Candeno blev stiftet tilbage i august 2018 af Matias Bøgvad og Mads Blom. Dengang hed navnet CVHelpr og hjemmesiden tilbød jobsøgende hjælp til deres CV og ansøgninger. Spoler vi 2,5 år frem i tiden, ser det noget anderledes ud. CVHelpr er nu blevet til Candeno, og oven på en millioninvestering fra otte business angels, er Candeno nu fast inventar hos 23 ud af landets 92 jobcentre, mens de også har samarbejde med en række A-kasser og uddannelsesinstitutioner.

“Idéen kom til det, fordi jeg sad og hjalp et familiemedlem med jobsøgning, og vedkommende manglede hjælp på et helt generelt plan, men kunne ikke finde et sted, hvor det kunne løses online. Enten kunne man få hjælp til at lave en skabelon, få rådgivning eller andet, men alt var splittet op”, fortæller Matias Bøgvad, CEO hos Candeno.

Webinarer, en altomfattende onboarding-proces, live-chat og feedback til de godt 15.000 brugere, der har været igennem processen i 2020, har gjort, at Candeno i juli måned sidste år rykkede på nyt kontor i hjertet af Aarhus.

Digitalisering

For Candeno bliver 2021 året, hvor de den digitale transformation af beskæftigelsesindsatsen fortsætter med hjælp af en række digitale kurser, der skal hjælpe med at uddanne kunderne.
“Vi har det seneste stykke tid opkvalificeret og hjulpet flere i job med vores CV- og ansøgningsbuildere. Nu tager vi skridtet videre og kigger ind i, hvordan vores platform kan danne rammerne for digitale kurser som en ekstraordinær indsats. Det glæder vi os til”, fortæller Sofus Skram, Product Owner hos Candeno.
Planen er, at de digitale kurser så småt begynder at blive rullet ud hos samarbejdspartnerne i løbet af de næste par uger.

Samarbejder med jobcentre

Candeno har siden 2019 onboardet over en fjerdedel af landets jobcentre, som alle i denne tid har ekstra at se til. De skærpede tiltag inden for beskæftigelsesbranchen betyder nemlig, at alle tilbud skal være digitale.

“De nye tiltag har bragt en anden agenda til jobcentrenes arbejdsgang, således de er nødsaget til at tænke digitalt. Set fra et økonomisk perspektiv er der besparelser, samtidig med vi også imødekommer mange jobsøgendes behov, da de også ønsker at arbejde digitalt”, fortæller Co-Founder og CSO hos Candeno, Mads Blom.

Ifølge Matias Bøgvad, der er Co-Founder og CEO i virksomheden, bliver der hele tiden arbejdet på nye funktioner til platformen, og i løbet af året vil Candeno præsentere en ny hjemmeside, digitale kurser og et sub-brand, så borgerne kan få den bedst mulige oplevelse.

“Vi har sat turbo på maskinen og forventer, at vi i løbet af 2021 får udvidet vores kundeportefølje, så vi samarbejder med halvdelen af landets jobcentre. Herudover er vi i gang med et spændende projekt med én af de største a-kasser i Danmark og forventer også at samarbejde på tværs af flere uddannelsesinstitutioner. I 2021 kommer vi også til at øge innovationshøjden i vores produkt og har flere spændende projekter i pipeline, hvorfor vi kommer til at ansætte flere dygtige talenter til vores team,” lyder det fra Matias.