Tommy Ahlers blev kendt i de danske hjem, da han medvirkede i Løvens Hule på DR1. Her blev han præsenteret som McKinsey konsulent og serieiværksætter, men hvad er det egentlig for nogle virksomheder han har startet? Bizz Up mødte iværksætteren og politikeren i Framehouse i Dragør.

Tekst: Lise Korsgaard
Foto: Maiken Kestner

Iværksætteri findes i mange former

Iværksætteri italesættes ofte som Just Eat, Jubii eller Skype, hvor det handler om at få millioner af investorkroner, sælge virksomheden og tjene en masse penge, og meget gerne på TV. Men iværksætteri er ikke kun, når man bygger en virksomhed op og sælger den, det er også når man starter en frisørsalon eller en tømrevirksomhed. Eller laver nogle lokaler initiativer, som f.eks. at starte en friskole, fordi kommunens skole er lukket. Det er også iværksætteri.

”Det er ikke pengene, der skal være drivkraften. Jeg har aldrig mødt en succesfuld iværksætter, hvor det var penge der var drivkraften. Det kan godt være at penge ender med at være resultatet, men drivkraften skal være at skabe noget.” fortæller Tommy Ahlers om dansk iværksætteri, som han har været dybt involveret i, de sidste mange år.

På røven efter ni måneder

Tommy Ahlers har selv været med til at skabe tre virksomheder: Online SMS, ZYB og Podio.

Den første startede han i 2005. ”Jeg havde været ved McKinsey i 4 år, og havde en drøm om at få foden under eget bord. At skabe noget. Så jeg startede den første virksomhed i 2005, og det var også året, hvor den første virksomhed lukkede, fortæller Tommy Ahlers med et smil på læben og fortsætter den humoristiske tilgang til lukning af virksomheden: ”Jeg har læst i amerikanske bøger, at for at blive en succes, skal man først være en fiasko, så det kunne jeg lige så godt se at få overstået.” Det overstod han på ni måneder. Online SMS var, som det ligger i navnet, en platform hvor man kunne sende SMS online fra sit keyboard i stedet for at bruge sin telefon. ”Dengang var vi teknologisk et helt andet sted. Folk stod med deres Nokia 3310, men var også begyndt at bruge sms lidt mere professionelt, så det ville være smart, hvis man kunne sende sms fra sin computer.” fortæller Tommy Ahlers, som i bagklogskabens skær ser særligt to ting der gik galt: ”Jeg havde ikke en ordentlig plan. Jeg tænkte iværksætteri, det er bare noget man prøver. Og jeg ved også godt at i langt de fleste tilfælde holder planen heller aldrig, men det er et fantastisk udgangspunkt. Og det udgangspunkt manglede jeg. Den anden del var, at jeg ikke havde nogen stor vision. Jeg havde ikke noget jeg ville ændre. Jeg havde kun et produkt – at sende en sms online. Så da produktet fejlede – og det gjorde det – da vi, ifølge den aftale vi havde lavet med de investorer, som havde skudt tre millioner ind, skulle have 10.000 brugere, men kun havde vi nået 200. Så nu havde jeg ikke nogen vision at falde tilbage på. Derfor stoppede vi der.”

Tommy Ahlers, Iværksætter, Iværksætteri, Bizz Up, Framehouse

 

Grundlæggende usikkerhed

Når man hører om Tommy Ahlers’ iværksætterprojekter – i hvert fald dem der er gået godt, og når man ser ham i Løvens Hule, og nu også som politiker, så udstråler han: selvsikker forretningsmand. Men faktisk beskriver Tommy sig selv som værende grundlæggende usikker. ”Jeg er altid overbevist om, at hvis jeg gør noget godt, f.eks. får en god karakter eller sådan noget, så en dag ringer de fra universitetet og siger at der er sket en fejl – ”Så god er du slet ikke!” – samme tid med at jeg gerne vil bevise, at jeg kan det hele. Så når man har det i sig, men fejler… Altså, jeg havde jo sagt til alle hos McKinsey, at nu skulle jeg ud og lave big business, og så efter ni måneder, gik det ikke alligevel, så overvejer man lige om man skal sluge sin stolthed, og så bare ringe til McKinsey og spørge om ikke de vil tage mig tilbage.”


