Peter Mygind er kendt som skuespiller fra et utal af danske film- og Tv-serier. I dag laver han stadig både skuespil og teater. Han har dog tilføjet en del andre ting til CV’et, så som foredragsholder, forfatter og ambassadør. Vi har talt Peter på en travl hverdag.

Tekst: Lise Korsgaard
Foto: Speakers Lounge

Du er på vej til Polen? Hvad skal du lave der?

”Det er hvad der kan ske, når man får en agent i Berlin. Det er en tysk film, som hedder ”Ein Sommer”. En smuk og rørende historier om en kvinde, som tilfældigvis løber ind i en dansker, som ejer et cirkustelt på en strand og så tager hun med ham på en romantisk tur op lang den Baltiske kyst. Og det er så mig hun har en kærlighedsaffære med. Den kommer ud i Tyskland om 6 måneder. Det er jo fantastisk, at man får lov til at bruge sit håndværk i andre dele af verden, fortæller Peter Mygind.

Hvordan ser en arbejdsdag ud for Peter Mygind?

En typisk arbejdsdag… Jeg landede fra Polen fredag nat og så fløj jeg til Frederikshavn mandag morgen, og holdt to foredrag om arbejdsglæde og det gode liv. Så fløj jeg hjem i morges og har siddet og ordet replikker hele dagen og nu flyver jeg til Polen i aften, hvor jeg filmer indtil på fredag, hvor jeg lander i København og samme dag skal jeg i et program med Svend Brinckmann.

Podcast, Bizz Up Podcast, Peter Mygind

Hvis man så på mit liv for 15 år siden, så lavede jeg rigtig meget teater, ud over jeg har været med i en 15-16 danske Tv-serier. Jeg startede med ”Riget” af Lars Von Trier og så kom jeg med i ”Taxa” og ”Nikolaj & Julie”, ”Anna Pihl”, ”Forbrydelsen”, ”Borgen”…. Jeg har været med i mange serie. Men de sidste 12-15 år har jeg også holdt foredrag. Vores ældste søn blev overfaldet for 14 år siden, tilfældig, på vej hjem fra skole. To gange faktisk, inden for 3 uger, af to forskellige drengegrupper, uden at have provokeret til det. Det satte en kæmpe stor afmagt, vrede og sorg i gang i vores familie og den energi der lå i det, den brugte jeg til at lave en artikel om social ansvarlighed. Vi skal turde gribe ind. Vi skal ikke stå og lade som ingenting. Jeg har været ude på over 500 skoler og holde foredrag om mobning, hvordan vi kan forebygge det og vigtigheden af at skabe de sociale fællesskaber. Fordi i fællesskaber med frygt og angst, ensomhed, skolelede og arbejdslede for den sags skyld, er der står risiko for, at der opstår mobning i, så det blev en livsmission for mig.


LÆS OGSÅ: Mia Wagner: Det er en disciplin at kunne slippe disciplinen


Jeg tror på, at man ikke skal være bange for at flytte sig engang i mellem, hvis det er til fordel for ens ægteskab eller ens måde at takle et fællesskab på en arbejdsplads. Hvis man har en kollega der opfører sig underligt, så i stedet for at sige han er en idiot, så kan det være man selv skal begynde at tale til ham eller hende på en anden måde. Jeg tror på, at man kan redde mange ægteskaber, hvis folk turde kigge lidt ind i sig selv og turde flytte lidt på sig selv, i stedet for at vente på at partneren flytter sig.

Hvad betyder socialt ansvar for dig og er vi gode til det på det danske arbejdsmarked?

Jeg holder 50-60 foredrag om året omkring arbejdsglæde og arbejdsklima, så der bliver kæmpet og jeg har mødt mange mennesker, som er gået ned pga. dårligt arbejdsklima. Fordi de enten ikke er blevet talt til eller er blevet mobbet ud af kollegaer. Så nej, vi har mange arbejdspladser der slås med det. Der har været mange sparerunder, og når folk bliver presset, så bliver tonen mere grov, og dem der ikke kan holde til det, de går ned og eller bliver stille og roligt ekskluderet af deres kolleger.

Hvad betyder arbejdsglæde for dig?

Nu har jeg jo mange forskellige arbejdspladser, fordi jeg bevæger mig rundt som freelance skuespiller. Men jeg tænker meget over, hvad det er for en energi jeg kommer med over for mine kolleger. Både runnere, medskuespillere, kameramand og lydmænd. Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at skabe et godt arbejdsklima. Hvis man arbejder et sted, hvor man bliver anerkendt og lyttet til, så er det også lettere at takle arbejdspres og stress, fordi man føler, at man er omringet at folk der vil én det godt. Men det kræver at alle tager den hat på der siger:  ”hvad skal der til for at en arbejdsplads bliver et godt sted at være”. Med de udfordringer der nu engang er. Dermed ikke sagt, at der ikke opstår konflikter for, det gør der.

Man skal tale med hjertet til hjertet også selvom situationen er presset og man er ophidset

Er der stadig en scorekaj gemt i dig i dag med charme, selvtillid og lækkert hår?

Jeg kan love dig for, at jeg er i gang med at score min hustru på 28. år –  igen og igen. Det er det aller vigtigste scoretrick jeg vil dele ud af: Husk nu, at når I har scoret en Lamsebamse, så skal man genscore. Man skal ikke tro man kan sidde på sin flade røv med remoten. Nej, hvis man score igen og igen, så er der en god chance for at Lamsebamsen også har lyst til at blive hos én resten af ens liv. Og det er det jeg går efter.

 

FAKTA:

  • Peter Mygind er 56 år
  • Han er ambassadør i Hjerteforeningen, da han selv faldt om med to blodpropper i lungen for nogle år siden
  • Han har skrevet en bog ”Myginds Mission”, som handler om at tage ansvar for sit liv og sine handlinger