Reklame

Tekst: Majbritt Mikkelsen 

Foto: Preben Stentoft

Ærligt. Det er en lidt fesen fornemmelse, da min VW Lupo triller ind på parkeringspladsen foran CULTs domicil i Lystrup ved Aarhus. Den kan uden besvær pakkes i bagagerummet på flertallet af de biler, der står linet up foran den grafitgrå bygning med det store, røde logo på gavlen. Gad vide, hvordan han er, manden bag MOKAÏ og alle energidrikkene? Ham, som jeg er kørt herud for at møde og som ifølge min research har en iværksætterhistorie med vildskab, galskab, garageløsninger og gang i gaden?

Kom nu bare i gang… Du kan altid rette til senere!

 

Cola & coolness

”Hej. Hvad kan jeg hjælpe med?” Jeg når dårligt at sætte foden på det blankpolerede gulv i receptionen, som slet ikke er en reception, men nærmere en slags banegårdshal med loungemøbler og en rutchebane i midten, før en venlig sjæl har noteret sig min ankomst og vist mig op af trappen i retning af Brians kontor. En rutchebane…

”Hej! Hvad har du lyst til at drikke?” Brian rejser sig i samme sekund, jeg stiller mig i døråbningen. ”Ja, eehh, en… cola, hvis du har.” Jeg når dårligt at sige tak, før han er sprunget af sted i retning af køleskabet. ”Hvis du har… ” Flot! Manden sælger dem jo, for f*nden! tænker jeg ved mig selv, imens jeg ser mig om i det stramt indrettede kontor og overvejer, om det nu også er en god idé, at jeg har ladet mine Facebook venner stille spørgsmålene til Brian frem for selv at forme dem. Han er hurtigt tilbage. ’Tssss’ lyder det fra CULT colaerne, da trykket går af dåserne. ”Skål! Og velkommen til!”

Den dårligste beslutning. Ever.

Brian synes, at ideen om Facebook spørgsmål er fed, så vi starter med at afklare, hvad der er hans ringeste beslutning til dato. ”Det var uden tvivl, da vi valgte at drive vores eget cykelhold i stedet for at være sponsor,” lægger Brian ud og fortæller: ”forhistorien er, at vi i 2013-14 var sponsor for et hold, der vandt mere end tredive sejre om året. Det kørte virkelig for os, så vi blev talt varme på ideen om at sponsere et hold, der skulle gå internationalt.

Den manøvre viste sig dog hurtigt at være en nitte, da det gik op for os, at de andre sponsorer var forduftet. Pludselig stod vi tilbage som eneste sponsor overhovedet, men da hang vi på den. Holdet bar jo allerede vores navn, så vi besluttede at drive det selv. Det er en lang og træg historie, men at tro, at vi skulle drive cykelhold var virkelig en tåbelig – og dyr – beslutning. Vi laver drikkevarer, for dælen.”

Og den bedste?

”Den bedste var at starte CULT på trods af, at jeg ingen forstand havde på drikkevarer.” Brian læner sig lidt tilbage. ”I midten af 90’erne drev jeg diskoteker i det aarhusianske natteliv og gik rundt og manglede en drik, som gjorde, at gæsterne blev lidt længere. Det er den korte historie.” Men hvordan i alverden omsætter man den slags idé til handling, tænker jeg og får øje på et af de mange citater, der pryder væggene hos CULT: ’Challenge the ordinary. By thinking differently to constantly improve’. Hmm… deri ligger måske noget af svaret.

Jeg kigger over på Brian, der læner sig frem igen: ”Jeg tror egentlig, at jeg altid har været handlekraftig. Hvis jeg sætter mig noget for, kommer det også til at ske. Så jeg kontaktede de eksisterende leverandører af energidrikke, men ingen ville snakke med mig. De havde helt styr på, hvad der skulle ske i Danmark. Den eneste mulighed var en fyr i Tyskland, der ejede et brand ved navn CULT. Den virksomhed var i øvrigt ikke for godt kørende, så jeg fik lov at købe rettighederne til Danmark.”

Brian var i gang. For at minimere udgifterne drev han virksomheden fra forældrenes garage i Egå og kørte selv ud med varer til den håndfuld af jyske og københavnske diskoteker, som havde sagt ja til at forhandle CULT. I 2008 overtog CULT rettighederne til resten af verden, og i 2010 var den oprindelige tyske forbindelse reduceret til en parentes i historien.

