Iman Aharrar var endelig klar til at omfavne sine naturlige krøller, derfor gik hun på jagt efter de rigtige produkter til krøllet hår – men det danske marked var tomt. Hun måtte købe produkter hjem fra udlandet og tænkte, at andre måtte have samme problem. Derfor startede hun virksomheden, Curly Girl Approved, der formidler produkter til krøllet hår – blot 20 år gammel og midt i sit sabbatår.

Tekst: Regitze Steensgaard
Foto: Per Arnesen

Da Iman Aharrar den 14. januar 2021 trådte frem i Løvens Hule på DR1, var det anerkendende ord, der blev givet med på vejen. Alle fem ”løver” tilkendegav, at de selv havde haft svært ved at style deres krøller. Dog købte ingen af løverne sig ind i Curly Girl Approved, da det kom frem, at Iman Aharrar læser på universitet. Bizz up har efterfølgende talt med Iman Aharrar for at få en snak, om hvordan det er at drive virksomhed og studere på samme tid.

”Siden jeg var lille, har jeg altid haft mange ideer. I mit sabbatår kunne jeg endelig tage springet som selvstændig”  

Iman Aharrar fortæller, ”da jeg så, at der var en mangelvare på det danske marked, gik der kun fire uger fra idé, til at hjemmesiden var oppe at køre”. Hun har igennem hele sin folkeskoletid haft mange kreative forretningsideer, men grunden til, at hun endelig kunne starte virksomhed, var, at hun stod midt i sit sabbatår og tjente sine egne penge.

Selvom virksomheden, Curly Girl Approved, blev til i Iman Aharrars sabbatår, skulle det ikke stoppe hende fra at studere. Nu halvvejs igennem sin bachelor, formår hun at leve en hverdag, som gør det muligt.

”Jeg sørger for at sætte mine gøremål i kalenderen, så jeg kan få et overblik over det, som skal laves. Jeg fandt ud af, at jeg læser bedst om aften. Derfor bruger jeg morgentimerne og eftermiddagen på at tage mig af det administrative i virksomheden. Jeg er dog ikke for streng ved mig selv, da jeg tror, det vil give én unødvendig stress. Jeg sætter nogle mål fremfor en stram dagsorden”, fortæller Iman Aharrar. Hun runder af med at sige, at det fungerer godt for hende, at dagen er løs og ikke for struktureret, hun skal blot nå sine mål.

Den viden, som du får fra uddannelsen, kommer til at tjene dig, når du skal drive en virksomhed

Selvom det er en balancegang at nå studiet og drive en virksomhed, så ved Iman Aharrar, at hun kan bruge mange aspekter fra studielivet i erhvervslivet. Når det hele er mere spændende i virksomheden, og hun foretrækker at bruge sin tid der, så husker hun sig selv på, hvad uddannelsen giver. ”For mig giver det så meget at få hele indblikket i informationsvidenskab og at lære om IT, og selve studielivet giver meget erfaring og udvikling på det personlige plan. Du får disciplin og lærer at skulle overholde deadlines på opgaver. Derudover, så får man meget erfaring i teamwork, som kan bruges på arbejdspladsen”, fortæller Iman Aharrar. Hun tror på, at den proces, som man gennemgår på en uddannelse, kommer til at tjene en som erhvervsdrivende.

Gode råd fra en ung iværksætter

”Når du står og skal finansiere det hele selv, så sørg for at gøre det så simpelt som muligt. Der er rigtig mange abonnementsløsninger, når det kommer til markedsføring og webshops”, fortæller Iman Aharrar, som også beskriver vigtigheden i, at man ikke behøver at investere i den dyreste udbyder af for eksempel hjemmesider osv.

Hun pointerer, at Facebook rummer et kæmpe iværksætternetværk, hvor man kan finde vejledninger og anbefalinger fra erfarende iværksættere.

Iman Aharrar fortæller videre og indrømmer med et varmt grin, at hendes svageste side er tal. ”Hvis der er noget, som jeg ikke har styr på, er det tal og regnskab. Et godt råd er at outsource det, som du ikke er stærk i. Erkend overfor dig selv, hvor er det, du virkelig har dine evner”, fastslår hun.

Hun er stadig den eneste ansat i firmaet, men hun har for et halvtår siden outsourcet sit lager, da hun ønsker at bruge sin tid på det, som hun brænder for. ”Glem ikke at reflektere over hvad det er, som du brænder for, da det netop er det, som vækster virksomheden. Dog har jeg kæmpet i halvandet år, før jeg nåede dertil, hvor det var muligt, da jeg kun havde min egen pengepung at tage fra.”, slutter hun.

Curvy Girl Improved, Løvens Hule, Bizz Up

Løverne bed ikke på, men det gjorde kunderne

Efter udsendelsen på DR1 har Iman Aharrar mærket en stigning i interessen for Curlygirlapproved.dk. ”Mængden af ordrer og antallet af besøgende på hjemmesiden er helt sikkert steget. Førhen købte kunderne kun to til tre produkter, men nu ser jeg, at folk køber fem til seks produkter ad gangen”, fortæller hun.

Hun har for to måneder siden lanceret sine egne produkter, som blandet andet er ”curly” accessoires, og hun er i gang med at udvikle flere produkter, som udkommer i løbet af 2021. Hun fortæller stolt, at produkterne allerede forhandles ved tre frisører. ”Et mål for 2021 er helt sikkert at brande ”curly girl”- metoden, men også at nå ud til flere fysiske butikker”, understreger Iman Aharrar.

Hendes virksomhed, Curly Girl Approved, har en verdensomspændende forsendelse, men de lande, som Iman Aharrar primært sælger til, er Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Frankrig. ”Det, at skønhedsidealet nu omfavner vores naturlige udseende, og krøller er noget, som man har for livet, tror jeg på, kan skabe en vækst for mit brand” slutter Iman Aharrar.

 

 

Fakta om Iman Aharrar

  • Studerer informationsvidenskab på Aarhus Universitet
  • Stiftede virksomheden Curly Girl Approved i november 2018
  • Forhandler produkter fra forskellige brands til krøllet hår
  • Begyndte i 2020 at producerer accessoires til krøllet hår
  • Se mere på curlygirlapproved.dk