YOLO: You Only Live Once
– Er titlen på den 32-årige danske forfatter, foredragsholder og bornholmske kunstner Sarah-Ann Hunts debutbog og rejseroman. Bogen tager læseren kloden rundt på skiftevis underholdende og oplevelsesrige eventyr. Den har været knap 3 år undervejs og udkommer lidt tilfældigt i en tid, hvor de fleste må nøjes med at drømme sig langt væk fra sofaen og hjemmets fire vægge. Sarah-Ann Hunt er efterhånden et genkendeligt navn på solskinsøen, da hun siden sin tilflytning for 2 år siden bl.a. har startet gruppen ”Ung Tilflytter Bornholm”, lanceret sin egen øl i samarbejde med Svaneke Bryghus og er medstifter af det nye initiativ ”Kunstnergruppen Bornholm”. Store dele af rejsebogen YOLO er blevet til på biblioteket i Nexø og kan i dag købes online, i landets mange boghandlere eller lånes på over 60 danske biblioteker. Sarah-Ann Hunt er siden udgivelsen blevet foredragsholder og rejseskribent for flere rejsemagasiner, samt blevet optaget i De Berejstes Klub, hvilket altid har været en stor drøm for hende.
Dream It Do It
Det at drømme og at drømme stort er netop et gennemgående tema i bogens mange fortællinger og nuancerede rejseskildringer, der undervejs opmuntrer og guider til hvordan man kommer i gang med at rejse, hvordan man realiserer sine drømme og lever det liv man gerne vil. ”Vi lever kun én gang og vi har kun ét liv. Derfor er det vigtigt at vi griber chancen, vover pelsen og gør de ting vi har lyst til lidt oftere, for der er ingen andre, som gør det for os. Vi har alle sammen noget vi brænder for, længes efter, drages imod eller drømmer om, men desværre forbliver de fleste tanker, ideer og visioner, som oftest kun ved drømmen” siger forfatteren og fortsætter. ”Der er heldigvis ikke længere kun ét facit eller én fællesnævner for hvad et godt liv indeholder eller hvad en ”rigtig” eller ”forkert” levemåde og livsstil er. Derfor er det også blevet langt lettere og mere accepteret, at man går egne veje og søger mod nye mål og græsgange, både personligt og professionelt.”
LÆS OGSÅ
”Jeg selv er født og opvokset i Nordsjælland og i Whiskybæltet, så de fleste så rimelige mærkelige og noget uforstående ud i hovedet, da jeg fortalte at jeg flyttede til Bornholm, for at prøve noget nyt og anderledes. At noget er anderledes, betyder ikke nødvendigvis at det er dårligt, man er nødt til at prøve noget forskelligt i livet, for at finde ud af hvad man kan lide og også hvad man ikke kan lide. Men spørgsmålene og kommentarerne var stadig mange og få af dem positive. Folk forstod ikke rigtig hvad jeg dog ville der?! Hvad nu hvis jeg ikke kunne lide det eller aldrig faldt rigtig til og ikke fik en ny omgangskreds eller venner?” Siger Sarah og smiler. ”Det var dengang, i dag er Bornholm jo blevet mere moderne og et populært valg, ikke kun som et traditionelt ferievalg og turistdestination, men også som et nyt og dejligt hjem for mange”.
Start-up Island
”Flere unge som jeg selv ser nyt potentiale i øen, i form af flere uddannelses- og arbejdsmuligheder, her kan nævnes bl.a. Campus Bornholm og de mange nye former for fjern- og onlinestudier. Den positive udvikling hænger nok sammen med en rigtig god indsats og branding af Bornholm de seneste år, hvor især den megen fokus på iværksætteri og succesfulde start-ups virkelig har rykket noget. Tag nu bare initiativer som Business Center Bornholm, Tilflytterservice, Næste Stop Bornholm og 588-programmet, for bare at nævne nogle få. Det er ikke kun på klippeøen at interessen for iværksætteri, selvudvikling og nytænkning er steget støt, tendensen viser sig også på landsplan i form af nyhedshistorier, Tv-shows og serier, om selvstændige, crowd funding, firstmovers, kickstartsers, digitale nomader, businessmen og busy girls. Tag nu bare populærprogrammer som Løvens Hule, Nybyggerne, Kurs Mod Fjerne Kyster, Alene i Vildmarken, Masterchef, Robinson Ekspeditionen og Gift ved første Blik. For ikke at glemme det sidste nye skud på stammen inden for selvpromovering, online medier og markedsføring – nemlig podcasten, hvor jeg bl.a. selv lytter til Karrierekvinder, Succeskriteriet, Den Digitale Nomade, Millionærklubben og Mørkeland. Jeg har altid været fascineret af rebeller, enere og eventyrere, folk der i bund og grund tør satse butikken, gøre noget andet og søge nye græsgange, hvis ikke de er tilfredse.”
The biggest adventure you can take, is to live the life of your dreams
Det at tage springet og gribe chancen er bestemt ikke uvant for den unge forfatter, der trods sin unge alder allerede har taget 5 uddannelser og er i gang med sin 6. som skibsfører. Hun har rejst i mere end 48 lande og besøgt jordens syv kontinenter, samt været rejseguide og researcher for flere danske rejseselskaber og verdens største adventurefirmaer. Hun har netop startet eget kunstfirma, HuntDesign, i forbindelse med sin deltagelse på Møbelfabrikken i Nexøs velbesøgte sommerudstilling og kunstinitiativ under Corona-krisen Kunst Arkaden. Sarah har siden sin ankomst til øen deltaget aktivt i flere workshops, foredrag og rådgivning, samt givet flere interviews i forbindelse med stiftelsen af Ung Tilflytter-gruppen. Gruppen har i dag flere end 350 medlemmer og har siden opstarten modtaget flere legater og sponsorarter, samt opnået en del omtale i forbindelse med lanceringen af dens egen tilflytter-øl YOLO, der blev skabt og produceret, som en gimmick i et samarbejde med Svaneke Bryghus. Sarah-Ann er vandt til at tænke stort og tænke ud af boksen, men at stå med både sin egen bog og øl i hånden i 2020 havde hun trods alt ikke turde håbe på.
”Det har været en vild og meget lærerig rejse, sådan at skrive og få udgivet sin helt egen bog. Jeg ser på bøger på en helt ny måde og ser meget mere, når jeg for eksempel går en tur i boghandlen. Jo flere ting man ved noget om, jo mere oplever man også på sin vej, det har altid været min filosofi, så er det sådan set ligegyldigt om det så er kokosnødder, dyrearter, drinks eller aktiemarkeder man er ekspert i”. Griner forfatteren og lige netop den filosofi og levevis bærer Sarah-Ann Hunts nyligt udkomne rejsebog, da også stærkt præg af. Bogen er nemlig én stor oplevelse og en moderne guide og alternativ til rejsebranchens mere klassiske bøger, såsom Politikens ”Turen går til” og Lonely Planets mange rejsevejledninger. At rejse er vitterligt at leve, men det er ikke altid lige eksotisk, glamourøst, uproblematisk eller ufarligt og der fortælles derfor ærligt og humoristisk, om både op- og nedture undervejs. Så uanset om du har rejst i årevis eller netop har planlagt din første tur er YOLO en bog du kan tage med i rygsækken.