”Hej, det er Lisbeth Østergaard. Undskyld. Jeg fik ikke lige taget dit opkald, men jeg er helt klar nu” Sådan indledes en knap 45 minutters samtale, som gentagne gange må samles op efter flere omgange skøn lattermildhed.

 

Tekst: Anne Bente Volf

Foto: Jimmi Hjort jensen

En torsdag formiddag i maj 2021. Jeg havde gjort mit for at forberede mig på et telefoninterview med Lisbeth Østergaard. Der var lavet en del research og noter, men opkaldet gik på svarer. To øjeblikke senere ringede min telefon.

”Hej, det er Lisbeth Østergaard. Undskyld. Jeg fik ikke lige taget dit opkald, men jeg er helt klar nu,” lød det smilende i den anden ende.

Sådan indledtes en knap 45 minutters samtale, som gentagne gange måtte samles op efter gentagne omgange af skøn lattermildhed.

Googler man Lisbeth Østergaard, kommer der alverdens information frem. Reelle fakta, sjove billeder, diverse oplysninger, interviews, storytelling, informationer, man måske ikke helt ved, hvad man kan og skal bruge til. Der er skrevet meget om kvinden, der tegner forsiden af denne forårsudgave af Bizz Up, Lisbeth Østergaard. Men hvem er hun egentlig?

Hende, vi i en længere periode så på tv-skærmen nærmest hele tiden, så hvor … er hun?

”Det går godt.” Sådan lyder det korte svar, da jeg spørger til, hvordan hun har det. Men nu er fru Østergaard jo ikke mest kendt for korte svar.

”Hør, jeg kunne tænke mig at tale lidt om din nye webshop. Om hvad og hvordan. Om dit liv som mor, som værende lidt væk fra skærmen …” lyder det fra mig, og inden jeg får sagt ret meget mere, lyder det:

”Hvor er jeg glad for, at du ikke umiddelbart spørger mig, hvordan og hvorfor jeg er influencer. Det spørger alle nemlig om. Og alle har en mening om, hvad vi, som influencere, bør, skal og kan, og ikke kan. Men det er i virkeligheden et job, som jeg ikke helt tror, alle ser alvoren i – og da heller ikke værdien,” lyder det så – i forlængelse af det korte svar.

Shoppen

Så er vi i gang. Overskriften må være Lizzy Shoppen. Eller det er i hvert fald navnet, som næsten giver sig selv, på den webshop, som Lisbeth boostede i onlineæteren tilbage i august. Et eventyr af alt fra hårelastikker, eller scrunchies (som hårelastikkerne åbenbart hedder i dag) og lakrids til kogebøger og leggings. ”Hvad og hvorfor” er den korte udgave af spørgsmålene, der presser sig på. Og svaret er igen uventet kort: ”Det er bare sager, som jeg selv elsker, er fan af og bruger i min hverdag.”

Men så uddyber Lisbeth: ”Der er givet stadig nogle, der undrer sig over udvalget, eller hvad mit koncept med shoppens indhold er, og dertil er det simple svar, at det er produkter, som jeg selv ynder at bruge i min hverdag. Hvem bruger måske ikke både leggings, rengøringsmiddel og økologisk håndcreme?”

Unikke pieces

Det hele begyndte, som det meste gør, med en tanke. ”Der skulle ske et eller andet under det her corona-lockdown. Jeg havde tænkt tanken mange gange tidligere, men nu var det så nu. Faktisk var der en, der sagde ordene ’Det er bedre at komme galt af sted, end ikke at komme afsted’. Så fulgte tankerne om hvad og hvordan. Det begyndte med en reol i kælderen. Et par af hver af de pieces, som jeg følte, jeg bare måtte formidle videre. Så gik det stærkt. Fra reol til inddragelse af gæsteværelse, og da det ikke var nok, rykkede jeg ud af huset. Siden er der kommet en ansat, og jeg elsker alt ved det. Jeg bruger rigtig mange timer på det og har alligevel lidt svært ved at forstå, at det er mit arbejde. Giver det mening? Lizzy Shoppen er min hverdag, og hvad der i august begyndte med, at jeg sendte et par pakker ud om ugen, er der rigtig godt gang i biksen i dag. Øverst på ønskesedlen er flere timer i døgnet.”

