stof, læder og træ giver mulighed for at ramme næsten enhver smag og stil.

– Møblerne er dynamiske og ændrer udtryk, når du ser dem fra forskellige vinkler. Derfor kan du lave miljøer, hvor møblerne giver et spændende flow til rummet. De er præsentable og fungerer også rigtig godt, når der ikke sidder mennesker i dem, forklarer designer Thomas Steffensen.

SACKit Nordic serien lanceres i udvalgte møbelhuse i Danmark og det øvrige Europa samt på www.sackit.dk.

 

Designet bag den nye SACKit Nordic-serie bygger på genkendelighed, kompromisløshed og eksklusivitet.

Gennem et tæt samarbejde med den anerkendte danske designduo Thomas Steffensen og Pia Würtz Mogensen fra Steffensen & Würtz har SACKit udviklet en kompromisløs designlinje af eksklusive kvalitetsmøbler.

Udgangspunktet for Nordic-serien er at udvikle en linje af designmøbler, der er mere voksent end SACKit’s hidtidige produkter. Dog var det vigtigt stadig at fastholde SACKit’s design-DNA. Derfor tager formsproget for den nye SACKit Nordic Loungestool og Barstool afsæt i SACKit’s populære loungesækkestol RETROit. Ligeledes ses en genkendelighed ved de karakteristiske krydssyninger fra RETROit, der frit kan tilvælges.

– Målet med SACKit Nordic var at skabe en eksklusiv møbelserie, der havde et mere voksent design end hidtil set, men stadig med tydelige referencer til SACKit’s øvrige produkter. Derudover skulle serien passe ind i lounge-segmentet, hvormed vi arbejdede ud fra stemningen omkring SACKit’s loungeunivers, fortæller Pia Würtz Mogensen.

Form og funktion i ét

Med Nordic-serien bevæger SACKit sig ind på et nyt marked for eksklusive designmøbler. Møblernes høje detaljeringsgrad samt dynamiske og skulpturelle udtryk afspejler et kompromisløst design.

– Benene på Nordic-møblerne ser utroligt tynde ud, når du ser dem forfra, men går du rundt om dem, kan du se, at de er lavet i massivt træ. Selvom benene er simple i sit udtryk, er de uhyre komplicerede at producere, fordi der ikke er nogen rette vinkler, fortæller Thomas Steffensen om designets detaljeringsgrad og kompleksitet.

– Det er spændende, når et produkt ændrer sig alt efter, hvilken vinkel du ser det fra. Folk stopper op og reflekterer over designet. Særligt bordenes specialdesignede krydsstel er unikke, tilføjer Pia Würtz Mogensen.

Thomas Steffensen og Pia Würtz Mogensen stræber efter at skabe møbler, der er smukke og skulpturelle, men samtidigt brugbare og tilfører værdi til hverdagen.

– SACKit er kendt for funktionelle livsstilsprodukter. Så selvom vi ikke er gået på kompromis med designet i Nordic-serien, er de nye møbler stadig funktionelle og komfortable, forklarer Thomas Steffensen.

– Med loungestolen og barstolen har vi lagt vægt på at skabe et design, der både var smukt at se på, men også behageligt at sidde i. Vi laver ikke kun kunstværker, men møbler til folk, der skal kunne bruge dem, uddyber Pia Würtz Mogensen.

Steffensen & Würtz har designet Nordic-serien i tæt samarbejde med SACKit’s inhouse design- og produktudviklingsteam.

Fakta om SACKit

  • Stiftet i 2012 af Kristoffer Glerup
  • Hovedsæde i Aalborg med stort showroom
  • Cirka 15 medarbejdere
  • Produkterne forhandles i 21 lande
  • Fik sit gennembrud med RETROit sækkestolen
  • 54 forskellige produkter i et utal af farvevarianter
  • Modtog i 2017 Børsens Gazelle-pris

Se mere på https://sackit.dk/info

Vækstfonden har nu ydet lån til mere end 300 danske virksomheder. En analyse af virksomhederne viser, at det er afgørende, at man kommer hurtigt i gang på markedet. Sådan fik aarhusianske Reshopper succes med deres app for køb og salg af brugt børnetøj, der i dag har over 500.000 downloads. 

Vækstfonden har siden 2014 kunnet finansiere nystartede virksomheder med et særligt lån til iværksættere. I dag har mere end 300 iværksættervirksomheder benyttet sig af muligheden og fået en samlet lånefinansiering for over 1 mia. kr.

Hvad er afgørende for succes?
I Danmark etableres der årligt ca. 30.000 virksomheder, hvoraf kun lidt over halvdelen overlever de første tre år. Vækstfonden har lavet en analyse over de iværksættere, fonden har finansieret. Den peger på, at de unge virksomheder skal komme hurtigt ud på markedet og få gang i en omsætning, fremfor at bruge lange perioder på at udvikle produktet.

