Helmer Design er en design virksomhed med kærlighed til formgivning i træ. Den lille enmandsvirksomhed er startet af Martin Bernth Madsen, som under dette interview sidder ganske vanligt i en hospitalsseng på Rigshospitalet med drop. Vanligt, fordi sådan er livet, når man har Cystisk fibrose.

 

Tekst: Lise Korsgaard
Foto: Michele Quade Adsersen

 

Han er barn af 80’erne og uddannet grafiker. Inspireret af danske møbeldesignere gennem tiden, har Martin Bernth Madsen stiftet virksomheden, Helmer Design, opkaldt efter sin morfar.

”Min morfar var smed og dygtig med hænderne. Da han skulle på plejehjem og vi hjalp med at pakke huset ned, stod jeg pludselig med en skål i hånden: ”Hvem er det?” spurgte jeg, underforstået – hvem var designeren. ”Det er min. Den har jeg lavet” svarede min morfar. Jeg blev overrasket og meget inspireret. Han var jo smed og dette var et tidsløst design i træ” fortæller Martin.

Rejs dig op og kom videre

Martin har tegnet siden han kunne holde en blyant i hånden. Men Martin var ikke som andre drenge var flest. Da han er bare 14 dage gammel får forældrene beskeden, at deres søn har en kronisk genfejl. Martin bliver alvorlig syg i 2010. Han er blot 30 år og skal igennem en tarmslyngsoperation. Én ud af seks operationer over 5 år.

”Mine forældre har aldrig pylret om mig og det er jeg glad for. Kærligt har de lært mig at få det bedste ud af det” fortæller Martin, men der gik noget tid før han fok det livssyn.

 

Martin fortæller om sin sygdom. Blandt andet at den gennemsnitlige levealder for folk med Cystisk fibrose er 45 år. Jeg får en klump i halsen, men er nødt til at spørge: Hvad gør det ved dig? ”Ikke en skid” svarer Martin hurtigt og det letter stemningen, at han er så åben om sin sygdom og de konsekvenser der følger. ”Da jeg var omkring 19 år var jeg meget påvirket af det. Jeg brugte alkohol og stoffer til at flygte fra virkeligheden og sygdommens hårde konsekvenser” fortsætter Martin. Som 21-årige kom han på en kunstskole på Ærø, hvor han fik en ny begyndelse.

 

Martins morfar var uddannet smed, men tog jobbet som maskinmester uden at vide noget om tobaksmaskiner.

Når der byder sig en mulighed, så ta´ den

”Min morfar var en rigtig arbejdsmand. Men han var også meget optaget af, at man skal gøre det der gør én glad. Da han var 21 kørte han og hans bedste ven, Kaj, til Paris på motorcykel. Når der byder sig en mulighed, så tager vi den, sagde min morfar altid.”
Morfaren arbejdede i Tobakskompagniet som maskinmester i 40 år. I start 70’erne var det ikke moderne med aktier. Så da Tobakskompagniet tilbød medarbejderne at vælge mellem en flaske whisky og en medarbejderaktie, valgte mange den våde luksus. Men ikke Martins morfar. Hvert år valgte han en medarbejderaktie og på den måde opbyggede han en fornuftig formue frem til den dag han gik på pension.

 

For syg til at være lønmodtager

Martin har været ansat flere steder som han har været glad for – og de har været glade for ham. Men på grund af sin sygdom, tilbringer Martin meget tid på hospitalet til undersøgelser og behandlinger. Ligesom han også har mange sygedage. ”Jeg modtager ca. 2-2,5 times behandlinger og spiser 100 piller om dagen. Hver tredje måned er jeg indlagt med drop á tre gange – ligesom nu” fortæller Martin. ”Det kan et traditionelt lønmodtagerjob ikke håndtere.”

Men Martin er ikke for syg til at arbejde. Han er bare for syg til at være lønmodtager. Derfor er han blevet iværksætter.

 

”Min mor sagde altid: ”Du skal gøre det der gør dig glad. Uanset om det er skraldemand eller læge.” Det har jeg altid haft i baghovedet med alle de ting jeg laver. Måske særligt fordi min tid på denne jord er lidt kortere end for alle andre.” Er du glad?  Spørger jeg Martin. ”Ja, meget” lyder det uden betænkningstid. ”Det at være selvstændig er lykken for mig. Jeg skal ikke stå overfor en arbejdsgiver og forklare, at jeg er kaldt til undersøgelse igen. Jeg kan tage en fridag, når jeg har brug for det. Og det har jeg sommetider”.

Kærlighed skabte CVR-nummeret

”Jeg lavede invitationer og menukort til min søster og svogers bryllup. Men som enhver brud ville min søster have noget unikt. Så jeg lavede et personligt monogram til dem formgivet i træ. Monogrammet blev brugt på toppen af bryllupskagen og senere i deres boligindretning i hjemmet. ”Det var kærligheden mellem min søster og svoger der satte gang i iværksætterdrømmen” fortæller Martin.

Det allerførste kagemonogram, som Martin lavede til sin søster.

 

Faktaboks

Martin er 38 år, gift med Stine, sammen bor de i Stenløse og har Norr på 5 mdr.
Cystisk fibrose er en kronisk arvelig sygdom. Det er en genfejl i bugspytkirtlen.

Martin startede Helmer Design i 2016, navnet er fra Martins morfar, Helmer.
Morfar Helmers design – skålen i træ –  står hos Martin forældre og er stadig i brug.

Se mere på www.helmerdesign.dk