Man har gjort sig mange tanker på de fleste arbejdspladser grundet situationen med pandemien. Det er ikke anderledes hos Bang & Olufsen i Herning, hvor indehaver Kenneth Koed Lauritzen anser sig selv som værende heldig. Han har kigget på både forretning og sine ansatte.

Tekst: Anne Bente Volf
Foto: Erling Jørgensen

”Det er faktisk en smule mærkeligt, men som oftest skal man langt ud ad en vej for at finde ud af, om man skal til højre eller venstre,” lyder det fra Kenneth Koed Lauritzen, som er indehaver af det store, gyldne Bang & Olufsen-hus kaldet NEXUS på Torvet i Herning.

”Vi kan kigge tilbage på et år, hvor ingen vidste, hvad der ville ske. Der skete så meget – og så gik det hele alligevel i stå … Et år, hvor mange lukkede ned og sendte personalet hjem. Vi i Bang & Olufsen Herning tog en beslutning om ikke at lukke butikken. Nok mest fordi vi vidste, at mange ville få nye tv-udbydere i den periode. Således kunne vi gøre en forskel ved at være til rådighed.”

Kenneth fortsætter: ”Vi er en butik med en del på lager, så når andre melder om restordrer og leveringstid, er sandsynligheden for, at jeg har varen på lager, stor. I stedet for at sende alle mand hjem fandt vi ud af at dele bemandingen op. Det gav mere frihed til hver enkelt og gjorde, at vi kunne fortsætte servicen og på den måde holde gang i butikken. Der kom naturligvis ikke det samme antal kunder ind i butikken, og vi begyndte at køre mere ud til folk. En service og en mulighed vi hele tiden har ydet, men det blev der i denne tid mere brug for. Så vi fik indkøbt en varevogn mere og kunne dermed komme endnu mere ud på landevejen.”

Hjemme hos

Kenneth fortæller, at det med at stå hjemme hos kunden ofte giver en større forståelse for indretning, behov og muligheder. Og det er her, at omsætningen er stigende.

”Det er klart, at der sker noget, når man står hjemme hos kunden. En ting er, at de har en idé om, hvad de kunne tænke sig. Men når vi kommer hjem med et produkt og viser og fortæller, hvad og hvordan dette produkt, denne enhed kan benyttes til fulde og derudover måske sammen med et andet produkt, der allerede findes i hjemmet, optimerer vi helhedsoplevelsen.”

”Vi har ikke bare optimeret hjemme hos-delen, men vi har også tilføjet en Messenger-funktion til vores website, hvor vi kommunikerer online med kunden. En funktion, hvor vi fra butikken i Herning er på. Ikke bare en robotfunktion, som vi kender fra andre. Man bliver mødt af en af os – på alle hverdage og indtil klokken 22.00. Tilgængelighed er en væsentlig faktor.”

B&O, find dit Bizz Up Magasin, Distribution, find magasin, Bizz Up, Bizzup.dk“Vi kan i dag sikre, at flere af vores produkter har en længere levetid end de fleste andre lignende produkter på markedet. Mange gange er det små ting, der gør, at tingene ikke lever længe.”

Kenneth Koed Lauritzen

En investering

”Vi har valgt at investere os ud af det her. Intet andet har givet mening, og derfor kan jeg også med stolthed i stemmen sige, at vi ikke har afskediget nogen. Vi har heller ikke søgt nogen form for kompensation. Vi har faktisk ansat yderligere en medarbejder, da jeg har valgt at lave en anden ændring i forhold til vores arbejdsgang. Jeg har tilbudt mine medarbejdere at gå ned på en fire dages arbejdsuge – til samme løn som tidligere.” Kenneth smiler og fortsætter:

”Lad mig sige, at det har de taget godt imod. Jeg har verdens bedste personale. Et godt og trofast team, som jeg sætter stor pris på. De har været her i 9, 10, 12 år, og, ja, Ralph Clausen har været med helt fra starten i 1999. Jeg vil så gerne forkæle dem, men jeg ønsker samtidig at optimere. Hvis de får mere frihed, forventer jeg, at de leverer på jobbet. Og dét gør de.”

