Det er så inspirerende, når nogen tør at være den dumme.

Måske kender du ham som Praktikanten fra Det Nye Talkshow. Ham med det afventende smil, som blev kaldt medieluder af Anders Lund Madsen i bedste sendetid. Eller måske kan du huske, da han fornærmede Lisa Lents, bedst som hun havde gennemført en ellers fejlfri tango i Vild med Dans?

Thomas Skov er redaktør på podcasttjenesten Podimo, foredragsholder, forfatter og radiovært. Men offentligheden stifter først og fremmest bekendtskab med ham som Praktikanten på radioprogrammet “De Sorte Spejdere” i 2008, og efterfølgende fra tv-programmet “Det Nye Talkshow med Anders Lund Madsen” i 2009. Siden har han medvirket i flere realityprogrammer og har haft sine egne programmer, som Verdens Bedste Tv-program og Høflighed på 100 dage. Han er en bundsolid, jysk knægt fra Sdr. Felding, som har en pjusket ræv bag øret og en udtalt forkærlighed for fleeceveste. Han er gift med Emilie Bruhn, far til Ellen, Otto og Aksel, og skriver blogindlæg med titler som ”Jeg skal have to træstammer, tak” og ”Med Gulddreng på Dølle Fjelle Musse-marked”. Og så styrer han komplet kontra på sit image som familiefar, når man tuner ind på hans podcast og hører ordet ”buttplug”, inden mælken når at blande sig med kaffen.

Jeg har netop overværet Thomas’ foredrag sammen med den mangeårige kammerat Emil Thorup. Et fnisende sammensurium af underspillet perversitet og blændende kemi, som efterlod mig med mascara ned ad kinderne. Så meget for at dulle sig selv lidt inden det store interview. Men nu er vi altså på vej ud af byen i Thomas’ Volvo, og jeg overvejer det fornuftige i at befinde sig i en bil sammen med en fotograf og en mand i fleecevest, som nu triller ind på parkeringspladsen ved et nedlagt dambrug uden for Viborg. Jeg bekræfter mistanken om børnesikring på bagsædet, og trøster mig ved tanken om, at jeg i det mindste ikke har spottet en sæk kalk i bagagerummet.

”Vi skal selvfølgelig ikke være dygtigere, indtil vi falder døde om. Men man må godt udvikle sig. Jeg tror på, at den udvikling sker, når man er sammen med nogen, der kan noget, man ikke selv kan”.

Det er vigtigt at omgive sig med nogen, som er dygtigere end dig

Spøg til side, så var der selvfølgelig en sæk kalk i bagagerummet. Nej, men Thomas og jeg skal (heldigvis) også snakke om noget helt andet. Han vil gerne snakke om det at omgive sig med nogen, som er dygtigere, end man selv er – for så bliver man nemlig selv dygtigere. Og det vil jeg godt bore lidt ned i, for skal man egentlig det? Altså, være dygtigere? ”Nej, det handler ikke om, at man skal være dygtigere hele tiden. Det må jeg hellere slå fast fra starten. Det er utrolig trættende at følge med livet, hvis man aldrig må være tilfreds med det, man har,” siger han, mens vi går langs søen og betragter fotografens krumspring for at få et afslappet slendre-billede i kassen.

”Jeg behøver jo ikke engang nævne Instagramkulturen for at få pointen frem i, at vi selvfølgelig ikke skal være dygtigere, indtil vi falder døde om. Men man må godt udvikle sig. Jeg tror på, at den udvikling sker, når man er sammen med nogen, der kan noget, man ikke selv kan. Der kan opstå en kemi mellem mennesker, som er så speciel, at man bare ved, der kommer til at ske noget fedt. Det er det, jeg mener med, at du bliver dygtigere af at omgive sig med folk, som kan noget andet, end dig,” uddyber han.