Dumper i Løvens hule

Hvad forstand har pigen, der mange gange er blevet kaldt – nok mest af sig selv, tankpasseren, fordi hendes forældre forpagtede en benzinstation i Silkeborg og familien boede ovenpå – på at drive en webshop? Var der lagt store forkromede budgetter og sat store mål? Egentlig ikke. Det høres tydeligt, at Lisbeth trækker på smilebåndet.

”Jeg havde ikke rigtig sat mig et mål. Der var ikke tal i mit hoved. Det er der egentlig sjældent,” tilstår Lisbeth og krydrer igen samtalen med sin varme og meget smittende latter.

”Hvis jeg blev sat over for den gode Jesper Buch i ’Løvernes hule’, ville jeg føle mig som smidt foran netop løverne, når de ville høre om andet end bare idéen. Jeg ville dumpe på stedet. Når det kommer til tal, udregninger, budgetter og diverse Excel-skemaer, giver jeg op. Til gengæld formår jeg heldigvis at finde frem til varer, som kan sælges, for det går forrygende.”

Og hvad der også er ret forrygende, er, at der i løbet af shoppens første ni-ti måneder endnu ikke er brugt en eneste krone på annoncering.

”Det har helt enkelt ikke været nødvendigt endnu. Jeg kan jo ikke sige, hvordan tingene ville have set ud, hvis der var rullet en annoncering ud, men det har Lizzy Shoppen altså til gode. Da det jo er mig … surprise … der styrer shoppen, kører jeg, i hvert fald for nu, det hele over shoppens Instagram, hvor jeg er vild med hver og én af de 13.000 følgere, jeg har der. Det er jo nutidens måde at annoncere på.”

Arbejder imens

Selvom jeg i starten af denne samtale – dette telefoninterview – spurgte, om jeg forstyrrede, og selvom det hele var aftalt på forhånd, ugedag og klokkeslæt, via sms, så kan man høre, hvordan kvinden i den anden ende af røret har sat gang i arbejdet, alt imens samtalen glider frem, og jeg som journalist fatter pennen og håber, at jeg efterfølgende kan læse mine egne bogstaver. Selvfølgelig havde hun meldt om travlhed, men jeg har nu også en mistanke om, at hun ikke er god til blot at sætte sig ned og lave én ting ad gangen. Så hvorfor ikke lige få pakket lidt pakker, alt imens der svares på dagens spørgsmål fra den nysgerrige journalist? Det generer vel ingen. Herligt at kunne flere ting på samme tid – og så giver det jo mening, at det, man ønsker sig, er flere timer i døgnet.

Benhård business

Tilbage til Google – eller, rettere, videre rundt i den onlineverden, der nu er hverdag for vores hovedperson. Vi klikker ind forbi hendes LinkedIn-side. Her sætter hun selv rollerne tv-vært, kogebogsforfatter, konferencier, influencer og ”glad i låget” på cv’et.

”Vi kunne jo godt lige fortælle, hvad det er, det der med at være influencer. Lad mig give et eksempel. Jeg er blevet kontaktet af Kriminalforsorgen. De har brug for at få et budskab ud. De kunne vælge at købe sig til annoncering i aviser og ugeblade, men vælger i stedet at kigge på en eller flere kendte, som kunne ramme den rette målgruppe online. Det koster oftest mindre og når ud til dem, man ønsker at ramme. Jeg kan efterfølgende måle præcis hvem, der swiper op og hvilke swipes, der er konverteret til salg. Det er jo i virkeligheden det, der er helt fantastisk ved det medie. Man kan måle 100 procent.”

Lisbeth beskriver det som benhård business og ikke blot en byttecentral, hvor man, som flere tror, lige kan score et par gratis sneaks ved at sætte sit smilende ansigt på en ny børneserie af gummisko.