Længere levetid

”Hvordan fremtiden ser ud, ved ingen. Men vi ved, at vi skal passe lidt bedre på det hele. Ikke bare på hinanden, men også på den kære Moder Jord. Der er ikke de samme resurser, som der var engang. Vi kan ikke holde til det mere. Køb og smid væk-indstillingen skal simpelthen ændres.

Heldigvis – og med stolthed i stemmen – kan jeg fortælle, at vi repræsenterer en virksomhed, der igennem mange år allerede har tænkt de tanker. Vi kan i dag sikre, at flere af vores produkter har en længere levetid end de fleste andre lignende produkter på markedet. Mange gange er det små ting, der gør, at tingene ikke lever længe. Det har Bang & Olufsen taget højde for. Små dele kan udskiftes eller optimeres, så levetiden forlænges. Designet kan ofte opdateres og opgraderes ved eksempelvis at skifte en skærm på et tv eller en front på en speaker.

Men det er klart, at det betyder noget for prisen, at det er hardware, som ikke dør om et år eller to, og det siger sig selv, at det skal kunderne være villige til at betale for. Men det er den vej, vi skal. Sammen.”

Sidste nye Level

Et af de sidste nye skud fra Bang & Olufsen er den bærbare wi-fi-højttaler Beosound Level. Smukt og enkelt design, tidløs elegance, kompromisløst håndværk og en flot lydkvalitet. Beosound Level er meget fleksibel. Højttaleren kan både stå på bordet, hænge på væggen eller ligge på en skænk. Tankerne ledes tilbage til en gammel udgave af en transistorradio fra Bang & Olufsen. Ved at bruge kunststof fra genbrug og et indre design i moduler kan Beosound Level let repareres. Moduler kan udskiftes, når ny og bedre teknologi dukker op med årene. Placerer man Beosound Level på en væg, foregår opladningen lige så elegant. Man kan lade højttaleren spille, samtidig med at den henter ny energi.

Bang & Olufsen har naturligvis sørget for, at Level nemt kan bæres rundt og sågar tages med udendørs. Den er tilpasset det danske klima. Betjeningen foregår via softtouch-knapper, der sidder integreret i en aluminiumsramme. Der er tænkt tidløst design krydret med smarte fif og detaljer. En perfekt lytte oplevelse.

”Er den ikke smuk?” Kenneth beundrer designet i et rum – et hus, NEXUS, som i forvejen er fyldt med smukt design efter design. Flere af dem klassikere.

”Vi har mange kunder, som stadig har de 25 år gamle såkaldte pibehøjtalere. De fås i dag i en nyere og opdateret udgave kaldet Leolap18”.

Bæredygtighed

”Som en miljøansvarlig virksomhed bestræber vi os på altid at fremstille bæredygtige produkter. De beslutninger, der ligger til grund for vores produkters brug, design og levetid, skal være i balance med produktionens miljøpåvirkning. Derfor bruger vi kun træsorter med et bæredygtighedsperspektiv og træ, som er FSC-certificeret. FSC-certificeret træ er en garanti for, at træet stammer fra bæredygtige kilder. Vi arbejder med valnød, ahorn og eg. De har alle deres egne særskilte kvaliteter og egenskaber”.

B&O, find dit Bizz Up Magasin, Distribution, find magasin, Bizz Up, Bizzup.dk“Vi bruger kun træsorter med et bæredygtighedsperspektiv og træ, som er FSC-certificeret. FSC-certificeret træ er en garanti for, at træet stammer fra bæredygtige kilder.”

Kenneth Koed Lauritzen

Heldige

Kenneth kigger sig omkring. NEXUS ligger smukt midt på Torvepladsen i 7400-byen. En by, som oser af stolthed og viljestyrke.