Brian CULT, CULT, Brian Sørensen

Urørlig. Næsten.

En vil gerne vide, hvad der har været altafgørende for CULTs succes. ”Nu er der jo ikke kun succes at finde i vores historik. Vi har flere gange prøvet at få slag over næsen. Som dengang vi i årevis havde siddet på omtrent 67% af det danske marked indenfor RTD produkter (Ready to drink), og det tæskede derudaf. Vi var de sejeste.

Eller det syntes vi i hvert fald selv, men så blev det 2008, og dér kom Sommersby, ” fortæller Brian med et eftertænksomt blik. Sommersbys entré på markedet sendte CULT – om ikke til tælling – så i hvert fald tilbage til virkeligheden: ”Det var et realitytjek af klasse og betød, at vi i en vis fart opfandt MOKAÏ, som kort og godt var nødvendig for vores eksistens. Man kan roligt sige, at vi vågnede op til dåd, og at ydmyghed fik en helt ny betydning – eller renæssance, om man vil. Man skal være taknemmelig for det, man har. Og igen… huske at holde snuden i sporet.”

The CULT rules

Men hvad med successen? Brian flytter sig tilbage i stolen, tager en slurk af colaen, som han stiller lydløst fra sig på det kraftige plankebord. Jeg fornemmer en tydelig stolthed, da han siger: ”Vi gør tingene på vores måde. Her er ikke så mange regler. Vi står selv for al promotion, hvilket i perioder også har været nødvendigt. CULT pigerne opfandt vi f.eks. på et tidspunkt, hvor pengene var små, og vi havde brug for nogen, der kunne se det som en livsstil at være med til at brande virksomheden.”

CULT, Brian CULT, Brian Sørensen, CULT piger

Nå, ja. CULT pigerne… Jeg kan sagtens huske de vovede reklamer med de solbrune, letpåklædte  piger og … Brian afbryder min tankestrøm: ”I den forbindelse startede vi vores eget reklamebureau. Det har været en af de bedste beslutninger vi nogensinde har gjort,” siger han og henviser til sin bror, hvis grafiske virksomhed har til huse i CULT bygningen og står bag hele det visuelle udtryk. ”Det kræver selvfølgelig, at man kan idégenerere og tænke udenfor boksen, så det har vi øvet os i.”

Arbejder aldrig

Og hvad er så Brians rolle i dag? Han har de rigtige folk ansat på de rette poster. Sydafrika og Brasilien er stærkt på vej som nye eksportmarkeder. Den matsorte Porschestår parkeret udenfor. Tingene kører. Så… ja, hva’ så? ”Nu har jeg jo lært, at man skal gøre det, man er bedst til. Derfor lader jeg andre om den daglige drift og bruger min tid på at udvikle og tænke i nye produkter. Det betyder, at når jeg er på ferie med familien, så går min kone i skobutikker, imens jeg er vild med 7eleven og tankstationer, hvor jeg trawler alle hylder med drikkevarer igennem,” griner han og konstaterer, at han i øvrigt aldrig føler, at han har arbejdet hårdt.

”Jeg har haft hårde perioder, hvor ting skulle løses for at komme videre, men for mig er CULT en hobby, ligesom andre går til fodbold. Mit job er ikke noget, jeg har skullet hente ekstra energi til, og jeg har ikke jagtet et mål langt ude i horisonten. Og præcis dét, tror jeg, er hele essensen i at få succes – og i begrebet ’lykke’. Der er ingen vej til lykken. Lykken er vejen. Derfor er mit bedste råd også til alle dem med en idé i maven; se nu bare at komme i gang. Man kan altid rette til senere.”

Brian kigger på mig med sit på én gang fokuserede og varme blik, før han rejser sig og glad tager imod fotografen, der også er ankommet for at få sin bid af historien.

Rutchebaneturen

Det sidste sætning funderer jeg lidt over på vej hen til rutchebanen, som på få sekunder tager mig fra førstesalen og ned til ikkereceptionen, hvor jeg lander med et klap på gulvet til stor morskab for tilskuerne. De få sekunder i høj fart minder mig om, at vi skal huske at lege mere. Det har jeg en fornemmelse af, at Brian husker. Det er under alle omstændigheder den tanke, der kommer til mig, da jeg sætter mig i bilen og triller ud af parkeringspladsen med billedet af hans tatovering på underarmen printet ind på nethinden: ’Time is the ultimate luxury. Invest it well.

 

Reklame