Mia Wagner er en blanding af benhård forhandler og blød forretningskvinde. Hun mener, at intuition og disciplin er de vigtigste redskaber til succes. Intuitionen skal du holde fast i, imens du skal øve dig i at slippe disciplinen.

Tekst: Majbritt Mikkelsen

Foto: Preben Stenholt

Vi sætter os ved det runde bord, hvor der er udsigt ud over den sydlige del af Viborg. Jeg får kortvarig øjenkontakt med Mia Wagners hund, Border Collien Bella, henne under skrivebordet. Dens sorte snude rager ud over kanten på hundekurven, den misser med øjnene og tager en dyb indånding. Det virker som om, at den har fundet sig til rette med, at vi er der.

Freeway-koncernen, hvor Mia Wagner er direktør, ligger tyve minutters gang fra hjemmet i midten af Viborg, og de dage hvor kalenderen tillader det, går Mia og Bella turen frem og tilbage.

”Jeg er meget glad for at gå. Det gå er stærk medicin, synes jeg, og hjælper mig med at klare hovedet i overgangen mellem arbejdsliv og privatliv,” lægger Mia ud og kommer ind på den kommende vandretur på Caminoen sammen med kæresten. ”Jeg glæder mig helt vildt, selvom det i grunden er tankevækkende, at man skal rejse helt til Spanien og gå i dagevis for at finde ro til fordybelse og frihed til at kunne tænke tålmodigt længe over tingene. For mig er der forskel på den daglige ro og på tiden til fordybelse; ro kan jeg sagtens finde derhjemme, imens tankerne bedst sendes på langfart, når jeg søger væk.”

Fra ukendt til kendt

”Nå, Hvad skal vi snakke om?” Mias lyse stemme minder ikke meget om dét, man kan forvente fra en sulten løvinde i bedste TV-sendetid. Samtalen bevæger sig som det første da også ind på ’Løvens Hule’, hvor den 41-årige Mia Wagner på et tidspunkt selv tog kontakt til Danmarks Radio for at blive del af panelet. Hun mente, at hun havde noget nyt at byde ind med til det populære iværksætterprogram, der første gang ramte skærmen i september 2015. Deltagelsen i ’Løvens Hule’ har på kort tid bidraget til forvandlingen fra relativt ukendt advokat til kendt, kritisk og kontant løvinde på tv og direktør for familiekoncernen Freeway.dk, der ejes af Mias bror, Morten Wagner, og far – også Morten Wagner – og som tæller mere end 30 virksomheder herunder dating.dk, Plusbog.dk, lejebolig.dk, studienet.dk og Roomservice.

”En stor forandring, for mig, har været pludselig at blive et menneske, som folk forholder sig til og har en mening om. Jeg opdager det ikke herhjemme i Viborg, hvor alt er ved det gamle, men fx i København kommer fremmede folk hen og vil snakke, fordi de følger med i ’Løvens Hule’. Alle er enormt søde, men jeg kan godt mærke, at det kræver noget ekstra energi af mig. Jeg vil gerne møde disse mennesker og gør altid en stor indsats for at være imødekommende. På den grimme side kan man kalde mig behagesyg, og på den pæne side forhåbentligt at jeg udviser respekt for andre mennesker. Det sidste er under alle omstændigheder mit sigte.”

”Det pudsige er…” tilføjer Mia. ”At nogle går over til at fortælle om, hvordan, de synes, jeg er som person. De taler om det tøj, jeg har på og om min fremtoning. De beskriver mig på en måde, og det føles lidt underligt. Det får mig til at forholde mig til mig selv udefra, hvilket er meget nyt for mig.”

Kontrol eller disciplin?

Mia griner overrasket, da jeg fortæller, at jeg har hørt fra flere, at de opfatter hende som et kontrolleret menneske. ”Gør de det?” Sådan har jeg aldrig tænkt om mig selv.”

Det gør mig nysgerrig på, hvad hun tænker om det – at blive opfattet som et kontrolleret menneske.

Der er stille i lokalet et øjeblik, hvor Mia bliver eftertænksom, før hun svarer: ”Kigger man på mit tidligere job som advokat, som er stærkt rammesat med en spilleplade og nogle brikker, som du ud fra en strategi skal få til at passe bedst muligt sammen, så oplever jeg, at jeg i mit nuværende job i langt højere grad selv er i stand til at definere spillepladen. Jeg har selv kontrol over flere elementer af mit arbejde og min hverdag, og dermed oplever jeg ikke kontrollen som en begrænsning. Giver det mening?”

”Ja, det gør det,” tænker jeg ud fra den betragtning, at vi mennesker kan have det ganske fint med kontrol, så længe det er os selv og ikke andre, der har foden på speederen. Mia fortsætter: ”Jeg ser snarere mig selv om et vældigt disciplineret menneske med en høj grad af selvdisciplin. Måske det er dét element, der bidrager til folks opfattelse af mig som kontrolleret? Jeg mener, at disciplin er op til én selv. Man kan vel sige at disciplin handler om at opnå en grad af selvkontrol. Man har altså selv indflydelse på, hvilke krav man ønsker at stille til sig selv. Kontrol, derimod, handler for mig mere om at have kontrol med omverdenen og er én måde at få folk til at gøre det, du gerne vil have dem til. Jeg oplever ikke selv, at jeg har brug for at have kontrol over andre. Derfor opfatter jeg mig selv som et disciplineret – og ikke et kontrolleret menneske.”

