Tinder-Tarzan og Trainee

For to år siden, da jeg var 25 år og single, havde jeg det sort bælte i Tinder. Jeg swippede som udgangspunkt til højre på alle pigerne, og først hvis der var match, tog jeg stilling til, om jeg skulle gå videre eller bare undlade at svare. Jeg kunne nemt have gang i ti samtaler på én gang.

I samme periode havde jeg netop fået job som trainee i en specialbutik. På den første dag tog min nye leder imod mig og viste mig rundt i hele virksomheden. Og så skete der det, der bare ikke må ske. Undervejs på introturen banker min leder i dørkarmen ind til et kontor, hvor to piger kigger op fra skærmen: ”Hej piger, her er Simon, som starter i dag! Simon, sig hej til vores to dygtige kontormus, Line og Simone”. Jeg fremstammer et ”hej” og genkender dem begge med det samme … fra Tinder! – ikke på deres navnene, som jeg ikke kunne huske, men fordi jeg netop havde matchet med den ene få dage forinden, og aftalt at vi skulle mødes den kommende weekend. Den anden havde jeg skrevet med noget tid – og faktisk udvekslet ret så frække beskeder med. De genkendte tydeligvis også mig, hvilket jeg kunne høre på måden de gengældte mig ”hej”. Jeg gik videre med min leder, mens jeg krummede tæer over mig selv. Jeg slettede app’en, da jeg kom hjem samme dag.

Simon, færdigudannet trainee

Mandag på en onsdag

Det var en af de dage, hvor alt bare gik galt. Det startede med, at jeg kom for sent til første møde på en dag fuld booket med møder, hvor tidsplanen skulle spille max.

LÆS OGSÅ

Brevkasse: Få de pinlige historier fra erhvervslivet

Efter det første møde kunne jeg mærke, at jeg, lidt uventet, var på vej ind i ”den tid på måneden”. Pokkers! Jeg havde hverken bind eller tamponer med, og jeg var allerede sent på den til næste møde. Så jeg fyldte trusserne med lokumspapir og håbede på det bedste. Jeg ankom til det næste møde (20 minutter for sent). Det var i forvejen en varm sommerdag og i min iver på at nå at indhente tiden, blev hele ”svedsituationen” ikke bedre. Svedig og menstruerende fandt jeg endelig en parkeringsplads. Men det blev meget værre!

Vi var ikke langt henne i mødet, før jeg kunne mærke noget, jeg håbede var sved og frygtede var blod, løbe ned ad mine ben under min (heldigvis) lange kjole. Det havde opløst toiletpapiret, som nu lå i papirfnulder under mødebordet. Jeg prøvede at samle det sammen med mine fødder. Min kunde havde i mellemtiden tilgivet min forsinkelse og ville nu give en rundvisning på virksomheden. Jeg må have lignet én, der havde skidt i bukserne, da jeg svarede: ”Meget gerne. I har vel ikke et toilet jeg må låne først?”

Søs, håbefuld arkitekt med ustabil cyklus

Hvepse og slå-om-kjoler

Det var en skøn sommerdag, og jeg var på vej til et møde med en potentiel kunde, som jeg endelig havde fået sat et møde op med. Jeg havde taget en luftig og sommerlig slå-om-kjole på.

Vi havde aftalt at mødes på en hyggelig udendørs cafe. Mødet startede godt. Men henimod den sidste tår kaffe mærkede jeg noget kravle op ad mit inderlår. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg havde fået en hveps ind under kjolen! Jeg gik fuldstændig i panik!

Det skal her siges, at jeg er paniskangst for hvepse, så det gik ikke stille for sig, da jeg mærkede den nærme sig min trussekant! Jeg sprang op og viftede med armene i forsøget på, at få hvepsen ud af min kjole. Det resulterede i, at jeg fik slået sløjfen på min kjole op, og inden jeg vidste af det, stod jeg i bar røv og selvfølgelig de mest kiksede mormortrusser fra skuffen. Min potentielle kunde, i øvrigt af den introverte type, kiggede nervøst rundt alle andre steder end på mig. Han drak sin kaffe ud, mens jeg prøvede at vende min kjole rigtigt, samtidigt med at jeg forsøgte at dække så meget som muligt at mit understel. Jeg får fremstammet: ”Nå, men vi kan jo lige tales ved”.

Jeg hørte aldrig fra ham …

Annemette, SoMe virtuel assistent