LÆS OGSÅ: Bæredygtige bjælker: Alle kan bidrage til en grøn dagsorden


Men det gjorde han ikke. ”Jeg havde prøvet at have foden under eget bord, og selv tage beslutninger. Men nu havde jeg lært noget: Det var ikke farligt at fejle. Jeg kan huske lige så tydeligt, da jeg skulle ind til og forklare bestyrelsen, hvor investorerne sad med – de mennesker som i december valgte, at investerer tre millioner kroner i projektet, og jeg her sagde til dem: ”Det her bliver det mest geniale siden skiveskåret rugbrød” – ni måneder efter skulle jeg så fortælle dem: ”Kan I huske det jeg sagde dengang? Ja, det kommer så ikke til at ske”, fortæller Tommy Ahlers og kan ikke lade være med selv at trække lidt på smilebåndet. For selvom det er alvorlige sager, så var det dér Tommy Ahlers lærte allermest. ”Det var virkelig hårdt, men deres reaktion var: Det er helt okay. Det er ærgerligt, men det vidste vi godt kunne ske” fortæller Tommy Ahlers. At komme fra, at ens verden er ved at bryde sammen, fordi man har fejlet, til at blive modtaget med, at det er helt okay, begge parter har løbet en risiko og har tabt penge, gjorde Tommy Ahlers stærkere og gav ham følelsen af: Hvad er det værste der kan ske? ”Der skete jo ikke noget. Jeg havde læst en masse og ingen var sure på mig. Da jeg sluttede mødet, endte det endda med, at investorerne takkede mig for, ikke at trække flere penge ud til et allerede dødsdømt projekt”, siger Tommy Ahlers.

Anden gang lykkens gang

Kort tid efter startede Tommy Ahlers ZYB, og denne gang havde han den store vision: At forbinde mennesker. På det tidspunkt havde folk Nokia telefoner og var på My Space – det største sociale netværk i verden. ”Vi ville have et socialt netværk, der var baseret på alle de kontakter du har på din mobiltelefon. Der har du alle de mennesker, der betyder noget for dig. Vi pitchede den gang over for investorerne: ”Din mor er ikke på My Space, men hun er i din telefonbog”. Jeg tror dog at der er mange der ærgrer sig over, at have deres mor på Facebook i dag” siger Tommy Ahlers med et smil.

Tommy Ahlers, Iværksætter, Iværksætteri, Bizz Up, Framehouse

Denne gang startede Tommy Ahlers projektet for egne penge. Han havde fået en bonus med fra McKinsey på ca. 100.000 kroner, som han havde at starte op med. ”Jeg levede selv på en sten og investerede alle pengene i virksomheden. Jeg fik en medstifter med, så han ikke skulle have en rigtig løn. Efter seks måneder var vi nået rigtig langt, men vi var også løbet tør for penge.”

De havde brug for penge, men investorerne bed ikke så let på denne gang, og hvad der stod i de amerikanske bøger om succesfulde iværksættere passede altså ikke i denne situation. Det lykkedes dog til sidst at få en investor fra Greve til at investere 7 millioner for 70 % af virksomheden. ”Det sagde jeg ja til. Så når I ser mig være lidt hård i Løvens Hule, så har jeg altså selv været i den anden ende. 70 % var meget, men vi var nødt til det. Alternativet var at lukke virksomheden ned, og jeg troede på det kunne blive til noget,” fortæller Tommy Ahlers.

Det var i foråret 2006 og nu gik de stærkt. Vi lancerede produktet og det gik frem ad. I december 2006 fik de overbevist andre investorer om at investerer 20 millioner i virksomheden. Nogle af de 20 millioner brugte de nye investorer på at købe den første investor ud, og give nogle af de aktier tilbage til Tommy Ahlers og resten af holdet.

Tommy Ahlers, Iværksætter, Iværksætteri, Bizz Up, Framehouse

”Vi bankede af sted med virksomheden. Vi købte en lille virksomhed i England, som havde noget teknologi vi skulle bruge. Vi tjente ingen penge, men målet var, at vi skulle skaffe en masse brugere, så skulle pengene nok komme. Så vi brændte bare løs af de 20 millioner kroner”

Tommy Ahlers havde 20 ansatte på Nørrebro i København og fem ansatte i England. De blev ofte trukket frem i medierne, som en ”iværksætter-darling” for deres idé og vision.

”Men vi var ved at blive udfordret. I 2006 bryder Facebook ud af studiemiljøet på Havard og kommer til Danmark i 2007, og er et socialt netværk for alle. Samme tid kom Apple med deres iPhone og vi tænkte, at det kunne da måske godt udfordre Nokia lidt. Det må man sige det gjorde,” fortæller Tommy Ahlers.

Men de var iværksættere og troede på ideen. Det gjorde investorerne også, så der var ingen snak om at trække stikket. I januar 2008 begyndte nogle interessante IT-virksomheder at banke på døren til ZYB. De synes det var interessant den måde de brugte kontaktlister på. Én af dem var Vodafone, og det endte med, at de købte virksomheden for 235 millioner kroner i maj 2008.

”Jeg drev en virksomhed med 25 ansatte, ingen omsætning, havde ikke besluttet, at vi var udfordret af hverken Facebook eller Apple. Vi kørte bare på. Og så sker det, at Vodafone kommer, og vi sælger virksomheden til dem, for vi tænkte det var klogt at gøre. Det var det også.” fortæller Tommy Ahlers.

