Nød lærer nøgen kvinde af spinde og Corona-krisen lærer erhvervslivet at tænke kreativt.

For hvad gør event- og oplevelsesindustrien, når det er forbudt at samles mere end ti personer, og arrangementskalenderen er fuld booket flere måneder frem?

Bizz Up har mødt Jeppe Uggerhøj fra Musikhuset Aarhus på job på en lidt anderledes arbejdsdag.

 

Jeppe Uggerhøj er kunstnerisk chef ved Musikhuset Aarhus med ansvar for program og marketing. Da han blev ansat i december 2019 i en spændende jobbeskrivelse, havde han næppe forudset hvilke udfordringer, der ventede ham kun få måneder ude i fremtiden. For da Mette Frederiksen i marts 2020 gik på talerstolen overfor hele Danmark og forbød offentlige forsamlinger over ti personer, lukkede restauranter, biografer og sommerens festivaler, så betød det også, at Musikhuset Aarhus måtte udskyde, og i nogle tilfælde aflyse, samtlige koncerter og øvrige arrangementer til og med 10. maj.

 

Moderne baggårdssang

Hvad gør man så i denne tid, når man er nyansat kunstnerisk chef, og har til opgave, hvert år at inspirere og underholde op mod en million gæster i de unikke rammer i Aarhus centrum?

”Vi er jo i en tid nu, hvor folk ikke kan komme til os. Derfor tænkte vi; kan vi så ikke komme ud til dem og hvordan gør vi det forsvarligt og inden for reglerne? Det kan vi gøre ved at spille en koncert i en baggård, hvor folk stadig er i deres lejligheder”, fortæller Jeppe Uggerhøj.

Derfor forvandlede Musikhuset, en onsdag i Påsken, en baggård i Aarhus til scenen for en koncert med Jacob Dinesen, som i bedste baggårdssanger-stil, spredte glæde og håb for baggårdens beboere og de mange følgere på Musikhusets facebookside, hvor koncerten blev livestreamet til de mange publikummer, som fik musikoplevelsen hjemme fra sofaen.

Hjemsendt sejler mødte idol

Valg af baggård skete på baggrund af en konkurrence, som Musikhuset Aarhus afholdte på deres facebookside. Her kunne man vinde en koncert med Jacob Dinesen i sin egen baggård og vinderen blev en beboer i Marselisgården i Aarhus. Det var der særligt én beboer, der blev glad for:

Kenneth Lund er stor fan af Jacob Dinesen, men har aldrig haft mulighed for at opleve komme til hans koncerter, da Kenneth, som er ansat hos DFDS, sejler Oslobåden mellem Oslo og København, og derfor, gang på gang, er gået glip af Jacob Dinesens livekoncerter. Men i aften spiller idolet i Kenneths egen baggård, og under lydprøverne fik Kenneth muligheden for at møde sangeren. ”Jeg elsker ham. Jeg hører hans musik jævnligt, men har aldrig været til en koncert, da jeg altid har været ude at sejle. Så det her er helt perfekt”, fortæller en glad Kenneth Lund

Top of mind

En koncert i en baggård med et publikum på balkonen samt følgerne på facebooksiden, giver selvsagt ikke meget økonomi på bundlinjen. Men det er heller ikke med økonomi for øje, at Jeppe Uggerhøj har arrangeret aftenens livekoncert.

”Det er en skøn måde at komme ud til folk på og mærke publikum, som jo er det vi godt kan lide, men det er selvfølgelig også et spørgsmål om at tænde lidt lys i denne mørke Corona-tid, hvor snakken går meget på hvor mange er smittet og hvor mange er døde”, fortæller Jeppe Uggerhøj.

”Desuden skal vi hele tiden sørge for, at folk ikke glemmer os. Og det handler jo også om at få Jacob Dinesen ud og spille.”

Kreativitet og mod skal sikre overlevelse

Corona-krisen har vendt op og ned på dansk erhvervsliv. For at overleve kræver det, at erhvervslivet tænker nyt og er omstillingsparat, og det betyder, at man skal afprøve nye ting for første gang. Men det var ikke kun arrangøren, der havde fugtige håndflader inden aftenens liveshow.