Mia holder fast i ordet ’disciplin’: ”Evnen til at oparbejde disciplin tror jeg stammer fra min barndom, hvor både jeg og mine søskende dyrkede en del karate. Her lærte vi, at man med god selvdisciplin kan blive i stand til at forløse sit indre potentiale. Deri ligger implicit, at du må gå igennem noget for at opnå noget andet. Disciplin handler for mig om at skabe gode vaner, disponere min dag og etablere stærke rutiner, der kan bringe mig fra A til B. Det gælder både i arbejdslivet og privat.”

Let it go!

Disciplin er én ting. Når der skal træffes beslutninger i forretningsmæssige sammenhænge bør både viden og intuition ifølge Mia være på plads: ”At være direktør er ikke en eksakt videnskab, men en sammensat og til tider kompleks størrelse. Det er sjældent så entydigt, at man kan tale om rigtigt og forkert. Nogle valg træffes primært på baggrund af viden og erfaring, imens andre hovedsageligt træffes gennem intuition og mavefornemmelse. Elementerne kan ikke skilles ad, og nogle gange går tingene som forventet, andre gange ikke. Og så må man prøve noget andet.”

Mia fortsætter: ”Noget af det, der har overrasket mig ved at blive direktør er, at jeg for det meste har en ret stærk fornemmelse for, i hvilken retning jeg skal gå. Jeg tør godt sige, at min intuition er mit vigtigste arbejdsredskab, samtidigt med at jeg tillader mig selv at være i tvivl – og så er vi tilbage ved disciplinen. Jeg er villig til at gå langt for at opnå mine mål, villig til at arbejde med mig selv, tilegne mig ny viden og presse mine egne grænser – desværre også nogle gange for meget. Men allervigtigst må disciplin handle om at kunne slippe den igen – at være disciplineret nok til at turde stå i kaos for en stund.”

Den nørdede type

Som barn hørte Mia til blandt nørderne. Det stod ikke skrevet i krystalkuglen, at hun en dag skulle sidde som direktør i et familieforetagende og arbejde tæt sammen med både sin bror og sin far. Hun levede sit eget liv: ”Jeg var ret ensom som barn, kan man godt sige. Jeg var en drømmer, der ikke var begunstiget af de store sociale kompetencer. I skolen gemte jeg mig som oftest på toilettet i frikvartererne, fordi jeg ikke kunne overskue at være sammen med de andre elever. Jeg kunne ganske enkelt ikke se igennem, hvordan jeg skulle gebærde mig. Samtidigt var jeg på de indre linjer vældig nysgerrig efter viden, så på et tidspunkt besluttede jeg mig da også for at oppe mig og ligesom melde mig ind i kampen. Jeg begyndte at blande mig i debatterne på skolen, blev medlem af elevrådet og deltog i festerne. Det står alt sammen som et vendepunkt i mit ungdomsliv, hvor jeg tog beslutningen om, at jeg ikke længere ville være den stille pige.”

Mia fortæller videre: ”Jeg havde alle forudsætninger for at klare mig godt fagligt; min far var forsvarsadvokat, og min mor læste erhvervsøkonomi, og især hendes viden strøg direkte videre til mig. Jeg kan huske, at jeg i 8.klasse holdt en times foredrag om ØMU’en (den Økonomiske og Monetære union, som ligger til grund for Euroen), som jeg syntes var vildt spændende. Det var jeg i øvrigt vist nok den eneste i klassen, der syntes. Lærerens eneste kommentar var i hvert fald: ’Ja, Mia har så holdt et foredrag, på hendes egen måde. Om ØMU’en’. Og så var den time ellers forbi.”

Med to veluddannede forældre lå det i kortene, at Mia og hendes søskende skulle på universitetet: ”På universitetet læste man enten jura eller medicin. På den måde var det nemmere at forudsige sin fremtid og være sikker på at blive uddannet til et job, hvor det var muligt at tjene en god løn,” forklarer hun og kigger tilbage: ”Jeg var i mine teenageår blevet vældigt fascineret af naturvidenskaben og var begyndt at drømme om en karriere som retsmediciner. Som helt ung fik jeg bøgerne ’En retsmediciners bekendelser’ og ’Mikrobejægerne’ foræret af min far, og det vakte interessen. Jeg startede med at studere medicin som 18-årig, men droppede ud allerede efter mindre end ét år. Dét med at skære i folk var alligevel ikke mig. I dag er vi tre jurister i familien, og resten er historie.”

Stress i baglommen

Det banker på døren. Ind kommer fotografen, som Mia straks byder velkommen. Løs snak breder sig mellem os. Bella rejser sig fra hundekurven for at hilse på, men lægger sig hurtigt igen.

