Den erfarne iværksætter Jacob Arentfeld Nielsen valgte at stifte en professionel bestyrelse helt fra begyndelsen i hans nye entreprenørselskab Arentfeld A/S, og det har givet ham et langt bedre afsæt i branchen end tidligere.
“En bestyrelse stiller krav til dig. Du kan ikke bare skifte retning natten over, fordi du føler for det.”
Det er en måde at blive holdt til ilden og udfordre sig selv som iværksætter og menneske til at blive langt mere professionel i sit arbejde, siger Jacob Arentfeld Nielsen og fortsætter:
“De her dygtige mennesker, som ofte kommer fra partner- og direktørstillinger eller andre ledelsesposter, kan jo noget, som du ikke kan. Og ikke mindst har de et netværk, som du ikke har.”
Læs også
Arentfeld A/S: Ny formålsdrevet aktør i byggebranchen vil have fokus på menneskelig bæredygtighed
Da Jacob Arentfeld Nielsen besluttede at stifte et A/S, og i den forbindelse blev gjort opmærksom på, at det krævede en bestyrelse, havde han ikke tidligere skænket en professionel bestyrelse en tanke. Det begyndte han så på efterfølgende.
Det blev til mange overvejelser omkring, hvad det ville kræve, hvordan sådan et hold skulle sammensættes, og om han overhovedet havde modet til det.
For det kræver mod og et åbent sind at starte sit iværksætteri med en professionel bestyrelse.
“Som iværksætter har du ofte en stor ydmyghed overfor dit projekt. Du vil helst have opnået en vis grad af succes, inden det sendes til offentligt skue og vurdering af folk, som du umiddelbart slet ikke føler dig i liga med. Men det er en forkert måde at anskue det på”, siger Jacob Arentfeld Nielsen
I Arentfeld A/S havde de fra starten deres grundlæggende formål og dyder på plads, og de vidste hvad vi gerne ville. Det faktum var ifølge Jacob Arentfeld Nielsen udslagsgivende for, at han turde kaste sig ud i arbejdet med at rekruttere og nedsætte en professionel bestyrelse.
Du kan læse mere om formål og dyder på www.arentfeld.dk.