Begge dele har Kenneth også – med god grund. Butikken er enestående. Kunderne findes i hele landet. Men Bang & Olufsen Herning trækker tråde til hele verden. Til lands, til vands og i luften. Man vil det bedste, og man får det bedste. Ikke kun i lyd, men også i løsninger og ikke mindst i både samarbejde og service.

”Også 2021 bliver fantastisk. Vi ved, at vi er heldige at kunne sige sådan i denne tid – og vi siger det med stolthed i stemmen. Ikke alle har været lige så heldige som os,” lyder det.

Kenneth er sikker på, at ingen kender dagen, men er også overbevist om, at verden ikke kommer tilbage til der, hvor den var.

”Jeg tænker ikke, at der bliver helt så mange kram og ingen håndtryk i fremtiden. Men det behøver ikke at betyde, at det ikke bliver godt. Mange af os har fået ekstra tid med vores familier og har på den måde kunnet se andre værdier i hverdagen – i livet nu – end vi kunne få øje på tidligere. Det betyder noget. Især hvis vi formår at tage det med os videre.”

Lidt ligesom lyden er smukt foreviget i Bang & Olufsen, kan vi tage de gode ting med os. Og er der brug for at opdatere eller optimere på et tidspunkt, er dette en mulighed.

En Bang & Olufsen-butik i Herning? Skal I ikke sælge andet? Nej, det tror vi ikke er nogen god idé. Det bliver desværre et nej herfra. Den unge mand på 27 år, med den brune attachémappe i hånden måtte forlade Midtbank uden et lån. Men det skulle være løgn. Kenneth Koed Lauritzen ville det anderledes.

Tekst: Anne Bente Volf
Foto: Erling Jørgensen

Ét produkt. Ét brand. Én butik – på Torvet i Herning. Det var ikke set før, men ikke desto mindre var det den ambition, Kenneth Koed Lauritzen var gået i banken med. “Jeg måtte regne anderledes. Jeg måtte lave nye budgetter. De skulle da gå med på den idé – den var jo genial”, lyder det fra Kenneth Koed Lauritzen med et bredt smil.

I dag sidder han i det kun fem år gamle byggeri midt på Torvet, som siden første spadestik er blevet kaldt meget. Men den her historie har 15 år mere på bagen. Vi skriver 1999. Lokalerne, der var tale om dengang, ligger også på Torvet. I dag huser de Brdr. Price.

“Dengang var dét Hernings dyreste husleje – og jeg var gået med til at skrive under på en lejekontrakt på ikke mindre end 10 år. Jeg ville det her – jeg troede på det. Også selvom der dengang var butikker som Fona, Expert, Rio Radio, 2 tal og Fredgaard, Mini Radio, Nermi Radio.”

Kenneth troede på det. Bang & Olufsen i Struer troede på det. Faktisk var det dem, der havde spurgt Kenneth, om han kunne se sig selv i en Bang & Olufsen-butik i Herning. Dét kunne han … Men da han stod der på trappen med sin attachémappe i hånden, var han den eneste i Herning, der kunne … Men det slog ham ikke ud. Han vidste, hvad han kunne, og ikke mindst, hvad han ville – og det store ord var ”service”.

Ham i Kansas

Kenneth er fra Aabenraa. Han er udlært radiomand, som han selv kalder det, hos Kehlet Radio & TV i Ringkøbing. Med et år på EFG-basisår, som det hed dengang, gik han i lære. “Jeg vidste, jeg ville arbejde med radio og tv”, fortæller Kenneth, der brugte alle sine konfirmationspenge på et Bang & Olufsen musikanlæg BeoCenter 9000.

“Læretiden blev brugt på at betjene kunderne i butikken i Ringkøbing, men jeg vidste, at jeg var nødt til at skaffe min egen knowhow til, hvad der gemte sig under låget på produkterne”, lyder det.

Kenneth husker tilbage på en handel, hvor et par var interesseret i at købe en VHS-videomaskine, men nu var i tvivl om, om den fra Bang & Olufsen var de mange penge værd. Jeg, som den sælger, jeg var, og med mit kendskab til produkterne, gjorde, hvad jeg kunne for at overbevise dem om, at den her maskine var butikkens bedste.