Det er så inspirerende, når nogen tør være den dummeste i rummet

Thomas Skov vokser op i Sdr. Felding i Midtjylland, og fortæller uden at lægge skjul på sin stolthed, at familien er den første i området, som får en bil med centrallås. Han har haft en ikke ubetydelig karriere som medarbejder på Restaurant Bones, og man kan finde ham dansende på Youtube i en regn af glitter, hvor han fortæller om sin drøm om at blive verdens bedste journalist. Det virker derfor nærliggende at spørge ham, om han altid har været ambitiøs? Ræven smiler bag øret, men nok mest over det med glitter. ”Lige den video var en reference til Tina Lund, som havde en lignende intro til et realityprogram på det tidspunkt”, fortæller han. ”Så jeg vil ikke sige, jeg er ambitiøs. Jeg kan godt lide at være i centrum, men jeg har ikke brug for at være den dygtigste. Faktisk mener jeg, det er vigtigt at turde være den dummeste i rummet engang imellem,” fortsætter han.

Thomas uddyber, at han synes det er inspirerende, når nogen tør at vise, de ikke ved det hele. Han nævner Anders Lund Madsen, som har inspireret Thomas til at udfordre situationen og ikke altid at stille de åbenlyse spørgsmål. ”Han har altid været et vigtigt forbillede, også når han lod som om, han ikke vidste, hvad der foregik,” fortæller han. Han nævner en bestemt episode i 1996, hvor Anders Lund Madsen er til OL i Atlanta. Hér spørger han det amerikanske basketball-landshold, hvorfor man egentlig får 2 point, når man scorer? ”Jeg blev enormt inspireret af, hvad der skete lige dér. For han kigger på historien, og går efter noget, de andre slet ikke ser. Han udfordrer situationen, og stiller et helt uventet spørgsmål. Og lige dér kan der jo ske hvad som helst. Det er enormt spændende at udforske det rum. Han har været og er stadig en person, jeg lærer meget af,” funderer Thomas.

”Man skal stræbe og have ambitioner, men det handler ikke om, at man skal have ens sokker på. Det handler om at være den, der gør noget”.

Nogle gange må man godt bare slappe af og skrive en børnebog

I forhold til Thomas Skovs eget arbejde er der heller ingen tvivl om, at grænserne er blevet udfordret, skubbet og måske endda gennempløjet. Da jeg beder Thomas om at nævne sin mest grænseoverskridende oplevelse som journalist, har jeg selv et væld af episoder i tankerne, som fik mig til uvilkårligt at prøve at hive min kæbe op over hovedet og synke, for at få det hele til at forsvinde. Men i stedet for at nævne den famøse hilsen i Vild med Dans, eller hans interview med en ilter Ghita Nørby, så fortæller han om sit første job i radioen som Praktikanten i de Sorte Spejdere.

”Altså, jeg har egentlig altid godt kunne lide den grænsesøgende og sorte form for humor, bare jeg kunne have mig selv med i det. På min første opgave med Anders og Anders (red. Breinholt og Lund Madsen) var jeg med til et løb, som var arrangeret af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det var noget med, at alle hans Facebook-følgere skulle stikke af fra ham. Jeg var med på live radio over telefonen. Anders og Anders beder mig så om at løbe op til Anders Fogh, stille ham et spørgsmål, og stikke af med det samme. Manden var omgivet af PET, og jeg havde aldrig mødt en statsminister før. Så da jeg stikker af, inden han når at svare på mit spørgsmål, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er på hjemmebane længere. Men jeg kunne også mærke, hvor fedt det var at gøre noget, som ingen andre turde. Den tilgang endte jeg med at benytte mig meget af i min spæde start som journalist. Nu har jeg det lidt sådan, at man også godt bare må slappe af og skrive en børnebog,” smiler han.