”Det lyder indlysende, at iværksættere, der hurtigt får en omsætning, også klarer sig godt. Men det er faktisk en vigtig pointe til dem, at de skal hurtigt ud på markedet for at få testet produktet og få feedbacken fra de første kunder, i stedet for at blive længe i laboratoriet og forfine produktet,” siger Rolf Kjærgaard, investeringsdirektør i Vækstfonden.

Fra Vækstfondens analyse står det desuden klart, at ledelseskraften er afgørende. De iværksættere, der tidligere har prøvet at starte en virksomhed op, klarer sig bedre.

Reshopper kom hurtigt på markedet
En af de virksomheder, der har haft stor succes med at komme hurtigt på markedet, er den aarhusianske virksomhed Reshopper. Virksomheden har udviklet en app, hvor forældre kan købe og sælge brugt børnetøj og –udstyr. Og det har i den grad tiltalt forældrene, fortæller CEO i Reshopper Aja Guldhammer.

”Da Reshopper tog fart i 2015, gik det rigtig stærkt. Vi havde udviklet app’en og fra at være relativt ukendte, har vi nu over 500.000 downloads og sælger to varer i minuttet. Vi har satset benhårdt på en hurtig og kontant feedback fra vores brugere, så app’en netop har passet til deres ønsker og behov. Det har været en ’trial and error’ tilgang for at teste det her marked,” siger Aja Guldhammer.

En anden faktor, der har hjulpet virksomheden med at ekspandere så hurtigt, har været en bestyrelse, der selv kender markedet:

”Vi har en masse erfarne folk i vores bestyrelse. Jesper Buch, der ved en helt masse om iværksætteri og startups, men også personer med en computerteknisk viden og baggrund inden for e-commerce. De har givet os strategiske indspark til, hvordan vi bedst muligt skalerer Reshopper på andre europæiske markeder,” fortæller Aja Guldhammer.

Rehopper har fået et Vækstlån til Iværksættere fra Vækstfonden og er nu gået i gang med at markedsføre sig i flere europæiske lande, bl.a. på det engelske og hollandske marked.

”Rehopper er en spændende virksomhed, der meget hurtigt har fået en stor kundebase på det danske marked. Derfor er Reshopper et rigtig godt eksempel på, hvordan hurtig markedsindtrædelse kan skabe gode forudsætninger for vækst og succes. I Vækstfonden glæder vi os til at følge Reshopper på deres videre rejse,” fortæller Søren Grønbæk Nielsen, erhvervskundechef i Vækstfondens iværksætterteam i Randers. 

Finansiering til iværksættere
Vækstfondens Vækstlån til iværksættere er målrettet unde virksomheder, der allerede har produkter og kunder, men hvis korte historik gør det svært at skaffe finansiering til at accelerere væksten.

Se hvordan Vækstfonden kan hjælpe dig på www.vf.dk.

Viborgs borgmester Ulrik Wilbek er ny næstformand for Midtjyllands Lufthavns bestyrelse. Som kommende pendler er han – ligesom mange andre – tilhænger af en stærk lufthavn i Midt- og Vestjylland. Vi har mødt ham til en snak om vigtigheden af en lufthavn på heden og lidt om livet som borgmester set fra oven.

Hvorfor er Midtjyllands Lufthavn overhovedet vigtig?
”Det er den, fordi muligheden for at komme hurtigt frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland er afgørende for aktiviteten og udviklingen i vores område. Det gælder erhvervslivet, politikere og mange andre med behov for en stabil og smidig transportform. Flertallet af danskere sætter sig stadig bag rattet med risiko for kø og andre forsinkelser. De har endnu til gode at få øjnene op for alle fordelene ved at flyve.”

Ulrik Wilbek, der er opvokset i Virum, kom til Viborg som den første fuldtidstræner for Viborgs håndboldkvinder i 1988.

Viborg – var det kærlighed fra start, eller lærte du at elske byen henad vejen?

”Kærlighed fra start. Jeg havde tilbuddet om at komme til to andre byer som håndboldtræner, men valgte Viborg pga. naturen og den charmerende bymidte.”

Hvad har overrasket dig mest ved at blive borgmester?

”Jeg tror, at vi – jeg, min sekretær og direktionen – har overrasket hinanden. Jeg er overrasket over, i hvilken grad man som borgmester bliver serviceret, og de har nok skullet vænne sig til, at jeg er vant til at klare mig selv. Et eksempel er talerne, som jeg i vid udstrækning skriver selv, altså hvis jeg overhovedet skriver noget… jeg holder dem jo bare. Til gengæld er der andre områder, hvor jeg ikke har så stor viden og derfor har brug for hjælp til blive sat grundigt ind i tingene.”

