I sidste udgivelse af Bizz Up stod Herning Kommune frem og meldte ud, at de gik forrest i arbejdet med den grønne omstilling. Herning Kommune vil være bæredygtig, og til det formål er Thea Lyng Thomsen blevet ansat som direktør for foreningen Bæredygtig Herning. Bizz Up tjekker ind og stikker en finger i jorden.


Tekst: Anne Bente Volf
Foto: Erling Jørgensen

”Kom indenfor,” lyder det, da magasinets udsendte medarbejder aftaler et møde og åbner døren til de store åbne lokaler på Gl. Skolevej i Herning.

”Her bor vi. Der er et stykke vej, til vi er sådan rigtig flyttet ind, men det fungerer, og arbejdet er i fuld gang,” lyder det med et smil fra Thea.

Herning går forrest. Herning har sat sig et mål. Der skal arbejdes med grøn omstilling. Med verdensmålene. Med bæredygtighed, men det skal ikke være med en løftet pegefinger.

”Vi vil på ingen måde rende rundt og rynke på næsen af borgerne eller pege fingre, men vi vil opfordre og udfordre,” siger Thea.

Lad os spille sammen

At Herning Kommune står bag initiativet og som landets første kommune har skabt grobund for en forening med et team på en lille håndfuld medarbejdere for at kunne indfri delmålene, kommer næppe bag på nogen.

Bæredygtig Herning, Bæredygtighed, Herning Kommune, Bizz Up“Vi vil på ingen måde rende rundt og rynke på næsen af borgerne eller pege fingre, men vi vil opfordre og udfordre”

Thea Lyng Thomsen

”Det er det, Herning gør. Det er det, alle taler om. DNA’et i byen. I kommunen. Men vi kan jo ikke gøre det, uden at nogen spiller bold med os. Det skal i høj grad ske gennem dialog, netværksaktiviteter, idéudvikling og samarbejde med virksomheder, uddannelsesinstitutioner, borgere og Herning Kommune. Alt sammen inspireret af FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling,” lyder det.

Grønne Blue Fox

Et af de partnerskaber, der allerede er sat i søen, er samarbejdet med sportsklubben Herning Blue Fox. Et samarbejde, som Thea er meget glad for.

”Jeg blev simpelthen så glad, da direktør i Herning Blue, Fox Torben Skovsgaard, og salgs- og CSR-manager, Christian Hostrup, kontaktede mig. Det virker måske ikke som det oplagte valg, men det giver virkelig fin mening at bruge sportens samarbejdsånd og tilgang til udvikling til at arbejde med bæredygtighed,” siger Thea.

Læs også første artikel om ”et grønt og bæredygtigt Herning” her. 

”Vi lyttede til et oplæg om bæredygtighed og følte os i den grad inspireret,” lyder det fra Torben Skovsgaard, der fortsætter:

”Vi har alle en forpligtelse, og hvis vi, som sportsklub med de tråde, vi nu kan trække i, og de veje, vi nu krydser, kan være med til at gå i front og gøre en forskel, er der da slet ikke nogen tvivl om, at det vil vi gerne. Der er langt til målet, og vi kender slet ikke vejen derhen – endnu – men med små simple step og med stor sparring fra Thea og holdet her har vi hurtigt taget små step i den rigtige retning. Vi har en platform, hvor vi når bredt ud. En platform, mange kigger på, følger og beundrer. Det skal vi bruge til noget – også i denne sammenhæng. Vi kan hurtigt skabe opmærksomhed, og vi kan hurtigt formidle budskaber.

Gennemrenovering

”Man kan vælge at kigge på værdien af det, man får, når man påbegynder sådan en proces, som det er at omstille ens virksomhed – i det her tilfælde en sportsklub,” lyder det fra Christian Hostrup.