“De vaklede.Men da ham i Kansas kom op nede fra værkstedet med en pandelampe og en skruetrækker og sagde, at netop dén VHS-videomaskine – til en værdi af 12.000 kroner – var den bedste, de ville kunne finde i Ringkøbing, købte parret den. Det sagde noget om den tiltro, de havde til mig”, fortæller Kenneth.

“Jeg ville mere. Jeg ville vide, hvad jeg kunne gøre, hvis nogen spurgte til noget inden i maskinen. Jeg ville kunne yde en service, der gik ud på mere end salg”, fortæller han.

Kenneth blev færdigudlært i butikken og tog derefter halv tid på værkstedet og halv tid i butikken.

 

Åbningsdagen

Efter et par nye udregninger og møder i banken lykkedes det. Kenneth fik lov at få en kassekredit, og den 2. august 1999 åbnede Bang & Olufsen-butikken i Herning. Så var der bare lige den der med personale. Her vidste Kenneth nemlig også, hvad han ville have. Eller hvem. Han ville have fat i en vis Ralph Clausen, som han vidste kunne noget med service. Han kontaktede ham, og en jobsamtale fandt sted hjemme i køkkenet hos Carina og Kenneth. Næste dag var Ralph ansat.

Dagen, hvor butikken skulle åbne, var samme dag, som FC Midtjylland fødtes. Det skulle fejres, og med pomp, pragt og et hornorkester, borgmestertaler og røde bånd var det hele én stor fest lige midt på Torvet – alletiders for butikken. Torvet var fyldt med mennesker, så mere kunne de ikke have drømt om.


LÆS OGSÅ: Herning, Hübsch & Happiness


“Udfordringen var, at jeg ikke kendte nogen i Herning. Så for mig handlede det om at få et netværk. Jeg meldte mig ind i alt, hvad jeg kunne. Fodbold, ishockey og senere håndbold. Netværksmøder fandtes ikke dengang, men jeg skulle lære byen, borgerne og ikke mindst de erhvervsdrivende at kende.”

Årets butik

Der kom gang i butikken, og den ene dag tog den anden, men dagene var lange. Der blev betjent kunder hver dag – hele dagen. Morgentimerne og ret ofte også om aftenen blev der kørt varer ud og monteret. Service, igen. Om det var den lille bestilling eller den store installation, var underordnet. Det handlede om glade og tilfredse kunder – der kom igen – eller sendte deres nabo.

Butikken kunne noget. Den service, Kenneth ønskede at byde på, var lykkedes. Det mærkede kunderne – om det så var på brugte produkter, der ikke engang var handlet i butikken, så skulle der ydes service. Og det gav pote. Allerede i 1999 blev butikken kåret til ”Årets Butik 1999” i Herning Bladet.

“Det var virkelig ikke kun min fortjeneste. Ej heller kun B&O produkterne, men også Ralph fik her et skulderklap. Den service og den sparring de to allerede dengang formåede at give og have, var alt afgørende. Og jeg tror, at det er en stor del af at vi i dag er, hvor vi er. Jeg har meget at takke Ralph for. Heldigvis er han stadig en stor del af butikken i dag”, understreger Kenneth.

Bang & Olufsen, B&O, Bizz Up,

Ikke bare …

Årene gik. Det gik godt. Nok gik det op og ned for Bang & Olufsen, men butikken i Herning kunne noget. Kenneth ville mere.

“Enten skulle der ske noget nyt med butikken, ellers skulle jeg noget helt andet. Der skulle på en eller anden måde mere dedikation til. Produkterne skulle vise mere – vi skulle vise mere. Varerne fejler jo intet – omvendt fortjente de mere, end vi kunne give dem.”