”Det her er et job – ligesom det er at drive en webshop. Nok er det en ny verden. Det fandtes heller ikke, da jeg gik i skole, men det er the real deal i dag. Det er fedt, og det er sjovt, og så synes jeg, at det er et kæmpe skulderklap, når store virksomheder, organisationer og institutioner vil og kan bruge lille mig og mit ansigt til at formidle budskaber og sælge deres varer.”

Pause

Der pakkes stadig i baggrunden. En eller anden er kommet forbi. Der skal lige afleveres noget og udveksles et par ord. Journalisten henter kaffe, mens der laves business i den anden ende af linjen.

”Første gang vi så dig på tv, var i 2007, og så er det sket mange gange siden. Danskerne har også siden kunnet følge med i dit liv, på godt og ondt. Vi er mange, der med store smil var vidner til, at du overraskede verdensstjernen Robbie Williams ved at hive bukserne ned for at vise en af dine tatoveringer. Vi har set dig danse, og vi har set din prisvindende brudekjole. Fortsætter du selv den her?” Der grines – igen …

”Jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være.” Og det blev igen så kort, at hun straks tilføjer: ”I hvert fald for nu. Man ved aldrig. Jeg står sjældent stille ret længe ad gangen. Og med fare for at gentage mig selv kunne jeg godt bruge flere timer i døgnet. Jeg har mange kort på hånden og mange kort, som jeg er taknemmelig over at have. Først og fremmest er jeg dog mor.”

Lisbeth har sammen med sin mand, Ralf Christensen, to sønner på henholdsvis tre og seks år. ”Hvad skal jeg tilføje? Jeg er pavestolt over shoppen. Jeg arbejder dagligt på at være den bedste mor og på, at mine børn bliver de bedste udgaver af sig selv. At de vokser op og bliver ordentlige mennesker, som gider være sammen med deres forældre. Jeg gad godt gå Caminoen – og meget gerne noget af den sammen med mine drenge, når de bliver lidt ældre. Tænk bare at rykke en eller halvanden måned ud af kalenderen.” Der sukkes. Der smiles. Lyden af smilet, er igennem denne samtale blevet letgenkendelig.

Nøglen

”Der er mange ting, jeg gerne vil, men … Jeg ved ikke, hvad f … det er, jeg synes, jeg skal nå! Jeg har altid travlt. Altid lige noget, der skal ordnes. Ikke tid til at sætte mig ned og nyde en kop kaffe og bare … eller er det måske, fordi jeg har fokus et andet sted? Jeg har dog nu hyret en privat træner, ellers bliver det heller ikke sat i system. Og det er det, tingene skal – sættes i system.”

Lisbeth fortsætter: ”Jeg gad godt nå dertil, hvor jeg blev én af dem, der finder tid og ro til at meditere og efterfølgende får et enormt overskud af selvsamme, ligesom dem, der har fundet den helt unikke nøgle til det møglækre rum, hvor alt bare er pragtfuldt, men jeg har ikke fundet roen til dét endnu. Vil dog gerne låne nøglen …”

Hverken mere eller mindre

”Der er meget her i livet, der er ude af vores hænder. Og jeg har for længe siden taget en beslutning om, at det, vi ikke kan gøre noget ved, skal vi ikke bekymre os om.”

Lisbeth fortæller, at hun ikke er andet eller mere end alle andre. Og nok er hendes liv, eller noget af det, nyhedsstof og noget, der kan rydde en forside i nogle dage, men hun råber også af sine børn, når de ikke lige er klar til at komme ud ad døren torsdag morgen. Og hun fortryder det også bagefter.

”Jeg tænker faktisk ikke, at min hverdag ser så meget anderledes ud end de fleste andres. Jeg er glad eller i hvert fald som oftest. Jeg er ikke den store Greta Thunberg, men jeg vil gerne være med til at gøre en forskel. Bare jeg ikke skal gå forrest. Jeg tager ikke de store debatter. Ville gøre mig virkelig dårlig som politiker, men tager gerne chancer, og Janteloven, tja … jeg er ikke bange for ret meget. Som ung farvede jeg mit hår blåt eller lyserødt og tog mærkeligt tøj på. Der er jeg ikke mere. Jeg har ikke længere et behov for at stå ud. Vil hellere blende ind. Det passer mig godt. En gøgler. Kald mig det. Det tror jeg, at jeg er. En gøgler.”