En god bordherre sørger for, sidemanden føler sig interessant

Thomas fortæller, at han også har nogle oplevelser med i rygsækken fra personer, som har inspireret ham på det private plan. Han nævner Emil Thorup, som har lært ham, at vi kan gøre andre mennesker gode. ”Emil siger altid, at en god bordherre sørger for, at sidemanden føler sig interessant. Jeg synes, det er en fin tanke, at vi kan hjælpe hinanden op – i alle sammenhænge,” forklarer han. ”Man kan jo bruge det i alle situationer, også de ubehagelige, hvor man lige kan trække vejret og tænke, hvordan kan jeg påvirke den hér situation, så den vender sig? Hvordan kan jeg bruge min adfærd til at få det bedste ud af et andet menneske?” Da Thomas’ morfar for nylig gik bort, var det i forbindelse med mindetalen, at det gik op for Thomas, hvordan han havde været et menneske, man kunne se op til. Han var simpelthen altid positiv. ”Han stod så levende for mig dér, hvor jeg forstillede mig, hvordan han gik og fløjtede og aldrig nogensinde var negativ omkring noget som helst. Den energi og det livssyn gad jeg godt at have. Jeg bilder mig ind, at jeg er et positivt menneske. Men vi er mere egocentrerede end tidligere generationer, og jeg synes virkelig, det er værd at lade sig inspirere af folk, som evner at finde taknemmeligheden frem,” fortsætter han.

Man må godt have lyst til leverpostej

Nu hvor snakken blev noget om livssyn, kan jeg ikke lade være med at spørge Thomas, om vi overhovedet egner os til den udvikling. Om ikke mennesket i virkeligheden er et komfortvæsen, som ikke trives i jagten? Han svarer, at vi måske er en blanding, som stråler, når vi tør at følge vores instinkt, men også har brug for fast grund under fødderne.

”Man behøver ikke se på livet som det ene eller det andet. Den spændende udvikling, vi har snakket om, sker jo netop, når man bevæger sig væk fra det behagelige, og udfordrer rammerne for den situation, man står i. Men der må jo også godt være holdepunkter, som føles trygge og konstante. Dér hvor man kan regne med, hvad der skal ske, hvor der er leverpostej og en pensionsopsparing. Så kan du finde andre områder, hvor der kan sprælles lidt. Jeg synes, jeg har grebet de muligheder, der er dukket op, og søgt de ting, der har givet mening. Jeg har rykket på en masse områder, som jeg gik efter, fordi det var sjovt. Men i andre sammenhænge har jeg da også lavet noget, som handlede om, at der skulle drives en indtægt. Det skal der også være plads til, og så kan man være en inspiration en anden gang.”

Det vigtigste er drive

Mens vores gåtur så småt drejer sig tilbage i retning mod parkeringspladsen, runder vi også af på emnet i forhold til at blive inspireret og selv være en inspiration for andre mennesker. Jeg vil gerne vide, hvordan hele den tankegang påvirker Thomas i rollen som far til Ellen, Otto og Aksel. Han fortæller, at han først og fremmest gerne vil vise dem, at det med at udvikle sig ikke handler om perfektion. ”Man skal stræbe og have ambitioner, men det handler ikke om, at man skal have ens sokker på,” forklarer han. Det handler om at være den, der gør noget. At man får noget ud af sin hverdag og tager initiativet. Lige nu kan det være noget simpelt, som at de inviterer nogen over at lege. Senere i livet bliver det skaleret, og hvis man lærer at turde tage en chance, så er det langt federe, end at komme ind på en uddannelse med skrappe optagelseskrav.

Thomas fortsætter med et eksempel, for bogprojektet Snip Snap Snork, som han har skrevet sammen med hustruen Emilie og tegneren Martin Sommer, er faktisk et resultat af en spontan samtale på Instagram. Han fik en besked fra Martin, som havde lyst til at illustrere projektet, og det blev starten på et samarbejde og et professionelt venskab. ”Vi supplerede hinanden godt. Nøjagtig som vi talte om, når kemien bare er rigtig. Det viste sig bagefter, at han også er musiker – og pludselig havde vi sange til historierne i bogen, med Martin på klaver og Emilie som vokal. Vi er en trio, som helt afgjort kan noget forskelligt, som bliver godt i kombinationen. Det er jo bare startet af, at nogen tog en chance. Når det så også føles som et fedt projekt, er det fordi vi kan noget forskelligt, og gør hinanden bedre på den måde,” slutter han.