”Jeg har faktisk lidt præstationsangst”, fortæller aftenens hovedperson, Jacob Dinesen, som dog har livestreamet fra sin Facebookside før, men aldrig fra en baggård. ”Det er første gang jeg prøver det her og aner ikke hvordan folk vil reagere. Det er en anderledes måde jeg skal agere med publikum på, når folk står på hver deres balkon, i forhold til et hujende publikum foran en scene”, fortæller den 25-årige sanger og guitarist.

Det er den første livestream-koncert Musikhuset afholder, men ifølge Jeppe Uggerhøj bliver det formenligt ikke den sidste. ”Nu må vi se hvordan folk tager imod det. Vi har indtil videre en god mavefornemmelse og har fået ret god respons på det. Jeg kunne godt tænke mig, at vi skulle lave flere at disse koncerter i fremtiden”.

Coronaen ændrer fremtiden

Corona-krisen kradser særligt hårdt i event- og oplevelsesøkonomien, og selvom det er krisen, som lige nu dikterer, at koncerten er udendørs og uden stort publikum, så ser Jeppe Uggerhøj lyst på fremtiden. ”Det her giver også en mulighed for at tænke i helt nye baner og jeg håber, at nogle af de nye måder vi tænker på nu, bidrager til nogle af de ting vi laver fremover, så denne krise ikke bare er helt spildt. Jeg tror ikke det er ”back to normal”. Jeg tror det er med nye briller og fra nye vinkler, at vi ser tilværelsen efter krisen. Vi får en læring af det her, som vi skal tage med videre og omfavne. Men helt præcis hvordan må tiden vise – men vi er omstillingsparate”, slutter Jeppe Uggerhøj.

Livestreamen kan opleves på Musikhuset Aarhus’ Facebookside eller på youtube:

Videoproduktion og fotocredit: Prove-it.dk

Hvordan i alverden griber man et interview med Bent Fabricius-Bjerre an? Manden er interviewet en million gange og har en track record, der rækker tilbage fra før krigen. Mine håndflader bliver kolde(re) i samme sekund jeg træder ind i baggården i Nyhavn, hvor Bent har sit kontor.

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Preben Stentoft

Researchen har fortalt mig, at Bent Fabricius-Bjerre er en utålmodig herre. Han interesserer sig udelukkende for nuet og for fremtiden. Fortiden er med andre ord dybt uinteressant. Så uinteressant at Bent har smidt hele sit arkiv ud; breve, noder, anerkendelser, erindringer. Det ligger intet gemt i skuffen.

Alt der findes om komponisten, pianisten og forretningsmanden ’Bent Fabric’ vidner samtidigt om et liv ’by the book’. Ingen uheldige episoder og dårlige avisoverskrifter. Nærmest ubegribeligt med så mange år i showbizz, tænker jeg ved mig selv, imens jeg går op ad trapperne til øverste etage i den gamle pakhusbygning, hvor Bent byder indenfor.

Jeg er møgkedelig

Bent Fabricius-Bjerre er født i 1924 og vokset op på stort set samme tid som den person, mange kunne fristes til at kalde Bents amerikanske pendant, crooneren og entertaineren Frank Sinatra. Sinatra havde stærke forbindelser til mafiaen for at få sin musik udbredt. Bent griner stille, da jeg bringer på bane, om det virkelig kan passe, at der ikke bare er en snert gangster gemt også i ham: ”Nej, der er sgu ikke meget gangster over mig. Jeg kender naturligvis til branchen, som jo dengang i 30’ernes USA udsprang af mafiaen, der også stod bag jukeboksen, hvor man kunne putte en penny i og få en plade. Mafiaen opdagede hurtigt, at det var smartere selv at producere musikken til jukeboksene for dermed at tjene dobbelt. Ét af de uafhængige pladeselskaber, jeg mødte på min vej, da jeg i 1950 startede Metronome Records, havde en frontfigur, der da også viste sig at have været gunman for Al Capone. Det var ikke så godt, og kontakten blev hurtigt lukket ned.”

Så historien er åbenbart ’by the book’: ”Ja, det er det kedelige ved det. Da jeg fyldte 90, blev der skrevet en biografi om mig. Der var der heller ingenting at hente, og bogen solgte i øvrigt ikke særligt godt. Måske det var derfor – fordi jeg er møgkedelig.”

