Kondomet der forsvandt

Jeg var lige blevet skilt og var begyndt at flirte lidt med en kollega på kontoret. En fredag eftermiddag efter fyraftensøllen, var vi alene på kontoret, og det ene førte til det andet. Fornuftig som jeg er, så fandt jeg et kondom frem, og vi lod lysten tage over. Midt i akten opdagende vi, at kondomet var forsvundet. Lidt akavet ledte vi lidt efter det. Vi kunne ikke finde det og valgte at fortsætte.

Dagen efter skulle jeg til en planlagt gynækologisk undersøgelse. Jeg kommer ind og lægger mig på briksen, som så mange gange før. Som jeg ligger der med spredte ben (det er bare aldrig en fed stilling!) og snakker om vind og vejr, og hvor årets sommerferie går hen, så tager min læge pludselig en tang frem og hiver noget ud af mig!

”Hvad var det?” spørger jeg. Hun siger (som det mest naturlige i verden): ”Jeg fandt lige et kondom”. Stilhed! Så spørger hun mig, om vi skal bo på hotel eller sommerhus i sommerferien. Jeg er ved at dø af pinlighed! Jeg rødmer og kan ikke hurtigt nok få benene ned! Min søde læge siger så: ”Nå, men jeg tænker, du bliver rigtig glad for de p-piller jeg bestiller til dig nu.” Jeg kigger over på bordet, hvor det sammenkrøllede kondom ligger, fremstammer et ”tak” og skynder mig ud af døren.

Anonym, Kontornusser


ER DU PÅ UDKIG EFTER KÆRLIGHEDEN? SE LISTEN OVER DANSK DATING HER!


”Ups, den var ikke til dig!”

Livet kørte for mig! Jeg var fyldt 24 og var lige startet på nyt job. Det første rigtige job, efter hvad der føltes som årtier af uddannelse. Drømmejobbet!

Jeg havde også mødt en sød fyr. Martin! Ikke kærestepotentiale, men lige det jeg søgte på det tidspunkt. Vi havde datet nogle uger. Sex på første date og så var det kun blevet frækkere derfra. Vi skrev sammen hver dag. En lille smule: ”Hvad så søde, hvad laver du?”, men mest frække beskeder om, hvad vi havde lyst til at gøre ved hinanden, næste gang vi skulle ses.

På mit drømmejob sad jeg i en afdeling med syv kolleger. Èn af dem var en fyr midt i 30’erne, gift med to børn ved navn Martin. En dag hvor jeg havde sms’et med kollega-Martin om en ligegyldig printopgave, ville jeg lige fortælle fræk-date-Martin om, hvad jeg tænkte på at gøre ved ham dagen efter, hvor vi havde planlagt at mødes. Og resten af historien fortæller nærmest sig selv. Jeg trykker send, og i det samme giver det et gisp gennem hele kroppen. Jeg har lige sendt en besked til kollega-Martin, med meget detaljeret beskrivelser af et blowjob.

Erhvervslir, frækt, Bizz Up, bizzupdk

Efter at have prøvet at redde situationen med en ”ups, ikke til dig”-besked, kiggede jeg ned i bordet resten af dagen og blev i øvrigt fyret i min prøveperiode.

Annette, ledig

Aldrig afvis en telefonsælger

Som de fleste andre selvstændige bliver jeg ofte ringet op af irriterende sælgere. En dag ringer en af de helt klassiske! En kvindestemme i den anden ende begynder sin indøvede salgstale om et billigt abonnement og fantastisk dækning. Jeg nyder lidt den søde stemme. Normalt plejer jeg bare at lægge på, men jeg lod hende tale færdig og sagde derefter: ”Jeg må desværre meddele, at jeg ikke kommer til at købe et abonnement. Jeg lod dig bare tale ud, fordi jeg synes, du lyder virkelig sød. Til gengæld vil jeg gerne invitere dig ud på en middag.” Det var en virkelig lang og kikset middag!

Christian, IT-haj

Erhvervslir, frækt, Bizz Up, bizzupdk

 

Send os din sjove, frække, måske lidt pinlige historie fra jobbet.

Vi ved, de er der … Er din histore den frækkeste, vinder du en stor lækker æske chokolade, som du kan dele med én, du kan lide.

Send din historie til: info@bizzup.dk