En tiger på maven

Artiklen, interviewet og magasinets hovedperson har i skrivende stund to aftaler hos sin tatovør i kalenderen. Hvad der skal foreviges på kroppen, er endnu ikke helt på plads, men det er egentlig heller ikke så afgørende. Den første tatovering fik Lisbeth i en alder af 18 år. Sidste år rundede hun 40 og har nu ikke længere tal på sine kropsdekorationer.

”Den seneste, jeg har fået lavet, er en tiger på maven. Hvorfor? Jeg syntes, den var fed, og så bare, fordi jeg kan … På det punkt er jeg meget impulsstyret. Jeg ser noget, og så gør jeg det. Jeg kunne tænke mig en vinkekat og en gudinde, så det sker sikkert også. I hvert fald skal jeg inden længe af sted med en kammerat – han ved det bare ikke endnu. Det er en gave, og jeg er sikker på, at han er med på en god-ven-tatovering.” Der grines.

Familien bor på Amager. De er glade. De har ikke behov for så meget mere end den lykke, livet har bragt. Der er drømme, og der er aftryk, der gerne må blive sat, men det går godt. Hvad fremtiden bringer, ud over ordentlige unger, ved ingen. Men det er der jo ingen, der gør.

”Lige nu vil jeg bare gerne sende en masse pakker ud til alle Lizzy Shoppens herlige kunder. Jeg vil gerne være en, der har skabt noget. En iværksætter, men det er jeg jo allerede. Jeg gentager ordet gøgler. Og ordet lakrids sat sammen med espresso. Så har du mig. Det må være den korte udgave af min elevatortale. Mor. Gøgler. Lakrids. Espresso. Er livet ikke bare herligt?

Om vi ses på skærmen? Tja, det er jo op til produktionsselskaberne. Ikke op til mig. Jeg udelukker det ikke. Jeg har lavet en del forskelligt. Er mest stolt af ’Go’ morgen’. Men måtte jeg selv vælge, ville jeg elske at lave de programmer, Lene Beier laver. ’Hjem til gården’ og ’Landmand søger kærlighed’. Og ja, Lene Beier ved det godt. Men nu har hun dem, og så kigger jeg bare med … Jeg elsker de programmer og gad da godt tage over … men lige nu … Mor. Gøgler. Lakrids. Espresso. Og Lizzy Shoppen.” Der grines.

Journalisten forsøger at runde af. Der er talt meget og længe. Mest af hende, historien handler om. Blokken var før ved at løbe tør for papir. En ekstra blev fundet frem undervejs, hvis nu … Der er skrevet meget. Vi har vendt verden, og med al den snak om lakrids kan man da kun lige svinge ind forbi lizzyshoppen.com og blive fristet. Jeg blev.

 

Fakta om Lisbeth

Andersine

Lisbeth Andersine Østergaard. Mellemnavnet deler hun med sin mor. Begge har de navnet efter Lisbeths oldemor, som hed Amalie Juliane Vilhelmine Andersine Würtz Henriksen.

En tankstation

Født den 5. juni 1980 i Herning. Opvokset i Silkeborg, hvor hun sammen med sine forældre boede oven på den tankstation, hendes forældre forpagtede.

Radiovært

Lisbeth har været vært på: Radio Silkeborg 1996. The Voice 1999- 2003. DR P3 2003-2006. TV 2 Radio og ”Zulu Djævleræs” 2007.

Vild med dans

I efteråret 2007 deltog Lisbeth i ”Vild med dans”, hvor hun sammen med Thomas Evers Poulsen fik en femteplads.

Medvært

Lisbeth var Bubbers medvært i ”Varm på is” i 2008 og var i 2009 medvært på ”Jule Bingo Banko”.

Tv-vært x 5

Lisbeth har været vært på følgende programmet: ”AllStars” (tre gange), ”Go’ morgen Danmark” (2010-2016), ”Krimicentralen” (Tv3 2016), ”Boligkøb i blinde” (Tv3 2017) og ”Love Island” (Tv3 2018)