”Det er jeg måske ikke helt sikker på, at man skal. Der er så lang vej rundt, og netop med dette handler det ikke om at komme helt i mål, for det kommer man ikke – for der vil altid være mere, som man kan gøre. Her er det at gøre noget og sætte ind, hvor det giver mening og er muligt. Det at være et foregangsbillede. Vi skal jo alle gøre lidt, og hvis vi, som forening og klub, kan være med til at råbe op, så vil vi gerne det.”

Der er blevet kigget på energioptimering. På de mange biler, klubben og klubbens spillere har til rådighed, men også på udenomsarealet omkring hockeyarenaen i Holing i Herning.

”Arenaen gennemgik for et par år siden en større gennemrenovering, og sidste step her var udenomsarealerne, som vi også har et ben med i, da vi er en del af en grundejerforening,” fortæller Torben og fortsætter:

”Derfor var det forholdsvis simpelt at kigge på de grønne områder. Og vi kigger både på biodiversitet. At lade være med at slå græsset. Men også at etablere ladestandere til elbiler Der var pludselig flere ting, der lå lige for – med god hjælp og sparring fra Thea og hendes folk.”

Netværk for Bæredygtig Business

”Der skal nok være nogen, der griner. ’Tror de virkelig selv, at det der virker? Store, seje hockeystjerner. De vil være grønne …’ Men ja, det vil vi gerne. Eller vi vil i hvert fald gerne være med,” lyder det fra Torben.

Bæredygtig Herning, Bæredygtighed, Herning Kommune, Bizz Up“Naturligvis er der også dem, der melder ud, at de støtter og bakker op på andre måder, og her er det hockeyen, der tæller, men vi oplever en meget positiv respons. Det betyder meget”

Torben Skovsgaard

En af de måder, Herning Blue Fox kan formidle deres grønne arbejde og deres tanker på, er gennem deres netværket for Bæredygtig Business, hvor rammerne allerede er sat.

”Her er der rig mulighed for, at bæredygtighed får væsentlig bevågenhed,” understreger Christian.

“Det vil være et netværk for inspiration og sparring til at få bæredygtighed og business til at gå hånd i hånd. Og det handler jo også om, at vi skal blive ved med at være relevante, som sportsklub, vi skal jo selv flytte os, og det vil vi jo gerne gøre sammen med vores sponsorer og samarbejdspartnere.”

Lad os hjælpe

”De her får det til at lyde ret simpelt. Og det er det – i hvert fald, hvis vi hjælpes ad, og finder de første små skridt,” siger Thea.

”Ingen beder om, at man skal have det store forkromede overblik fra dag ét, men om at flere er med. Det er det, vi gerne vil. Vi vil gerne hjælpe, skabe en dialog og være med til at byde ind med idéer, måder, muligheder. Og ingen forventes at nå i mål dag ét. Hvad er i det hele taget målet? Der vil altid være mere at gøre. Det vigtigste er faktisk at begynde!

Hvis vi alle gør, hvad vi kan, så bliver den samlede effekt større, og det er der, vi skal hen. Igen: Ingen løftede pegefingre, vi skal bare i gang.”

En grøn forskel

Thea er meget imponeret over Herning Blue Box.

”Jeg synes virkelig, det er meget beundringsværdigt, det arbejde I har lagt for dagen. Jeg kan kun håbe, at andre føler sig inspireret af det. Det er tydeligt, at I er vant til at arbejde med partnerskaber. Det giver så meget mening, men det betyder ikke, at det er nemt. Der er lang vej. Jeg er bare så glad for at have jer med,” lyder det fra Thea.

Torben anerkender. ”Jo flere vi er, des bedre, og kan vi på nogen måde være med, ser vi på det. Det skal og vil vi. Faktisk har vi allerede lavet en lille forespørgsel blandt klubbens fans og følgere. Vil de være villige til at smide et par kroner mere i kassen, når det kommer til billetpriser, pølserne i hallen, medlemskaber m.m., hvis det handler om, at vi alle er med til at gøre en grøn forskel? Svaret er ja. Naturligvis er der også dem, der melder ud, at de støtter og bakker op på andre måder, og her er det hockeyen, der tæller, men vi oplever en meget positiv respons. Det betyder meget. Ja, det er godt at være i gang – og godt med gode partnerskaber!”