 

Fremad

Bent venter på næste spørgsmål. Mine øjne fanges af hans klaverfingre, der trommer utålmodigt i bordet. Jeg rømmer mig og griber til spørgsmålet, som jeg stillede min datter på tretten forud for mødet med Danmarks grand old man: ”Hvad ville du spørge Bent Fabricius-Bjerre om?” Hun svarede: ”Hvad er det absolut fedeste ved at være treoghalvfems?”

”Det spørgsmål kan jeg hurtigt svare på.” Bent kigger på mig med sit faste blik: ”Det er, at jeg lever endnu.”

Det er tydeligt, at der er humor, men især utålmodighed at spore. Jeg samler mig sammen for at gribe fat om det faktum, at Bent er en utålmodig sjæl, der kun interesserer sig for det liv, der ligger forude. Han siger: ”Jeg dvæler ikke nævneværdigt ved fortiden og de ting, jeg har lavet. Derfor gemmer jeg heller ikke på effekter fra tidligere. I gamle dage havde jeg kælderen fuld af noder, til når der skulle skrives musik til en film. Dengang blev alting jo skrevet i hånden. Men jeg forærede det hele til det Kgl. Bibliotek for ti år siden. Hvad i alverden skal jeg bruge det til?”

Bent fortsætter: ”Jeg vil gerne have, at der sker noget.” Jeg spørger ham, om der da ikke findes en slagside ved utålmodigheden. ”Hvad skulle det være?” ræsonnerer han og lukker spørgsmålet af: ”Det er da muligt, at nogle mener, at jeg er irriterende, men det må være deres problem… Nå, videre. Vi skal jo gerne være færdige til tiden.”


Sig ja

Det bliver snakken om Matador, Huset på Christianshavn, Olsenbanden og ikke mindst mødet med instruktøren og vennen Erik Balling, som sætter interviewet i gear. Bent henter anekdoter frem fra det mentale arkiv og afspiller et filmklip på sin iMac med sig selv i rollen som ung pianist. Hygge og løs snak har bredt sig i kontoret med den hjemlige stemning.
Og så er der selvfølgelig KLOVN – The Movie, Casper Christensen og Frank Hvams film som måske er her, vi kan finde en snert af upolerethed. Bent Fabricius-Bjerre spillede to roller i KLOVN; formand for læseklubben og ejeren af luksusbordellet ved navn ’Alley Cat’. Så hvorfor denne type film, når man er en seriøs personlighed? Bent griner: ”Jeg er såmænd ikke så seriøs. Jeg kendte Casper i forvejen og havde set serien på tv, så jeg sagde ja med det samme. Nogle gange skal man bare sige ja. Jeg vidste ikke ret meget på forhånd, men det var voldsomt sjovt at være med, og vi grinede meget. Der var i øvrigt en del scener, som blev klippet ud, fordi de var for frække.”

 

Aldrig tilfreds

Snakken bevæger sig væk fra KLOVN, hvor rollen som bordelejer måske er det tætteste vi kommer på Bents indre gangster – og rundt om en karriere og et musikalsk cv i det uendelige; filmmusik, albums, musik til serier, internationalt gennembrud osv. Men Bent bliver tilsyneladende aldrig tilfreds og har tidligere ytret, at ”dynamikken stopper ved tilfredsheden”. Så bliver Bent Fabricius-Bjerre aldrig helt tilfreds? ”Nææ, ikke umiddelbart. Men når noget viser sig at være holdbart over tid, bliver jeg selvfølgelig glad. Succes kommer i bølger, og forsvinder igen. I min tid med pladeselskabet var der forskellige højdepunkter, som da vi i 1963 vandt Det Europæiske Melodigrandprix med ’Dansevisen’, som betød et stort kvantespring for virksomheden. Og der var flere andre successer, men jeg går som sådan ikke rundt og mætter mig ved at være tilfreds.”

