Der var engang, hvor vildmarksbade mest hørte til blandt hardcore naturelskere med hang til biodynamik og klid i kilometervis. En fordom? Måske, men disse år mærker Cold Hawaii Vildmarksbad stigende efterspørgsel blandt helt almindelige mennesker på wellnessudstyr til hjemmebrug.
Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Preben Stentoft
Sommeren 2018 viste sig fra den pæne side. På én af de varmeste dage trak Bizz Up i badetøjet og sprang i baljen hos Cold Hawaii Vildmarksbad for at tage temperaturen på en af tidens hotte tendenser. En af mændene bag succesforretningen er Ivan Michelsen, der bruger sin egen baghave i Silkeborg som showroom.
Rendyrket kvalitet
Snakken er hurtigt i gang, når man sidder på en bænk i 30 grader varmt vand under åben himmel. Rundt om os står de mange produkter linet up; vildmarksbad, børnepool, dampsauna, campinghytte, pavillon som kan laves om til shelter og et koldtvandskar. Her er noget for en hver lyst, smag og pengepung. Ivan lægger ud: ”Vi er Danmarks ældste vildmarksbadsproducent med et sortiment, der rammer bredt; nogle er til vand, andre til damp eller blot dét at opholde sig i naturen. Fællesnævneren er den høje kvalitet, hvor der er kælet for detaljen og hvor funktionaliteten er i top.”
Virksomhedens produktion ligger i Nors i Thy, tæt ved Klitmøller aka Cold Hawaii og er dermed den eneste skandinaviske vildmarksproducent, der rent faktisk producerer i Skandinavien. Materialet er sibirisk gran, som i modsætning til dansk gran vokser langsomt grundet temperaturen i Sibirien og derfor ligger i superligaen af grantyper. Sibirisk gran vejer næsten lige så meget som bøg og er perfekt til denne type produktion.
Heat it up!
Et vildmarksbad, som det vi sidder i, kan bruges året rundt; koldt, når det er varmt og varmt, når det er koldt. Tænd op, spring i, spring op, læg låg på, gå i seng, stå op, spring i, og vandet er stadig 30 grader varmt. Også om vinteren ved minus 10 grader. Ivan siger: ”Det er afgørende, at karret holder på temperaturen, og at opvarmningen ikke tager for lang tid. Så får folk ikke brugt deres bad eller sauna. Tænk på, hvor mange saunaer, der bliver brugt til opbevaring af haveredskaber i stedet for at blive anvendt, som de er tiltænkt – nemlig til velvære og afslapning.”
Opvarmningen tager ca. 60 – 90 minutter og sker ved, at vandet cirkulerer gennem en udvendig ovn, der varmer vandet op til 60 – 70 grader og sender det tilbage i karret. Ivan tilføjer: ”Samtidig har karret en indvendig, superstærk men fleksibel coatning, som sikrer, at vandet ikke kommer i kontakt med træet, hvor bakterier kan udvikles. Coatningen er desuden så ren, at du uden problemer kan drikke vandet fra karret, hvis det ikke var fordi, man skulle bade i det. Coatningen er sågar godkendt til fødevarer.”
Vildmarksbad er en menneskemagnet
Ivan oplever kundernes begejstring på tæt hold: ”Når en kunde køber et vildmarksbad eller en sauna, går der kun 24-48 timer, før det første billede ligger på Instagram eller Facebook. De deler deres begejstring helt af sig selv, og derved kommer vores budskab vidt omkring. Folk sender mails og fortæller om, hvordan familie og venner oftere kommer på besøg, fordi vildmarksbadet er populært. Det er ikke unormalt, at gæster spørger, om de ikke skal tage deres badetøj med.”
Billederne på de sociale medier bliver også brugt som inspiration til, hvordan andre kan indrette deres have med et vildmarksbad.
Vild med vildmarken
Salget af vildmarksbade er steget støt de seneste 3-4 år. Men hvorfor denne tendens? Ivan siger: ”Det ligger i tiden at passe på sig selv med sund kost, motion, frisk luft og afslapning. Folk er blevet vant til at prioritere og bruger gerne penge på wellness i alle afskygninger. Og så er der noget fedt ved at have tingene tæt på. Derfor. Desuden har mange også økonomisk råderum til at gøre det.”
Målgruppen er bred. Ivan og hans makker sælger til kunder i alderen 30 til 70 år, og typisk familier: ”Et vildmarksbad, en sauna eller et shelter er en fed ting at være sammen om som familie. Vi oplever også mange, der køber flere produkter, som kan bruges i kombination med hinanden.”
Fremtiden – hot or not?
Men har interessen for denne slags luksusting det ikke med at brænde ud? Kan en virksomhed som Cold Hawaii Vildmarksbad holde gryden i kog? Ivan siger: ”Det har vi naturligvis en strategi for. Vi udvikler lige nu produkter til brug i sommerhalvåret som fx vores pavillon, der med få greb kan laves om til shelter eller bruges som ekstra overnatningsmulighed. De fleste saunaer kan nu bygges om til anneks på kun ti minutter, og tilbehøret kan stå ude hele året i vores nye madrasboks med skjult ventilation, så madrassen ikke mugner, og så rotter og mus ikke flytter ind. Det er blot ét eksempel, så vi arbejder konstant på at udvikle eksisterende og nye produkter.”
Det er blevet tid til at stå op af det varme vand. Et koldt gys venter. Måske det alligevel er værd at overveje at greb i lommen og et klik på webshoppen. Fordi så simpelt er det. Folk ved, hvad de vil have. Og lige nu vil de have baghavewellness for alle pengene.
FAKTA OM COLD HAWAII VILDMARKSBAD:
- Cold Hawaii Vildmarksbad er grundlagt i 2014 i Klitmøller
- Showrooms i Silkeborg, Løgstør, Egå, Middelfart, Aarhus Ø og Lund (Sverige)
- I april 2019 åbner Showroom Hvide Sande
- Kommende nyheder: 5 års jubilæums ´modeller til foråret. GSM-modul lige landet, så man kan fjernstyre sin sauna med el-ovn fra sin mobiltelefon (eneret hos os)