Igen gik der ambitioner i Kenneth. Men denne gang var der tale om nybyg. Og ikke hvor som helst. Næh nej. Midt på Torvet. Foran kirken. Altså 7400 Herning C. Lige i hjertet. I et stort guldhus. A House of Sound and Vision.

“Det var ikke bare lige sådan, men her er vi i dag. Fem år senere. Byggeriet blev der skrevet meget om. Også allerede inden det var gået i gang. Man køber da heller ikke bare lige en grund midt på Torvet … Og hvad så, når nogen fra museet dukker op og fortæller, at de har fundet en lut … Så kan man vælge at tænke ”Der røg det projekt”, eller man kan tænke ”Det er et musikinstrument – det er et tegn.” Kenneth valgte det sidste.

“… Og vi er her endnu”, siger han med et stolt smil.

NEXUS

Den 30. januar 2014 kunne han endnu engang invitere byen indenfor i Bang & Olufsen-universet. Huset NEXUS – latin for sammenhold, forbindelse og knudepunkt – byder på så meget mere end billede og lyd. På så meget mere end radio og tv. Mere end service og viden. Tingene skal have plads. Skal vises frem. Det skal kunne drejes og komme ud ad vægge eller op af gulvet. Der skal bare mere end en hylde og et spot til at vise de her produkter frem. De kan, skal og må godt stråle og formå at stå helt alene. Stilrent. Ambitiøst. Lækkert. Med alle deres detaljer. Men det skal man træde indenfor for at opleve – og dét er man mere end velkommen til.

Det smukke hus byder på mere, end man forestiller sig, og her tager tingene den tid, tingene skal tage – om man søger stort eller småt. Om en kunde mangler et batteri til en fjernbetjening, om man ønsker at forny en gammel model, eller om man er ved at bygge nyt hus og ønsker Bang & Olufsen integreret i hele boligen, så byder vi gerne på kaffe og en rundvisning, lyder det.

Mere end bare et salg

Der er mange tanker, idéer og mange følelser i den forretning, Kenneth har bygget op. Han har selv gået forrest, men han har stadig Ralph med.

“Dén mand kan virkelig sælge sand i Sahara”, siger Ralph om Kenneth.

“Men det er ikke bare et salg for ham. Han elsker det, og han sørger for, at kunden er mere glad for den handel, end han selv er. Det er nemlig servicen, det kommer an på, lyder det. – Kenneth og jeg vil det samme – han er bare iværksætteren, der tør – og turde. Og det har jeg respekt for. Og føler mig privilegeret over at være en del af”, siger Ralph Clausen.

20 år senere

Der er vist ikke det, Bang & Olufsen Herning ikke har været med til at indrette eller installere. Der kommer stadig kunder med gamle, gode produkter. Nogle vil gerne have dem kigget efter, mens andre ønsker en nyere udgave – og derfor har butikken naturligvis også få ældre, men gode modeller på lager.

Det er blevet til små og store opgaver gennem tiden. Lejligheder, huse, både. Nybyg. Ombyg. Kunderne beder ofte Kenneth være med på andre indretningstips end blot billede og lyd, da han i den grad har sans for detaljerne. Han ser ting – til ende. Og ser ingen grund til eksempelvis at kigge på ledninger, når de kan gemmes væk.

“Det gider man da ikke, men det skal jo tænkes ind. Detaljerne. Det er dem, der gør det lækkert. Altså alt det, man ikke ser …”

Ingen kender fremtiden, men lytter man til Kenneths historie, og kigger man på ham, mens han fortæller, ser man det. Passionen for faget. For produkterne. For kunderne. Servicen. Det handler stadig om servicen her 20 år senere. Det er det, der er passionen. At se, hvad de små ting som udviklingen i tiden giver af muligheder, og sørge for, at kunderne får det. At man med én fjernbetjening kan styre lyd, billede, gardiner, kaffe og alt mulig andet – det er én ting. Men hvis nu man kan mere eller andet – eller det måske driller, så skal der service til. Og dét ved Kenneth.

Bang & Olufsen, B&O, Bizz Up,