Timing is everthing

I efteråret 2008 brød verdensøkonomien sammen. Ifølge Tommys plan skulle de på det tidspunkt have været ude og tale med investorer, for at rejse 20-30 millioner. I stedet blev de fejret som en af de helst store iværksættersucceser. ”Jeg siger ikke det var held, men det var timing. Vi havde på ingen måde fået investorer med, da finanskrisen brød ud. Havde vi fulgt planen var vi gået konkurs i efteråret 2008. I stedet blev vi fejret.” siger Tommy Ahlers. ”Pointen er, at når nogen prøver at skabe noget nyt, så er afstanden mellem at være den som alle fejre, og siger ”ej, hvor er de dygtige og succesfulde”, og dem hvor de siger ”Nå, det lykkedes heller ikke”, den er ikke så markant, som vi nogle gange gør det til. Det er en meget hårfin grænse,” fortæller Tommy Ahlers.

Tommy Ahlers blev i ZYB i to år frem til 2010, hvor han skulle ud. Allerede dagen efter involverede han sig i Podio, som var startet ni måneder tidligere. ”Jeg kom ind som fjerde mand i teamet og sad som administrerende direktør. Jeg investerede 2,5 million i virksomheden og vi gik i gang med at skalere virksomheden op. Vi fik yderligere investorer ind for 22 millioner kroner”

Den store vision var at smadre emailen. Ifølge Tommy er det ikke helt lykkedes, men de virksomheder som bruger Podio internt i virksomheden, de bruger emailen mindre. ”Så på den måde er vi lykkedes”, fortæller Tommy.

Denne gang havde virksomheden omsætning, og i 2012 kom Citrix forbi og bød 330 millioner for virksomheden. ”Jeg havde jo solgt få år tidligere, og havde fået den BMW jeg gerne ville have, så jeg havde ikke noget ønske om at cashe ind igen. Jeg kunne godt tænke mig at bygge noget større op. Men vi begyndte alligevel dialogen, da vi kunne se at denne løsning kunne blive bedst for vores kunder og ansatte,” fortæller Tommy Ahlers.

Fra operationel iværksætter til Business Angel

Fra 2015 – 2018 brugte Tommy Ahlers sin tid og penge på andre start ups. ”Egentlig er Business Angel bare et andet ord for en arbejdsløs iværksætter, det andet lyder bare sejere” siger Tommy Ahlers, som både lavede investeringer i DRs program Løvens Hule og udenfor TV. Nogle med succes, andre gik konkurs.

Fra arbejdsløs iværksætter til politiker

Den 1. maj 2018 ringede Lars Løkke Rasmussen til Tommy Ahlers, og spurgte om ikke han ville være Uddannelses- og Forsvarsminister, og træde ind i hans regering. Det sagde Tommy Ahlers ja til. ”Når statsministeren ringer og spørger, om man kan møde Dronningen i morgen ved 10-tiden, så siger man ja.” fortæller Tommy Ahlers. Så han begyndte at sætte dine investeringer på standby, og fik 11 måneder i Folketinget. Han arbejder fortsat i dag, som fuldtidspolitiker. Noget der ellers ikke havde lagt i kortene, da den glade iværksætter ikke tidligere havde haft meget fidus til dansk politik. ”Jeg blev spurgt fordi jeg i 2017, sammen med 14 andre iværksættere, skulle rådgive regeringen om hvad de kunne gøre bedre for iværksættere i Danmark. Grunden til jeg sagde ja, var da jeg så at de gennemførte 5 ud af vores 13 forslag. Da jeg tænkte måske kan det der politik alligevel noget.” fortæller Tommy Ahlers.

Tommy Ahlers’ 3 gode råd til iværksættere:

1) Vær sulten

”Dem der vinder det er dem der er mest sultne. Dem der vil det mest og dem der prøver hårdest, det er dem der vinder”

2) Elsk dine fejl

”Vær ikke bange for at fejle og se fjollet up. Det er det vi lærer noget af, det er der vi bliver klogere”

3) Sigt efter månen

”Sørg for at have din vision på plads. Hvis dit produkt fejler, så har du stadig din vision og skal bare finde en ny måde at nå den på.  Det er din vision der skal motivere investorer, medarbejder og kunder. Det er din vision der altid skal svare på hvad I arbejder hen imod.”

 

Fakta om Tommy Ahlers

  • Tommy Ahlers er født den 18. november 1975
  • Han er fra Sønderjylland, men har boet i København siden han var 18 år gammel, kun med en enkelt afstikker til Madrid.
  • Uddannet jurist
  • Strategikonsulent, McKinsey 2001 – 2004
  • Startede sin første virksomhed i 2005

 

 

Artiklen er sponsoreret i samarbejde med nextrekruttering.dk