Fra Glyngøre til Go’morgen Danmark og tilbage igen

Der lugter af fisk Og så blæser det. Rosas sorte hår står vildt om hovedet på hende, imens fotografen indtager fysisk umulige positioner for at fange hele Danmarks ”Bage Mama” i den rette vinkel. Ovre ved træbygningen, der huser ’Glyngøre Shellfish’, står en lille flok mennesker og kigger skjult efter Rosa. De har opdaget, at vi har opdaget, at de har opdaget, hvem der er ankommet til havnen i Glyngøre.

”Hvis dronningen kan gå med pels, kan jeg vel også.” Rosa slår op i en høj latter og vinker på Margrethe-måden, imens den brune pels svinger fra side til side, da hun går hen ad kajen i bedste catwalkstil, og fotografen knipser løs. ”Jeg fryser uden pels!” lyder det på hendes selvironiske, solide og lidt dvælende jyske. Og så ikke mere snak om pels, for hvis der er noget, Rosa ikke gider, så er det fine fornemmelser.

Blot ét år tilbage havde Rosa haft god tid, men i dag har hun en bagkant. Se & Hør kommer og filmer, imens Rosa skal bage en påskekage hjemme i sit køkken, og så snart glasuren er lagt, kører hun til København, hvor hun skal være hemmelig gæst hos Puk Elgaard i Go’morgen Danmark. Alle vil have en bid af Rosa fra Bagedysten.

Rap Rosa

Vi har svært ved at følge med, da Rosa drøner ind gennem Glyngøre og et par minutter senere elegant svinger ind på parkeringspladsen foran JAMO-huset, hvor hun holder til med sin virksomhed H20 Branding. Rosa parkerer strategisk smart, så der ikke er plads til en bil på hverken højre eller venstre side af hendes: ”Jeg hader, når folk slår deres døre op i min bil. Og nu kom jeg jo tilfældigvis først.” Alle andre end Rosa ville blive stemplet som et arrogant r*vhul, men det er som om, at hun med sin uimodståelige charme og imponerende humør kan komme af sted med det meste. Og så er der selvironien. Måske er det den, der gør det. Da vi har sat os til rette på hendes lille kontor med udsigt over byen og opdager, at vi har glemt at tænde lyset, lyder det rapt fra Rosa: ”Det er helt okay. Jeg er alligevel bedst i halvmørke.”

Hele Rosas indtil videre 60-årige liv har været præget af højt tempo. Fra smørrebrødsjomfru og medarbejdende hustru på et autoværksted til leder af et køkkenafsnit, en lang karriere i Post Danmark, en uddannelse til ejendomsmægler og senest ti år som selvstændig med H2O Branding, hvor hun producerer og sælger high-end vandflasker med påtrykte logoer. ”Jeg er nogle gange lidt hurtig på aftrækkeren og bruger ikke lang tid på at finde ud af, om en idé er god eller dårlig. Da jeg købte H2O Branding sendte jeg en sms til min kæreste, Carsten, hvor jeg skrev: ”Nu køber jeg den her virksomhed”. Der kom ikke noget svar… men måske det skyldes, at han ikke kunne finde ud af at sms’e,” griner Rosa og slår sig på lårene.

Hurtigt vand i åen

Tempoet har også haft sin slagside. I en lang periode arbejdede Rosa non-stop alle ugens syv dage: ”Når jeg kom hjem fra arbejde, lavede jeg regnskab for autoværkstedet. Sådan var det i mange år. Jeg havde aldrig fri. Langt om længe valgte jeg at sige jobbet op på posthuset for at tage en uddannelse inden for markedsføring. Det resulterede i en ansættelse i salgsafdelingen i Post Danmark sammen med en uddannelse som mediespecialist. Men i 2006 blev jeg sygemeldt med stress, som betød, at jeg sagde op én gang til. Jeg kan huske, at jeg sov det meste af en hel måned. Folk bekymrede sig for mig, og selv skånejob kom på tale. Men jeg havde slet ikke brug for den type hensyn. Jeg var jo ikke færdig. Jeg var bare færdig med dét her.”

Rosa tager næsten pusten fra os i hendes karrierefortælling: ”Under uddannelsen til ejendomsmægler bijobbede jeg hos nogle investorer, hvor jeg lavede regnskab for H2O Branding, som pludselig kom til salg. Jeg har for resten også en merkonom i regnskab. Kedeligt nok, men jeg kunne se, hvad produktet kunne blive til, og jeg vidste jeg bare, at jeg kunne gøre det bedre. Så jeg meldte ind, at jeg var interesseret i at købe virksomheden. ’Men skal du ikke være ejendomsmægler?’ blev jeg spurgt, hvortil jeg svarede, at det vidste jeg da ikke, men nu ville jeg gå hjem og sove på det, og de ville få et svar dagen efter. Jeg havde nu godt nok truffet beslutningen, før jeg gik i seng, og det var så dér, jeg sendte sms’en til Carsten.”

