Vivi Truelsen er aktøren bag sukkervoksproducenten, HEVI Sugaring, som også agerer hjertebarn nummer fire efter hendes tre børn. For den snart 10 års erfarne iværksætter har rejsen undervejs givet en stor, personlig selvindsigt.

Tekst: Laura Møllekær
 Foto: HEVI Sugaring

Der er ingen, der har sagt, at iværksætterbranchen er nem. Ikke desto mindre var det, hvad Vivi Truelsen kastede sig ud i en novemberdag i 2011, da hun gjorde bekendtskab med hårfjerningsmetoden Sugaring.

HEVI, sugaring, iværksætteri, Bizz UpPå daværende tidspunkt var sukkervoksprodukter kun forbeholdt klinikker i Danmark. Hvilket der hurtigst muligt skulle laves om på, hvis det stod til Vivi Truelsen – og det gjorde det. Med visionen om at skabe et sukkervoksprodukt for alle, private forbrugere såvel som klinikker, tog HEVI Sugaring sine spæde skridt med Vivi Truelsen ved roret.

’Selvom man kan selv, så skal man ikke nødvendigvis selv’, er den lærdom, som Vivi Truelsen nu står med, næsten et årti efter startskuddet lød.

Et vendepunkt på rejsen

Vivi Truelsen måtte undervejs omlægge to kerneværdier, som lå så dybt begravet i hende, at det tog flere år, før hun, og særligt samarbejdet med en personlig coach, fik dem omvendt – og dermed blev til et vendepunkt for hendes iværksætterkarriere.

HEVI, sugaring, iværksætteri, Bizz Up

For det første var Vivi overbevist om, at fordi hun kunne mange ting selv, så skulle hun også gøre alting selv. For det andet var hun opdraget med at spare, hvor hun kunne. Ud af den tro begyndte hun med at tømme gryden med sukkervoks manuelt, for i næste omgang at bygge maskinerne selv i samarbejde med sin mand. Alt sammen for i sidste ende at spare penge, men også med den grundlæggende bagtanke, at ’hvorfor skulle hun betale sig fra en ydelse, som hun i princippet selv kunne klare?’.

”Ved at påtage sig alle roller i virksomheden gjorde, at hvad jeg ikke sparede, var tid. Dyrebar tid jeg i stedet kunne bruge dér, hvor det allermest nyttede for at få virksomheden derhen, hvor jeg rigtig gerne ville – nemlig at få produkterne ud til kvinder i hele verden, der alle drømmer om selvforkælelse, som jeg selv gjorde det for snart 10 år siden”, fortæller Vivi Truelsen.

Jeg er min virksomheds DNA

HEVI, sugaring, iværksætteri, Bizz Up

De ti års erfaring har set i bakspejlet givet Vivi Truelsen to indsigter om sig selv som iværksætter. Ét: Selvom man kan meget selv, bør man ikke gøre alting selv og to: Det koster penge at tjene penge.

Du vil måske også kunne lide…

Økoskabet: Dansk øko-iværksætter lander millioninvestering og sikrer lokale grøntsager til hele Danmark

Det blev undervejs vigtigt for Vivi Truelsen at definere, hvad hun selv brændte for, og hvad der modsat, uge efter uge, blev ved med at være hængepartier på grund af manglende lyst. Hvad angår det sidste, var det af afgørende betydning at finde ekstra hænder, som kunne hjælpe med at tage noget af læsset. Ellers ville virksomheden ikke blomstre, som den gør det i dag.

”Det er vigtigt at gøre det, man brænder for. Dét, man er god til, er ikke nødvendigvis dét, man brænder for. Når man opdager, at man laver noget, der ikke giver én god energi, men egentlig bare føles som en sur pligt, så er det på tide at se på, om man kan gøre noget anderledes, end det man plejer. Denne nye tankegang blev for mig startskuddet til mine første ansatte, og i dag – 2 år efter – har jeg 10 medarbejdere, som alle laver det, de brænder for”, afslutter Vivi Truelsen.