Reklame

Datingkonge og it-iværksætter Morten Wagner, der bl.a. står bag internetsuccerne Dating.dk og Trendsales.dk, investerer i nyt it-projekt. Allerede nu er der blevet budt over en kvart milliard i opkøbspris.

Opkøbet af Freeway-koncernen har ikke mættet den succesfulde iværksætter. Tværtimod. Morten Wagner har netop købt 10 procent af it-virksomheden AnyTech365, der på få år er vokset fra 75 til mere end 300 medarbejdere og med en omsætning på over 200 millioner kroner.

Drivkraften bag AnyTech365 er it-iværksætter Janus Rægaard Nielsen, som også er manden bag  MYMobileSecurity, der i 2013 blev solgt for et tocifret millionbeløb.                        

Nu har han formået at få AnyTech365, som er en it-virksomhed, der hjælper privatpersoner og små virksomheder med it-sikkerhed og support, på verdenskortet.     

– Det er egentlig ganske enkelt. Vi lever i en tid, hvor alt efterhånden er connected til internettet og almindelige mennesker har brug for hjælp til disse ting, siger Janus R. Nielsen.

Amerikanere byder en kvart milliard

I øjeblikket diskuteres der fremtid i ledelsen hos AnyTech365, da større amerikanske it-virksomheder viser stor interesse for den nystartede virksomhed. En af de største amerikanske virksomheder inden for it-support har netop lagt et bud på en kvart milliard danske kroner.

– I USA har ca 22 procent af alle husstande et abonnement på services, som vi leverer, hvor det i Europa kun ca er 5 procent. Det er et marked, der vokser ekstremt hurtigt, og amerikanerne ser derfor muligheder i at komme ind på det europæiske marked ved at købe os, lyder det fra Janus R. Nielsen, der endnu ikke har besluttet sig for at tage imod tilbudet eller ej.

Morten Wagner ser en stor fordel i at vente med at sælge til senere.

– Lige nu kører vi med et overskud på et par millioner euro, og kommer der flere investorer, der vil lege med, begynder det først at blive rigtig sjovt, siger Morten Wagner.

God investering

Sidste sommer trak Janus R. Nielsen den første gevinst i land ved at sælge 30 procent til nye investorer. Bare i år overstiger virksomheden et trecifret millionbeløb i danske kroner. Det er en femdobling på bare et enkelt år.

Morten Wagner kan allerede nu se at de 10 procent, som han gav under 5 millioner kroner for af egen lomme, viser sig at være en god investering. Det fortæller han til Børsen.    

Til dagligt bor Morten Wagner i Schweiz, men har to huse på den spanske solkyst, hvor AnyTech365 har hovedkontor.

Facts om AnyTech365

  • AnyTech365 blev stiftet i 2014, har danske rødder men hovedkontor i Sydspanien i Marbella.
  • AnyTech365 er en it-virksomhed, der hjælper privatpersoner og små virksomheder med it-sikkerhed og support.
  • Kunderne hjælpes vha. fjernstyringsprogrammet TeamViewer.
  • Virksomheden opererer med mere end 10 forskellige sprog.        
Reklame