Wellfarmed IVS har udviklet et nyt vertikalt, aeroponisk produktionssystem, hvor de dyrker flere og bedre grøntsager og tilmed bruger 90% mindre vand, end konventionelle gartnerier og frilandsdyrkere gør. Det er der både penge og store miljø-perspektiver i.

Af: Jacob Kaas, Bizz Up

Wellfarmed, Bizz Up, bizzupdk, Bæredygtighed

En stille undren blev til et spørgsmål. Og spørgsmålet blev stillet til de rigtige mennesker, på det rigtige tidspunkt og i den rigtige kommune. Det lille, grønne iværksættereventyr Wellfarmed er nu gået fra den indledende testfase til produktion i stor skala. Snart vælter det ud med bæredygtige salathoveder fra drivhusene hos Jebjerg Gartneri, nord for Skive. Dyrket uden jord, og med ekstremt lavt vandforbrug.

På trods af, at virksomheden Wellfarmed ikke er ret gammel, og det meste af tiden er gået med at produktudvikle, så sigter affyringsrampen allerede mod Kina, hvor distributører og virksomheder snart er klar til at bygge efter Wellfarmed-modellen. At virksomheden oplever en nærmest eksplosiv opbygning af virksomheden, hurtig finansiering, stærkt netværk og rådgivning er ikke nogen tilfældighed. Skive Kommune er bredt anerkendt som frontløber, når det kommer til grøn omstilling og bæredygtighed og vækker international opsigt som udviklingsmotor for grønne arbejdspladser.

– Vi havde ikke stået, hvor vi står i dag, hvis ikke vi havde fået hjælp. Vi har fået LAG-midler hjem og vi har haft Skiveegnens Erhverv- og Turistcenter med hele vejen og de har været en uvurderlig hjælp også med udbygningen af vores netværk. Det har betydet alt for, at vi allerede nu er klar til at opskalere vores produktion og inden for en overskuelig fremtid at kunne sende systemet videre ud i verden, siger Brian Nørskov fra Wellfarmed.

Heftig investering

Et nyt vertikalt, aeroponisk produktionssystem har altså set dagens lys. Made in Jebjerg. Det var Brian Nørskov, der undrede sig. Kan man ikke lave et system, hvor man kan dyrke flere grøntsager på den samme plads? En lille cykeltur fra hans lille nedlagte landbrug til Jebjerg senere, var han igang med at pitche sin ide for Sune og Henrik Rasmussen, der i mange år har drevet Jebjerg Gartneri.

– Jeg tror, at de tænkte, at ham der, han er da vist ikke helt normal, siger Brian Nørskov med et stort grin. Men ikke desto mindre, så var gartnerne efter lidt research på området alligevel ret interesserede i udsigten til at kunne producere flere afgrøder på den samme plads, og hurtigt blev det til en ny fælles start up-virksomhed.


LÆS OGSÅ: Bæredygtige bjælker: Alle kan bidrage til en grøn dagsorden


Hydroponi er allerede i brug flere steder, hvor drivhuse dækker over høje rækker af plantekasser med rindende vand, der cirkulerer fra toppen og ned igennem rækkerne. Det er dog en heftig investering ikke alene at indkøbe de produktionssystemer, der findes, men det kræver også en masse energi i form af vækstlys. Det er dyrt og ikke godt for klimaregnskabet.

Hos Wellfarmed gik de derfor i gang med at bygge deres eget system.

– Vi har nok bygget systemet om de første 100 gange, tror jeg. Hver gang vi fik sat noget op, så fik vi en ny ide, der lige kunne gøre det lidt smartere, fortæller Sune Rasmussen, der ser frem til at få den første cyklus salathoveder høstet. De første 6000 er allerede afsat til lokale cateringkøkkener.

– Vi kommer rundt regnet til at producere 40-50 procent mere salat med den samme mængde varme og lys, vurderer Sune Rasmussen. Det behøver man ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at det er godt både for miljøet og for bundlinjen.

Plug and play

Wellfarmeds nye produktions-setup er simpelt. Bunden er de planteborde, som allerede står i næsten alle gartnerier i forvejen. De to sider er lavet af isolerende plader med huller til planterne. Vinklen gør, at planterne, modsat andre vertikale produktionsløsninger, får den samme mængde lys og gødning og dermed bliver mere ensartede. På indersiden af trekanten sidder rækker af dyser, der sprøjter vand op på planternes rødder, der hænger frit ned fra pladen. Da der er helt mørkt inde ved planternes rødder, så vokser der ikke bakterier, og vandet løber  i et lukket cirkulært system, hvor hverken vand eller gødning går til spilde.

Wellfarmed, Bizz Up, bizzupdk, Bæredygtighed

Kalkulen på vandforbruget i stor skala siger, at Wellfarmed kommer til at bruge 600 liter vand til at fremstille de 27.000 salater, som det store drivhus har kapacitet til. I den konventionelle produktion bruger man op imod en halv million liter vand for at lave samme mængde salathoveder.

Hos Wellfarmed er man allerede langt i udviklingen af næste skridt, hvor der kobles fiskebassiner på systemet, så kunstgødningen kan suppleres med gødning fra fiskene.

FAKTA:

  • Aeroponics er processen med at dyrke planter uden brug af jord.
  • Hydroponics er en metode til dyrkning af planter uden jord ved i stedet at bruge mineralske næringsopløsninger i et vandopløsningsmiddel.
  • Aquaponics er et vedvarende produktionssystem, som kombinerer en traditionel akvakultur med hydrokultur i et symbiotisk miljø mellem fisk og planter.