29-årige Nicolai Vittrup har med teknologi og tillid fastholdt motivationen, fællesskabet og væksten på det digitale bureau Webamp – trods coronakrisens hjemmearbejde. Han er overbevist om, at succesen skyldes virksomhedens unge aldersgennemsnit.

København d. 26. januar 2021 – ’Det bliver op ad bakke for virksomheder med ansatte på den anden side af de 40.’ Sådan tænkte Nicolai Vittrup instinktivt, da coronakrisen lukkede samfundet ned i store dele af verden sidste år. Han er selv 29 og direktør for det digitale bureau Webamp, som har 18 medarbejdere – de fleste er i 20’erne.

Selvom de ansatte var vant til kreativ sparring og kollegahygge i åbne kontorlokaler med loungeområder, snackbuffet og bordfodbold – men også en synligt tilgængelig leder – var overgangen til masser af hjemmearbejde nemlig problemfri. Og det kom ikke bag på Nicolai.

”Millennials er bedre rustet til virtuel ledelse, fordi de er vant til digitale fællesskaber og i det hele taget er mere omstillingsparate,” forklarer den unge leder, der bl.a. indførte en digital fredagsbar og inviterede medarbejderne til at socialisere online ved at spille sammen og dyrke en fælles playliste på Spotify.

”Jeg gav aldrig slip på lederrollen, men fokuserede på relationsopbyggende initiativer, og det tog man godt imod. Jeg tror ikke, at det havde været ligeså nemt, hvis medarbejderne var ældre, fordi de ikke er så virtuelle i deres mindset. De ville måske også tænke, at digitale sociale begivenheder er mindre givende,” slutter han.

Den virtuelle tilpasningsevne har afspejlet sig i de tørre tal på trods af den udfordrende COVID-19 krisetid. Virksomheden gik i således ud af 2020 med et overskud på 150% – helt uden investeringer eller andre penge udefra.

 

Nicolai Vittrups 4 bedste tip til virtuel ledelse

1. God ledelse kræver god tid
”Du skal stadig være synlig for dine medarbejdere, så du skal kommunikere mere end normalt. Vis, at du er tilgængelig for stort og småt, og sørg for at tjekke individuelt ind hos dine ansatte på en personlig måde.”

2. Planlæg fælles oplevelser
”Styrk sammenholdet, så I ikke ender med at forbinde hinanden med e-mails, e-møder og deadlines. Smid tid til digitale oplevelser og ’e-hygge’ i arbejdskalenderen. Som virtuel leder skal du sørge for at sociale aktiviterer online.”

3. Vis masser af tillid
”Micromanagement er et no-go, da det er demotiverende. Du kan kan alligevel ikke tjekke alt muligt, når folk arbejder hjemme. Vis tillid, og giv medarbejderne fleksibilitet til at udføre deres arbejde bedst muligt.”

4. Brug teknologien
”Som leder skal du sikre, at I bruger de nyeste og bedste digitale værktøjer til at kunne samarbejde og bevare et overblik over jeres indsatser og resultater. Vær obs på, at Generation X og Babyboomers sandsynligvis skal have en grundig oplæring.”

Om Webamp

Webamp er et digitalt bureau, der specialiserer sig i søgemaskineoptimering, betalt annoncering og webudvikling. Det er stiftet i 2015 af ledelsestalentet Nicolai Vittrup, som havde en ambition om at revolutionere branchen for online markedsføring med optimerede kunderejser, der sikrer gennemsigtighed, tryghed og resultater. Webamp er derudover initiativtager til gratis e-kurser for eksterne som bl.a. Webamp Academy, hvor deltagerne inviteres til at mødes digitalt både inden og efter hvert event.

www.webamp.dk