Always strive for more, always strive to improve, always strive for perfection and don’t ever be satisfied.

Dette er opskriften på succes, hvis du spørger den rutinerede danske it-iværksætter, Janus Rægaard Nielsen, der i øjeblikket går og sysler med, om han skal sælge sin virksomhed til godt en kvart milliard danske kroner til en amerikansk it-gigant.      

Virksomheden hedder AnyTech365 og har eksisteret i små fire år, hvor den i løbet af de sidste to år er vokset fra 75 til 300 medarbejdere og med en omsætning på over 200 millioner kroner.     

AnyTech365 er en it-virksomhed, der hjælper privatpersoner og små virksomheder med it-sikkerhed og support. Et marked der er i stor fremdrift i USA.

– Inden længe er det langt mere end bare mobiltelefoner, computere og printere, der er connected til internettet. Flere og flere gadgets samt fjernsyn, køleskabe og kaffemaskiner med sensorer bliver koblet til nettet, og det er noget almindelige mennesker har brug for hjælp med, lyder det fra Janus Rægaard Nielsen.

Identificering af behov

Det er langt fra nødvendigt at opfinde den dybe tallerken, hvis du går med iværksætterdrømme. Ihvertfald behøver det ikke at være så svært, som mange går og tror.       

– I min optik er det ganske enkelt. Det gælder først og fremmest om at identificere et behov, som endnu ikke er dækket af andre. Tænk over hvad der kan blive brug for i morgen, men som ikke helt eksisterer endnu, siger Janus Rægaard Nielsen og fortsætter:

– Når du så har fundet det behov, som almindelige mennesker endda til og med vil betale penge for, ja så har du fat i noget af det rigtige.

Det er ikke første gang, at Janus Rægaard Nielsen har skabt en succesfuld virksomhed. I 2013 solgte han sin daværende virksomhed MYMobileSecurity for et tocifret millionbeløb.                          

Stærk virksomhedskultur

Janus Rægaard Nielsen er af den opfattelse, at en stærk virksomhedskultur kan flytte bjerge. Og dét bliver der netop arbejdet målrettet med hos AnyTech365, hvor grundstenen er begreberne: Attitude, Commitment, Teamwork og Performance.

– Du skal have dine medarbejdere til at være stolte af deres arbejde. De skal føle, at de er en del af helheden og at deres indsats er direkte medvirkende til virksomhedens fremdrift og succes.

– Samtidig vil jeg levere den bedst mulige service og support inden for vores felt. Og dét er netop noget vi selv 100% kan styre og påvirke internt, da vi her ikke er afhængige af eksterne faktorer, lyder det fra den rutinerede it-iværksætter.

Udover at kunne identificere et behov hos forbrugerne og skabe en stærk virksomhedskultur, er det altafgørende at have en stærk opbakning på hjemmefronten og gøre klart over for sig selv, at der ofte skal arbejdes i nogle år, før den økonomiske gevinst ser dagens lys.

Facts om AnyTech365

  • AnyTech365 blev stiftet i 2014, har danske rødder men hovedkontor i Sydspanien i Marbella.
  • AnyTech365 er en it-virksomhed, der hjælper privatpersoner og små virksomheder med it-sikkerhed og support.
  • Kunderne hjælpes vha. fjernstyringsprogrammet TeamViewer.
  • Virksomheden opererer med mere end 10 forskellige sprog.

Cybercrime er i disse år et begreb, der vinder mere og mere frem, og frygten for at blive hacket eller udsat for ubehageligheder på nettet kan få enhver til at ryste i bukserne – for hvis du først bliver hacket, så er det som oftest ude af dine hænder, og følgerne kan være katastrofale

 

En ny undersøgelse blandt selvstændige erhvervsdrivende viser, at kun halvdelen har gjort en indsats for at undgå at blive udsat for cybercrime, og det er et skræmmende lavt tal. En af de steder, hvor man er mest udsat, er, hvis man for eksempel kobler sig op på et eksternt tilgængelige netværk i eksempelvis lufthavne – og heller ikke her er de selvstændige særligt forsigtige. Over en tredjedel kobler sig op på offentlige netværk uden at bekymre sig om, at det faktisk er her, at risikoen for at bliver udsat for cybercrime er størst.

 

»Mit budskab til selvstændige erhvervsdrivende er, at de skal prioritere dette område højt, for hvis du først bliver ramt, er det ude af dine hænder, og det kan det få alverlige konsekvenser og i værste fald betyde, at man må afvikle sin virksomhed. Ligeledes bør man tænke sig rigtig godt om, inden man hovedløst logger sig ind på diverse netværk, hvor mange IT-kriminelle har uanede muligheder,« siger Bendt Nolsøe, der er salg og marketingchef i DANA. Han tilføjer, at problemet helt sikkert vil eskalere i fremtiden.

 

»Jeg er sikker på, at vi i fremtiden vil opleve langt mere cybercrime, og at det bliver en af de største trusler for virksomheder fremover – og det gælder specielt startups, der ikke har uanede ressourcer,« forklarer han.

 

Hos Chili Security der arbejder med IT-sikkerhed, mener man, at der er en tydelig tendens i, at enkeltmandsvirksomheder og mindre virksomheder ikke sikrer sig i forhold til cybercrime.

 

»Vi får rigtig mange henvendelser fra mindre virksomheder, når skaden først er sket, og det er rigtig ærgerligt, for med en minimal indsats kan du faktisk sikre dig rigtig godt,« fortæller Martin Larsen, der er CEO i Chili Security. Også Martin Larsen mener, at cybercrime-problemet er stigende.

 

»Flere og flere kriminelle ser store muligheder her. Vi går i retning af et pengeløst samfund med mere og mere nethandel, og det tiltrækker de brodne kar. Derudover er de kriminelle uhyggeligt dygtige til at lægge røgslør, ud så IT-politiet får svært ved at identificere dem,« forklarer han.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af DANA blandt 1000 selvstændige erhvervsdrivende.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 22. maj -25 maj 2018

Undersøgelsen er gennemført elektronisk ved hjælp af programmet Enalyzer.

 

DANA er a-kassen for selvstændige. DANA har i dag cirka 25.000 medlemmer. Ud over at være et forsikringsprodukt for selvstændigt erhvervsdrivende i tilfælde af ledighed, tilbyder DANA også dets medlemmer en række andre ydelser så som netværksmøder, foredrag og kurser til brug for at få succes som selvstændig.

Uddrag fra undersøgelsen

 

Tekst Nikolaj Henum