Bent Fabricius-Bjerre, Bizz Up Efterår 2018

I 1962 vandt Bent Fabricius-Bjerre en Grammy for ’Alley Cat’, men han rejste ikke til USA for at modtage prisen: ”Jeg fik besked om, at ’Alley Cat’ var nomineret i kategorien ’Best Rock’n Roll Recording’, men nummeret var jo slet ikke rock’n roll. Så jeg blev hjemme, fordi jeg troede, at det var en joke…” Bent smiler: ”Det var da godt nok lidt ærgerligt, idet de sikkert havde været der alle sammen; Sinatra, Presley, Armstong m.fl. Så jeg fik i stedet Grammyen tilsendt med posten.”

 

Iværksætter i 50’erne

Snakken vender tilbage til Metronome Records, som Bent Fabricius-Bjerre startede i 1950 og drev helt frem til 1997, hvor han solgte selskabet. Siden har han sammen med sin søn opbygget en stor ejendomsportefølje. Metronome Records fik sit gennembrud med at sende musik ud gennem telefonnettet, som blev starten på baggrundsmusik til de danske supermarkeder. Bent fortæller: ”Det gik strygende, og vi havde fået store aftaler i hus. På et tidspunkt blev vi opfordret til at udvikle musikken, så den passede til folks dagsrytme, når de gik rundt i supermarkederne, og som stimulerede dem til at købe mere. Funktionel baggrundsmusik var allerede et i hit i New York, så vi greb ideen. Det blev starten på begrebet og skældsordet ’muzak’, som til sidst blev så upopulært, at der blev stiftet en forening imod muzak. Det var ikke godt for Metronomes renomme, og aftalen med supermarkederne hørte op.”

En af udfordringerne ved at drive virksomhed i 50’erne var ifølge Bent monopolet: ”Pladeindustrien var monopoliseret og styret af ganske få meget store spillere, herunder ’His Masters Voice’ (HMV), som sad på store dele af pladeproduktion i Danmark, hvilket gjorde det svært for musikerne at få hul igennem. Dét monopol var vi med Metronome Records med til at bryde, og det kan jeg godt være stolt af den dag i dag.”

Bent Fabricius-Bjerre, Bizz Up Efterår 2018

Ung med de unge

Bent Fabricius-Bjerre har qua sin utålmodighed og fremadrettethed formået at holde sig aktuel gennem hele livet – også hos de unge. I 2004 blev han relanceret som ’Bent Fabric’ med popalbummet ’Jukebox’, der var skrevet og produceret af Søren Rasted og Remee. Radiohittet ’Jukeboks’ røg i 2006 ind som nummer syv på den amerikanske dance hitliste.

Men det er ikke kun udadtil – i spotlyset – at Bent holder sig ung. Da jeg spørger ham, hvordan en typisk dag ser ud, slår han op i sin Mayland kalender og gennemgår mandag, som både inkluderer ridning og tennis foruden mødeaktivitet om, hvad der skal ske i… ja, fremtiden, hvad ellers?

Interviewet med Bent Fabricius-Bjerre er slut. Vi har holdt os til tiden som aftalt, så vi kan nå at skyde et par billeder nede i gården. Døren til elevatoren går op, Bent træder til side og rækker diskret armen ud for at indikere, at han naturligvis går bagest. Damerne først. Da seancen i den smukke baggård bag Nyhavns mylder er slut, tager Bent livtag og kvitterer for snakken med et kys på panden og et ’tusind tak for i dag’. 

Well, det kan godt være, at Bent Fabricius-Bjerre selv synes, at han er møgkedelig og ’by the book’, men det er og bliver altså på den fede måde. 

 

FAKTA:

  • Metronome Records blev senere til filmproduktionsselskabet Metronome Productions, som Bent Fabricius-Bjerre solgte til Tele Danmark i 1997, og som i dag ejes af det engelske Shine Group
  • ’Alley Cat’ fra 1960 blev startskuddet på Bent Fabricius-Bjerres karriere
  • Bent har 3 sønner og 1 datter
  • Bent ejede til sin død et hus på Mallorca, hvor han havde en hvid Mercedes årgang 1964 stående – købt fra ny!
  • Bent havde 76 trapper op til sit kontor. Dog begyndte han i en alder af 93 år at tage elevatoren
  • Bent døde i juli 2020 – han blev 95 år gammel