 

Se mere om Bæredygtig Herning her.

Enhver ved efterhånden, at når man i Herning sætter sig noget for, er det blot et spørgsmål om tid. Viljen fejler nemlig ikke noget. I disse år er bæredygtighed i den grad sat på dagsordenen – også i Herning, og her er man allerede i gang.

Tekst: Anne Bente Volf
Foto: Erling Jørgensen

Du bliver direktør af titel, og får funktion som igangsætter, projektleder og motivator. Du skal brænde for at gøre en forskel og flytte noget på den bæredygtige dagsorden, uanset om det angår en virksomhed, en iværksætter, et studieprojekt, en borger eller en forvaltning i Herning Kommune. Og du skal kunne se synergierne mellem de fem.

Bæredygtig Herning, Bæredygtighed, Herning Kommune, Bizz UpSådan lød det blandt andet i det jobopslag, der skulle gøre, at man i Herning fandt frem til den helt rette person, som – igen – skal sætte 7400- byen på landkortet. Herning Kommune har afsat fem millioner om året til at få sat kommunens nye center til understøttelse af bæredygtighed, Bæredygtig Herning, i værk. Det skal personen med den nye stilling få til at ske. Valget faldt på Thea Lyng Thomsen.

Visionær

Byrådet i Herning Kommune nedsatte tilbage i 2019 en politisk følgegruppe med viceborgmester, Rasmus Norup, som formand. Gruppen besluttede efter dette arbejde at etablere et bæredygtighedscenter. De 17 verdensmål skal helt ind i hjertet af Herning Kommune.

Til den overordnede ledelse udpegede man en bestyrelse, hvor medlemmer fra følgegruppen, med undtagelse af Rasmus Norup som i øvrigt er næstformand i bestyrelsen, ikke er repræsenteret. En bestyrelse, som direktør ved Ege Carpets Svend Aage Færch Nielsen, er formand for.

“Det er med meget stor fornøjelse, at jeg er med i det her projekt,” lyder det fra Svend Aage.

“Vi har hos Ege Carpets arbejdet med bæredygtighed igennem mange år og er rigtig godt med på den rejse, som nu søsættes lidt mere bredt her. Interessen for grøn omstilling er stor – også personligt. At være med til at føre Herning frem – også på det her punkt – synes jeg, er en spændende opgave. Man er visionær her. Man vil det og har en evne til at få tingene gjort.”

Stigende krav

Rigtig mange – flere og flere virksomheder og brancher – bliver i dag mødt med et stigende krav om at have og kunne levere en bæredygtig profil. Både med hensyn til deres produkter og fremstillingen af disse.

“Det kan være en vanskelig og bekostelig affære, og det er et par af de punkter, man vil kunne få hjælp til at arbejde med via Bæredygtighedscenteret,” fortæller Svend Aage.

Tanken er lidt at agere fødselshjælper samt at yde støtte fremadrettet. Ikke kun over for nye virksomheder, men bestemt også over for allerede eksisterende, samt at arbejde sammen med de mange uddannelsesinstitutioner, Herning byder på.

Bæredygtig Herning, Bæredygtighed, Herning Kommune, Bizz Up

En nødvendig opgave

Den nyansatte direktør, Thea Lyng Thomsen, er allerede i gang. Og hun ved, hvad hun laver. Hun har nemlig allerede gjort noget tilsvarende. Hun kommer fra en stilling hos GreenLab i Skive.

“Jeg tør godt sige, at jeg allerede har gjort det her én gang før,” siger hun og understreger, at hun glæder sig til at tage fat i den store udfordring, det er.