I huset arbejder 38 mennesker fordelt på flere etager. Mia Wagner er tilhænger af arbejdsdage med mere mening og mindre pres: ”Jeg er optaget af, hvordan jeg får… ikke det meste, men det bedste ud af alle mine vidt forskellige medarbejdere og de opgaver, de har foran sig. Derfor har vi valgt at indføre ´stilletid´, hvor vi forsøger at minimere afbrydelser ved ikke at tale til hinanden. Her er bare… stille. Det skulle vise sig at være en stor omvæltning for flere medarbejdere at vænne sig til at være stille i 2 timer hver eneste dag, men det går fremad hele tiden. Jeg tror, det handler om, at vi som mennesker af natur ikke har lyst til at afvise andre, når de henvender sig til os af den ene eller anden årsag.”

”Vi arbejder samtidigt med begrebet ’bæredygtig hastighed’, hvor vi er holdt op med kun at tælle timer, men også har stort fokus på at minimere afbrydelser. Vi forbereder opgaverne, så vi kan holde fokus på færre opgaver ad gangen. På den måde giver vi medarbejderne rum til at være i et jævnt flow. Jeg tror ikke på værdien i at arbejde fra tidlig morgen til sen aften, men på kvalitet fremfor kvantitet. Hvis jeg stillede mig op og pralede med en arbejdsuge på 100 timer, ville det ikke være imponerende, men derimod grænsende til pinligt og et udtryk for, at der i virksomheden ikke er styr på uddelegering af ansvar.”

Med til historien hører, at Mia Wagner selv har været ramt af stress. Og derfor vil hun ikke tage credit for at være ambassadør for den gode work-life balance: ”Nej, det fortjener jeg ikke. Jeg har stress med i baglommen og har været nødt til at hanke gevaldigt op i min egen selvdisciplin for ikke at arbejde mig ihjel. Det er bagsiden ved at være så fokuseret på sit job, og hvor du samtidigt er meget væk hjemmefra. Jeg skal øve mig i at træde ud af arbejdslivet og ind i privatlivet, hvor jeg har stor opmærksomhed på at skabe et hjem med gode rammer og plads til alle. Kommer jeg ind ad døren med hovedet fuld af problemer, mærker familien det med det samme. Derfor bruger jeg en del energi på at ændre mit perspektiv i overgangsfasen fra arbejdslivet til dét liv, der virkelig betyder noget. Dét skifte kræver også disciplin.”

Gå nu bare!

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den”.

Sådan skrev filosoffen Søren Kierkegaard i 1847 i et brev til sin svigerinde. Mia refererer til Kierkegaard, da samtalen afslutningsvist igen flytter sig over på gåturene og deres betydning for hendes velbefindende. Caminoens nordlige kystrute venter sammen med kæresten: ”Jeg håber også, at vi er kærester, når vi kommer hjem!” Mia slår op i en spontan, lys latter, men retter hurtigt fokus tilbage på samtalens røde tråd; at give slip på disciplinen: ”Jeg kommer i flow, når jeg går, og i kontakt med de dybe tankelag, som er en luksus i en travl hverdag. Gåture kan tage dig væk fra handlingen, fjerne begrænsningerne og give plads til, at ting bare kan komme og flyve igen. Livet er det, der foregår lige nu – i mellemregningen – og at gå hjælper mig med at huske på, at det ikke bliver de kortsigtede mål i livet, der tager pladsen.”

Samtalen med Mia Wagner er slut for nu. Vi har besluttet os for at gå udenfor og skyde et par billeder. Da vi rejser os, springer Bella op fra kurven og løber hen mod døren – måske i håbet om, at arbejdsdagen er slut, og det er tid til at komme hjem til dét, der virkelig betyder noget.

FAKTA:

• Mia Therese Wagner er født i Viborg i december 1977 og administrerende direktør for Freeway-koncernen, som ejes af Mias far Morten L. Wagner og bror Morten O. Wagner
• Fra 2003 til 2016 arbejde Mia sammen med sin far i Wagner Advokater som advokat og partner
• Mia bor i Viborg sammen med sin kæreste, to døtre og bonusbørn

Det du (måske) ikke vidste om Mia Wagner:

• Hun har tatoveret “DEFINITIONSMAGTEN” på sin højre arm: ”Det har jeg for at huske mig selv på, at jeg har magten til at definere, hvad der er rigtig og forkert for mig. Jeg må forstå verden ud fra mit eget verdensbillede. Man kan så nemt komme til at lade frygten for andres meninger begrænse de valg man træffer”
• Jeg kan godt lide at prøve nye fysiske udfordringer og har gået til klatring, sejlet kajak, forsøgt mig med kitesurfing og wakeboard (med begrænset held indtil videre) og står på snowboard og paddleboard. Da jeg var ung, blev jeg kaldt “TurboMia” fordi jeg var så hurtig på snowboard. Lige nu er jeg ved at lære at køre på mountainbike sammen med en masse gode folk fra Freeway. Det er virkelig sjovt!”