Du har sagt, at du gerne vil nå ud til alle Viborg Kommunes 7.000 ansatte. Hvordan går det?
”Jeg startede 2018 med at invitere alle medarbejdere på nytårskur, hvor jeg fortalte om mine ideer for kommunen, hvad medarbejdernes indsats betyder, osv. Siden har jeg mødtes med chefgrupperne og direktørerne og været på besøg rundt i kommunen. Så jeg føler, at det går godt og hører også fra medarbejderne, at de er glade for, at vi har fået hilst på hinanden fra starten.”

Er der forskel på måden at motivere på som borgmester og som håndboldtræner?

”Dybest set ikke. Selvfølgelig syner jeg anderledes, fordi jeg ikke hopper rundt på sidelinjen ildrød i hovedet, men den indre motivation, jeg gerne vil have frem i folk, handler stadig om at lytte og kunne omforme folks budskaber til brugbare resultater gennem ejerskab, involvering og gensidig respekt.”

Undgår du konkurrencer, du ved, du ikke kan vinde?
”Ikke på det personlige plan. Der kan jeg sagtens tåle at tabe. Men ift. kommunen ser jeg ingen grund til at begive sig ud i tabersager, fordi man mener, at man skal måle sig med andre byer på områder, hvor man har tabt på forhånd. En by skal finde sit eget dna og ellers holde snuden i sporet.”

Du interesserer dig for det mentale. Hvad er dine tanker om at indføre meditation på arbejdspladser og i institutioner?

”Der kan sagtens være plads til meditation på arbejdspladser og i institutioner, men vi har hver vores måde at koble fra eller sætte os op på, og derfor mener jeg ikke, at meditation er noget, vi partout skal indføre. Det skal være mennesker frit for, om de vil bruge en rum tid på meditation, yoga, en rygepause eller noget helt tredje.” 

Tror du på Gud?
”Jeg har det nok ligesom mange mennesker; jeg tror lidt på noget, men ikke så meget, at det gør noget. Men jeg er medlem af folkekirken og har stor respekt for det arbejde, der gøres. I Viborg har vi den mest fantastiske biskop, som når ud til folk med alt fra ølsmagning i bispegården til en kæmpe idérigdom på en lang række områder. Når man som ham evner at blive del af befolkningen, får folkekirken en helt anden betydning, og det har jeg enorm respekt for.”

Hvad kan få dig til at krumme tæer?

”Når det er tydeligt for mig, at folk der holder et oplæg, ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. Det værste er en politiker, der læser en tale op, som en embedsmand har skrevet, og som politikeren stort set ikke har læst igennem, før vedkommende står på talerstolen. Det er dybt utroværdigt og bidrager voldsomt til distancen mellem vælgere og politikere.”

Hvilket trænerjob kan få dig til at droppe borgmesterposten?
”Intet”

Hvis jeg var statsminister, så ville jeg…

”… svaret på det spørgsmål ville for det første vare en time. Men kort fortalt ville jeg søge en bredere form for samarbejde og prøve at sikre mig, at Danmarks fremtid ikke kommer til at afhænge af enkelte partier, fordi de andre ikke kan finde ud af at blive enige. Og så ville jeg ændre retorikken i dansk politik.”

Hvad vil du gerne huskes for?

”At folk synes, at der, hvor jeg var, dér skete der noget!”

Fakta:

Ulrik Wilbek, født i 1958 i Tunesien, idet Ulriks far var udstationeret gennem WHO for at bekæmpe tuberkulose i Tunesien
Fra 1.1.2018 Borgmester i Viborg Kommune og desuden forfatter, foredragsholder og tidligere landsholdstræner på både kvinde- og herrelandsholdene i håndbold

Uddannet lærer, men blev professionel håndholdtræner i 1988 for Viborgs håndboldkvinder
Ulrik Wilbek brugte 1 år på at researche og sætte sig ind i den væsentligste viden om Viborg Kommune

Midtjyllands Lufthavn ligger i Karup nær Viborg hvor DAT dagligt har flere afgang – Blandt andet mellem Karup og Kastrup.

”Der er masser af paralleller mellem sport og erhvervsliv. Først og fremmest skal du kunne tænde gnisten hos dit publikum.”