“Det betyder ikke, at det er en nem opgave, men det er en nødvendig opgave, hvis du spørger mig. Vi lever i en verden, hvor vi er nødt til at – og bør – tage fat – nu. Den måde, vi lever på, kræver, at vi kigger på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes. Noget kan vi hver især være med til at gøre en forskel for, mens andet kræver forandringer på et systemniveau, og det vil være sammen med de større virksomheder og det offentlige, som kommune, region og stat.”

Læs også

Herning, Hübsch & Happiness

“Vi skal være bevidste om vores valg både de store og de små. Det skal give mening, og det er her, hvor det kan blive svært, for bæredygtighed kan være mange ting, og det bliver hurtigt komplekst. Mange virksomheder kommer i tvivl, skaber jeg i virkeligheden to nye problemer, når jeg løser dette ene?”

“Jeg – og vi, når der er en medarbejdergruppe på plads – skal gøre Bæredygtig Herning til det sted, som hjælper til at navigere og finde både mening og en økonomisk bæredygtig vej frem. For bæredygtighed handler om både mennesker, miljø og økonomi – og der skal være balance i tingene, hvis vi skal lykkes, både på den korte og den lange bane.”

Ukendt adresse

I skrivende stund er Thea helt ny i Herning. Centret er født på papiret, men har endnu ikke fået sin adresse. Det er endnu ikke besluttet, hvor i Herning centret skal have til huse. Adressen er derfor ukendt. Der er ikke ansat andre end Thea. Med andre ord har hun praktisk talt ikke et skrivebord og ej heller en kollega – endnu.

“Alt der kommer på plads og bliver sat i gang. Det tænker jeg egentlig ikke så meget over. Vi skal finde et sted, som giver mening i forhold til at nå ud til flest muligt. Vi skal finde de medarbejdere, som kan det samme. Tingene skal give mening for at virke. Der skal skabes synergier – i kommunen og på tværs af flere af de omkringliggende kommuner,” lyder det.

“Allerede nu synes jeg, vi har et stærkt fundament, og jeg tror på Herning. Jeg synes, det er en fed kommune at skulle arbejde sammen med. De byder ind med dygtige aktører og er allerede langt fremme på rigtig mange parametre.”

Hele vejen rundt

“Jeg ved også, at mange virksomheder i dag – også i Herning og omegn – allerede har taget den grønne omstilling til sig. At de arbejder bæredygtigt. At det er en del af deres virke, men flere af dem mangler måske det sidste til at nå hele vejen.”

“For hvad vil det egentlig sige? Hvis man eksempelvis kigger på produktionen af bæredygtigt tøj, skal der jo kigges baglæns i processen. Hvor bliver tøjet produceret? Af hvem? Hvordan er deres medarbejderes vilkår? Er der børnearbejde? Fragten hertil? Er dyrevelfærd et emne i forbindelse med dette produkt?”

“Rejsen for at nå hele vejen rundt om ens produkter, for at sikre bæredygtighed, er ofte lang. Det er noget af det, vi i Bæredygtighedscenteret skal, kan og vil hjælpe med,” fortæller Thea.

BÆREDYGTIG DAGSORDEN

CENTER FOR BÆREDYGTIGHED I HERNING

Bæredygtig Herning skal inspirere alle virksomheder i Herning Kommune til handling gennem viden, projekter og netværksskabelse. Centret skal hjælpe med at finde vej til den relevante viden og hjælp. Centret skal facilitere netværk på tværs af virksomheder, borgere, videns- og uddannelsesinstitutioner og øvrige aktører og have blik for de synergier, der kan opstå. Og centret skal evne at kommunikere til erhvervslivet, så der er let indstigning til arbejdet med bæredygtighed, uanset hvor virksomheden befinder sig i processen. Med det tilsammen skal centret gøre sig synligt eksternt med henblik på at brande Herning Kommune inden for den bæredygtige dagsorden.