Vi kender det alle. Vi har et spørgsmål af juridisk karakter, men derfra og til at kontakte en advokat – der kan være langt. Fordommene står i kø. Særligt omkring pris og hvornår taxameteret starter. Bizz Up har talt med en ny spiller på markedet – LegalUp – som har gjort op med disse fordomme og som desuden har tilbudt gratis retshjælp til iværksættere i flere år.

Tekst: Lise Korsgaard
Foto: Privat

LegalUp, Jura på abonnement, Jura, Bizz Up Forår 2019Kristin Assaad er uddannet Cand.merc.(jur) fra Aalborg Universitet. Hun er indehaver og erhvervsjurist hos LegalUp ApS, og har stor erfaring med juridisk rådgivning til iværksættere og virksomheder. Hendes specialer er erhvervsret, herunder blandt andet selskabsformer- og stiftelse, kontrakter, GDPR og juridisk rådgivning.

Kristin startede LegalUp 1. februar 2019 og har kun få måneders erfaring i selv at være iværksætter, da vi taler med hende. Det betyder dog langt fra at hun er grøn i at starte ting op. Hun har iværksat tre frivillige retshjælp og studenterforeninger med 80 frivillige jura- og erhvervsjurastuderende tilknyttet og har derved kunne starte ud med en stor kundekreds og kontor i både Aalborg og København.

Legalup tilbyder juridiske ydelser, herunder blandt andet abonnementsløsninger, kontraktudarbejdelse og selskabsstiftelser til faste priser målrettet startups, små og mellemstore virksomheder: “Det giver mening at tilbyde en fast pris, der er gennemsigtig og ikke mindst realistisk, da prisen er en afgørende faktor for nystartede virksomheder”, fortæller Kristin Assaad, som ønsker at undgå at de nystartede springer ud i for mange gør-det-selv løsninger, som på sigt kan koste dem rigtig dyrt og i værste fald ødelægge det de er ved at bygge op.

Gratis kan være en god forretning

Kristin Assaad har arbejdet med jura siden 2014, hvor hun startede Retshjælp. I 2016 har hun drevet en frivillig retshjælp for iværksættere kaldet Iværksætterretshjælpen. Her kan potentielle iværksættere og nystartede få gratis rådgivning. Men hvor ligger forretningsmodellen i det? Det har Kristin et helt klart svar på:
“Hvis man hjælper når de er små, så kommer de tilbage når de bliver store”, fortæller Kristin og det har allerede vist sig at være sandt. Mange af de iværksættere som Kristin har hjulpet gratis, kommer nu tilbage, når der skal udarbejdes kontrakter og lignende. Men Kristin vil gerne bygge en endnu tættere relation. Her kommer abonnementsløsningen ind i billedet.
”Jeg vil gerne vokse med mine klienter og være deres in-house jurist out of house”, siger hun.

LegalUp, Jura på abonnement, Jura, Bizz Up Forår 2019

Vil gøre op med de stive jakkesæt

Kristins mission med LegalUp er at bringe juraen ned fra piedestalen og gøre den ligetil, forståelig og let tilgængelig for enhver virksomhed, uanset stadie. Det gør hun blandt andet ved at tilbyde juridisk rådgivning både på abonnement samt til en fast pris pr. ydelse, og altså ikke på den traditionelle timebaseret måde. Derudover er LegalUp en blanding af en digital platform og den traditionelle model, hvor klienterne har adgang til et fysisk kontor med fysiske kompetente jurister og erhvervsjurister. Prisniveauet ligger på en 1/3 del af advokatbranchens priser.

LegalUp, Jura på abonnement, Jura, Bizz Up Forår 2019

Den rette kombination af online og personlige relationer

”Når vi i Iværksætterretshjælpen har måtte sende dem videre til mange af vores gode samarbejdspartnere – advokatfirmaer – har vi mange gange vidst at deres problemstilling ville strande grundet den pris, de får præsenteret, hvilket advokaterne mange gange selv erkender overfor mig”, siger Kristin. Og det er blandt andet en del af årsagen til, at Kristin har startet LegalUp.  Det har været vigtigt for Kristin at nytænke den juridiske rådgivningsform for små og mellemstore virksomheder uden at spare den personlige relation væk. Det har hun gjort ved at kombinere den traditionelle model med den 100% digitale/online model i LegalUp, hvor markedets skarpeste priser indenfor deres specialer tilbydes, men hvor servicen og den personlige kontakt ikke spares væk. ”Jeg elsker iværksætteri, og vil ikke snydes for at høre om mine klienters passion og idéer – intet kan give mig et boost, som når jeg holder møder med ”mine” iværksættere!”, afslutter Kristin Assaad.

Ambitionen for LegalUp er at have fysiske klientkontorer i landets fire største byer, hvoraf Aalborg kontoret ér etableret og kontoret i København ér fundet med opstart inden længe.

FAKTABOKS OM KRISTIN:

  • Kristin er 32 år og uddannet Cand.merc.jur
  • Kristin blev sidste år ligeledes nomineret til Årets Nordjyde.
  • Kontorer i Aalborg og København
  • Specialer: Selskabsstiftelse, kontraktudarbejdelse, GDPR, erhvervsjuridisk rådgivning
  • Målgruppe: Iværksættere, små og mellemstore virksomheder
  • Særlige kendetegn: Fastpriskoncept, juridisk rådgivning på abonnement, 1/3 af prisen ved traditionelle advokatkontorer.

Se mere på  www.legalup.dk