Kabeltromlen puster nyt liv i gammelt træ, når træ og produkter fra industrien forvandles til moderne møbler til både inde og ude. Virksomheden har fået god vind i sejlene fra blandt andet en Løvens Hule-investering og Corona, som ”satte ild til” danskernes trang til at lave flere gør-det-selv projekter.

Tekst: Lise Korsgaard
Foto: Kabeltromlen

Kabeltromlen, iværksætteri, Bizz UpBrugsspor og patina er en del af produktet

Da Palle Top i 2014 startede Kabeltromlen, var det fordi han trængte til et skift fra bankbranchen. Han havde ingen erfaring og er autodidakt i forhold til at arbejde med træ og produkter fra industrien.

Gennem den seneste årrække har møbler af traller fundet vejen til danskernes hjerter, og de er derfor særdeles populære i indretningen til både inde og ude. ”Brugsspor og patina er en del af produktet hos Kabeltromlen,” fortæller Palle og fortsætter; ”produktets tidligere liv og dét at hvert møbel har sin egen historie, brugsspor og særpræg, der giver autenticitet og varme til indretningen, som kunderne efterspørger.”

Kabeltromlen har i dag fire fuldtidsansatte og sælger både gennem webshop og en stor butik i Hasselager ved Aarhus. Sortimentet spænder mellem alt fra kontorinteriør og boligindretning til møbler og indretning til haver, caféer og restauranter. De sælger både til private og erhverv og har egenproduktion i Hasselager, hvilket gør det muligt at tilpasse møblerne til kundens behov og ønsker.

Løvens Hule og Corona

I begyndelsen af 2019 optrådte Palle i ‘Løvens Hule’, hvor han fik en investering på 600.000 af den erfarne erhvervsmand og investor, Jan Lehrman, for 20 % af sin virksomhed.

Jan faldt for Palle og ambitionen om at upcycle og give nyt liv til ting, der oprindeligt har været tiltænkt noget andet. At omdanne materialer fra industrien og give dem en ny funktion som rustikke møbler i den moderne nordiske indretning.

Virksomheden mærkede for alvor værdien af at have en dygtig investor ombord, da Corona satte sine beskidte tænder i Danmark og lukkede landet ned. Der blev trukket i arbejdstøjet og Palle og hans team iværksatte en proaktiv kampagne i samarbejde med Jan Lehrmann og teamet i Lehrmann Ventures. En kampagne som gik hånd i hånd med den stigende efterspørgsel og det behov for udeliv og indretning, som pludselig havde plantet sig i de danske hjem.

Jan Lerhman er fortsat en del af ejerkredsen og hjælper Kabeltromlen med at effektivisere interne arbejdsprocesser og videreudvikle virksomheden.

Virksomheden mærkede for alvor værdien af at have en dygtig investor ombord, da Corona satte sine beskidte tænder i Danmark og lukkede landet ned.

Kabeltromlen, iværksætteri, Bizz Up

Udvidelse i produktporteføljen

Det startede med borde ud af kabeltromler og fortsatte derfra med flere møbler lavet ud af træ fra industrien. Men Kabeltromlen stopper ikke her. Der er udvidet i produktporteføljen med blandt andet knagerækker, rumdelere, plantekasser, køkkenreoler og meget mere.

Palle har haft stor succes med at fange sine kunder ved at producere inspirerende indhold på Kabeltromlens SoMe-kanaler. Derved har kunder og potentielle kunder fået et dagligt indblik i forskellige indretningsmuligheder og er blevet informeret om nye produkter på webshoppen.

Ambitiøse planer for fremtiden

I fremtiden har Kabeltromlen ambitiøse planer for forretningen. De giver deres kunder mulighed for at skabe et gennemgående look i hjemmet. Det gør de med en løbende udvidelse af produktlinjen til de enkelte rum i hjemmet. Derudover ønsker Kabeltromlen fortsat at nå bredere ud på markedet og blive et oplagt valg, når danskerne er på udkig efter moderne og anderledes produkter til hjemmet.

”Kabeltromlen er nu nået til det punkt, hvor vi er ved at koble forhandlere på vores produkter til – både inde og ude. Et nyt marked som vi har glædet os meget til at bevæge os ind på. Fremtidsmæssigt er der også planer om at skulle levere til andre lande – vi vil generelt gerne udbrede og dele vores passion for nordiske og rustikke møbler.” fortæller Palle.