Året var 2008, finanskrisen havde sat ind, men Rosa valgte at tage springet: ”Vandflasker med påtrykt logo var et luksusprodukt, hvor jeg skulle på markedet og sælge noget, der var dobbelt så dyrt som det, folk i forvejen købte – hvis de overhovedet købte den slags på det tidspunkt. De fleste skar markedsføring og branding væk, og det var virkelig op ad bakke. Så jeg gik 100% målrettet efter de kunder, som ikke var berørt af krisen og som havde både evnen og viljen til at betale. Der lå en masse research forud for kundemøderne og en tæt dialog om, hvorvidt man som virksomhed ønskede at styrke sin position eller hellere ville ud og stjæle fra konkurrenterne, som havde det svært. Den research og snak har jeg stadig med mine kunder den dag i dag. Sådan kommer vi i øjenhøjde med hinanden. Det handler om at gøre det nemt for kunden at sige ja.”

Svært at kravle baglæns

Der er ikke mange pauser i Rosas talestrøm. ”Så sådan gik det. Og måske købte jeg lidt for dyrt, men det hyler jeg ikke over i dag. Jeg aner jo ikke, hvordan mit arbejdsliv ville have set ud, hvis jeg ikke havde købt H2O Branding. Jeg har altid haft det sådan, at hvis jeg ikke kan li’ det, jeg laver, så skal jeg finde på noget andet. Jeg kan ikke holde ud at høre på folks brok og utilfredshed med det liv, de lever. Så må de se efter at tage skeen i den anden hånd og gøre noget ved det. Færdig.”

Det overrasker ikke, at det er Rosas filosofi. Og ej heller når hun svarer på, hvad der er det bedste ved at være selvstændig: ”Det er den frihed, jeg har fået. Jeg kan gøre tingene, når jeg vil, på den måde, jeg vil og stykke elementerne sammen, så mit arbejds- og privatliv bliver så fleksibelt som muligt. Jeg elsker det og kan med 100% sikkerhed sige, at jeg aldrig bliver ansat igen. Når springet til at være selvstændig først er taget, så er du sprunget, og det bliver for alvor svært at kravle baglæns.”

Take it or leave it

I de ti år Rosa har solgt branding på flasker har hun haft én regel, der har fungeret fra dag ét. Reglen har det ene formål at screene kunderne og skille de dårlige fra: ”Jeg forlanger 50% forudbetaling, før jeg går i gang. Jeg vil ikke stå med et tab, fordi en kunde pludselig af den ene eller anden årsag trækker stikket. Det er alt for risikabelt at stå alene med ansvaret – og da især som nystartet med et specialprodukt, som ikke kan sælges til en anden kunde. Jeg er meget klar i kommunikationen omkring det, og oplever gennem dialogen stor forståelse for, at det hænger sådan sammen. Sådan får jeg afstemt, om den gensidige tillid er til stede, så vi kan lave en aftale, hvor begge parter har hænderne oppe over hovedet. Jeg gør mit salgsarbejde ekstremt grundigt, så jeg så vidt muligt sikrer mig, at kunderne har lyst til at handle hos mig igen. Ja, og så er der det faktum, at mange ofte kommer igen, fordi det bliver svært at gå tilbage til en ligegyldig vandflaske, når man først har haft en fra H2O Branding.”

Rosa haler en lille sort vandflaske frem, hvor eneste påskrift er et hvidt #Teamrosa – det folkekære hashtag, som på de sociale medier har sendt Rosa ud i alle afkroge af landet. ”Jaa, jeg ringede til chefen og spurgte, om hun ikke ville sponsere en #Teamrosa flaske. Det kostede en god middag og et par glas rødvin, og så var den hjemme.” Rosa slår igen op i et af de grin, vi – og resten af Danmark – kender så godt.

Interviewet er ved at være slut, Se & Hør venter, der er en kage, der skal bages. Men Rosa lader sig ikke sådan stresse. Hun tager god tid til den afsluttende fotoseance, som finder sted i forhallen i kontorfællesskabet. En idé med indendørs regnvejr opstår pludseligt, og før vi ser os om, har Rosa igen påkaldt sig de forbipasserendes opmærksomhed stående under en sort paraply med vand dryppende ned til alle sider. ”Vi tørrer op senere,” lyder det resolut fra Rosa. Til slutspørgsmålet om hun er blevet for kendt til det hér sted lyder svaret: ”Nej. Er du tosset? Jeg nyder selvfølgelig al den sjov, som min medvirken i Bagedysten har ført med sig. Det er ene og alene positivt, fordi jeg har lært så mange skønne mennesker at kende. Men jeg har boet i Glyngøre i efterhånden 35 år og er den samme, som jeg altid har været. Det kan få uger i et telt med Timm Vladimir, fondant og glasur altså ikke lave om på.”

 

FAKTA:
Rosa Christensen driver sin virksomhed fra JAMO-huset i Glyngøre – en gammel højtalerfabrik i Skive kommune

H20 Branding trykker som den eneste virksomhed i Danmark logoer direkte på flasken

Logerne trykkes med silketryk, som aldrig forsvinder

Long Neck flasken er produceret 100% CO2 neutralt

Rosa Christensen er født i Nordjylland i 1957 og bor i Glyngøre

I Bagedysten 2017 nåede Rosa til semifinalen og blev kendt for sit hashtag #Bagedystvinder2017

ROSAS 5 GODE RÅD TIL DIG, DER PLUDSELIG BLIVER BERØMT:
1. Vær dig selv

2. Tag det fra oven og ned

3. Nyd det, så længe det varer – man ved aldrig hvornår det stopper

4. Gå efter de sjove oplevelser, der følger i kølvandet

5. Pas på dig selv, og husk, at det også er ok at sige nej