Han har ført et skrantende fodboldhold op i 1.division og et andet hold til bronzemedaljer i Superligaen. Hos Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter har man ansat den tidligere fodboldspiller og træner Frank Petersen som erhvervskonsulent. Men hvad kan erfaringer fra sportens verden bibringe iværksættere og erhvervsfolk? Og hvilke tendenser er der at spore inden for iværksætteri anno 2018? Bizz Up har mødt Frank til en snak om det rigtige hold, det grå guld og et feminint dilemma

”Når du træner fodboldhold på et vist niveau, er strukturen altafgørende – i spillestilen og i måden at angribe og forsvare på. Det samme gør sig gældende i en virksomhed, og især i de virksomheder, som vækster og pludselig har opnået en vis størrelse. Strukturen er sammen med et stærkt fundament afgørende for, at du kan tillade dig at bryde rammerne og forsøge dig frem,” siger Frank, der i jobbet som erhvervskonsulent også arbejder med talentudvikling og udvikling af medarbejdernes kompetencer, som bringer os tilbage til fundamentet: ”Du skal turde sætte det rigtige hold og have modet til at skifte ud i ’spillerstaben’ i takt med, at virksomheden udvikler sig. Det kan være hårdt og ubarmhjertigt, men det er nødvendigt for at holde snuden i sporet. Og vigtigt; så skal du være ’hurtig på bolden’, før andre løber med din idé.”

Iværksættere – nutidens rockstjerner

Vi oplever i disse år stort fokus på iværksætteri. På tv er det ’Løvernes hule’, som på 3. sæson skaber omtale, de sociale medier flyder over med historier om modige, handlekraftige og succesfulde iværksættere, og den politiske projektør er rettet mod at skabe bedre vilkår for dem, der overvejer at tage springet. Denne øgede opmærksomhed på iværksætteri har ifølge Frank sat en – måske overraskende – bølge i gang: ”Jeg ser flere og flere modne iværksættere, som kommer med alt fra den mindste spire til en færdigstøbt idé. Nogle af dem er folk sidst i 60’erne, der kaster sig ud i livet som selvstændig på et tidspunkt, hvor de ellers sagtens kunne trække stikket og hoppe i hængekøjen. Men måske har de gået med en livsdrøm, og nu er timingen pludselig rigtig,” fortæller Frank, der også forklarer tendensen med, at der foruden opmærksomheden på iværksætteri er mange tilgængelige hjælpeværktøjer og erhvervsfremmende tiltag, man kan gøre brug af.

Fra det grå guld til modsatte ende af skalaen: ”Jeg ser mange unge, nogle gange helt ned i folkeskolealderen, som pludselig har fået en god idé, de er blevet tændt på at få ud over rampen. Og jeg må sige, at de er vanvittigt innovative. Jeg har mødt flere, som pludselig tjener pænt med penge, hvor det går op for dem, at de nok hellere må få stiftet et selskab,” smiler Frank.

Lad os blive mere runde med kant

”I fodboldverdenen er den maskuline trænertype yt. Du skal i stedet have fokus på de kvindelige værdier, idet nutidens unge i stor udstrækning er vokset op med kvindelige voksne i institutionen og skolen. Det er for dem – og nu ridser jeg det groft op – vigtigst at være sammen med kammeraterne fremfor at vinde,” lyder det fra Frank, som også peger tendensen over i karrieresammenhæng: ”Med al respekt for branchen, men det flyder over med HR-konsulenter, som er sat i verden for at hjælpe alle med alting hele tiden – igen en feminin tendens. Det giver en ambivalens, idet vi på den ene side er afhængige af at kunne samskabe og fungere som hold og på den anden side kan komme til at mangle kant, vildskab og galskab for at bevare ærgerrigheden, som jeg mener er vigtig både i sporten og erhvervslivet. I tysk fodbold taler man om, at hvis træningslejren har været for harmonisk, bliver slutrunden dårlig. Jeg tror med andre ord, at vi går en fremtid i møde, hvor vi skal søge at balancere det maskuline og det feminine – uden at ende i leverpostej.” Det er et interessant dilemma, som bliver interessant at følge udviklingen på,” slutter Frank Petersen, før han smutter ud af døren med mappen under armen, på vej til møde med endnu en virksomhed, der har brug for ’sportslig ekspertise’.

Franks 5 gode råd til den kommende iværksætter:
Alt går hurtigt i dag. Vær først på bolden med din idé, så kan du altid rette til senere.

Sæt det rigtige team – gode samarbejdspartnere er altafgørende for din succes

Hold snuden i sporet og lad være med at brede dig over for mange ting på én gang

Vær nysgerrig og hold dig opdateret på dit område

Glem ikke, at langt de fleste produkter i dag købes af kvinder. Tal til målgruppen.

 

Fakta:

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter (SET) tilbyder vejledningen igennem en virksomheds livscyklus, dvs. fra før idéstadie og helt til generationsskifte

SET vejleder inden for forretningsmodeller, strategi, finansiering/funding, eksport, teknologiudvikling og samarbejder med forskellige uddannelsesinstitutioner

Frank Petersen er uddannet Cand.merc i afsætning

Har arbejdet hos virksomheder som NRGI, Andelskassen og Grundfos