Landets største grønne frisørkæde står midt i en hæsblæsende udvikling. Zenz har netop indleveret sit bedste regnskab til dato, og nu skal et voksende onlinesalg i Europa og Asien tredoble omsætningen.
Virksomheden Zenz har netop afleveret et rekordregnskab, der fortæller en sjælden historie om en frisørkædes forretningsmæssige succes med sit grønne koncept og holistiske fokus på sundhed og bæredygtighed inden for skønhedsbranchen.
Zenz omsatte i 2020 for 32,5 millioner kroner og opnåede et resultat på 3 millioner kroner efter skat. Omsætningen steg dermed 20 procent i forhold til året forinden og over 100 procent sammenlignet med 2017.
“På trods af, at salonerne har været lukket ned i tre måneder, ser det ud til, at vi kan fastholde vækstsporet på både omsætning og resultat. I år forventer vi at vokse med 40 til 45 procent og runde en omsætning på 50 millioner”, siger Jørgen Skjødt, der er medejer og administrerende direktør i Zenz, og understreger:
“Vores succes skyldes, at vi har arbejdet målrettet med vores grønne koncept og produkter med bæredygtighed og sundhed for øje. Det har været et fokus for os i mere end 20 år, så gennem de seneste år, hvor efterspørgslen på området er steget markant, har vi været på forkant med udviklingen.”
Ud over at drive frisørsaloner i Danmark har Zenz også franchise-saloner i Holland og på Island og egen produktlinje med plejeprodukter, der anvendes hos mere end 400 danske frisører og sælges til frisører over hele verden.
Global ekspansion
Siden 2017 har virksomheden fordoblet staben, så der i dag er omkring 100 medarbejdere. Alene i 2020 har Zenz åbnet tre nye saloner på Sjælland og opstartet distribution af frisørprodukter i hele Norden, Holland, Tyskland og Frankrig. I år er der yderligere kommet distributører til i Australien og Polen.
“Vi er på vej med distributører i flere lande, og derudover fokuserer vi i øjeblikket på e-commerce, som vi er ved at starte op i Tyskland, Holland og Asien. I forlængelse af den digitale satsning regner vi med en højere vækstrate fra 2022, og i løbet af de kommende to til tre år forventer vi at runde 100 millioner i omsætning”, siger Jørgen Skjødt.
Størstedelen af indtægterne kommer i dag fra frisørsalonerne i Danmark mens eksporten af produkterne kun står for omkring 15 procent af omsætningen. Hos Zenz vurderes det dog, at eksportdelen vil udgøre mere end halvdelen af virksomhedens omsætning i løbet af tre til fire år.
Ikke et offer at være grøn
Udover ekspansionsaktiviteterne har Zenz for nylig lanceret den nye produktlinje, ZENZ Version 2.0, hvor kunderne kan få genopfyldt produkterne i salonerne, emballagen er lavet af genanvendt plastik, og indholdet er så vidt muligt økologisk. Så længe man arbejder seriøst og målrettet med bæredygtighed går det ifølge Jørgen Skjødt fint hånd i hånd med god forretning.
“Det er i vores dna at skabe en grøn omstilling i skønhedsbranchen, og når man gør sig umage, er der løsninger, der gør det muligt, uden det bliver dyrere. Ved at arbejde struktureret med at udvikle bæredygtige løsninger har vi kunnet holde priserne inden for det normale. Stik imod det gængse rationale, er vores produkter ikke blevet dyrere at producere, og det har ikke udfordret vores indtjening”, siger Jørgen Skjødt.
FAKTA
ZENZ er med 10 egne saloner og 8 Green Partners Danmarks største grønne frisørkæde. Med fokus på sundhed, bæredygtighed og økologi åbnede den første salon i 1999, og i 2010 lancerede virksomheden sin egen produktlinje med professionelle plejeprodukter, som i dag sælges til frisører i hele verden.