May-Britt Hestehauge Berghof har ét budskab til alle, der går rundt med en hed drøm om at starte egen webshop: ”Just do it!” Hun har også et par andre råd, da dét at starte egen shop ikke altid er heeelt så enkelt, som det ser ud

 

I november 2016 åbnede May-Britt Hestehauge Berghof webshoppen Maribi.dk. Her er der stof i lange baner til alle dem, der er vilde med at sy. Shoppen er kommet godt fra start, og May-Britt har allerede kunder i ind- og udland. Hun opfordrer alle med en webshop i maven til at prøve eventyret af, selvom der ikke hersker tvivl om, at dét at starte egen webshop ikke er en ’walk in the park’. May-Britt siger: ”Shoppen har været undervejs i over et år, men ting tager som bekendt tid. Dét, man tror, man fixer på en formiddag, kan vise sig at tage en hel uge.”

Skræddersyet løsning eller ej?
Men helt ærligt, hvor svært kan det være at sende en shop i æteren? Handler det ikke bare om at købe en færdig shopløsning, og så er man flyvende? May-Britt fortæller: ”Jo, der er masser af firmaer, som tilbyder at klare det hele, men jeg skal altså sælge pænt mange meter stof, for at tingene bare går i nul. Derudover har det været vigtigt at være med gennem hele processen, især i forhold til valg af platform. Jeg har det bedst med at være uafhængig og selv kunne operere i systemet fremfor at sidde på distancen af min egen virksomhed og være tvunget til at ringe supporten op, hver gang jeg har brug for hjælp. En løsning som min kræver både tid og tålmodighed. Til gengæld er det ekstremt lærerigt.”

 

Alt det, som ingen ser
Noget af det der har overrasket May-Britt er alt det skjulte arbejde og mængden af forbrugt tid, der ligger bag opstart og drift af en webshop. Hun siger: ”Jeg fik mit CVR nummer i maj og regnede med, at shoppen ville være i luften til august. Men vi var fremme ved november, før vi var klar. Først er der stillingtagen til platformen, som skal fungere optimalt i forhold til købsflowet. Så er der betalingsformer, forsendelse osv. osv. Bare for at nævne et par stykker. Bagefter kommer de sociale medier og ikke mindst lækkerhedsfaktoren overfor Google, som for en webshop er alfa omega med både fotos og tekster. Synlighed på Google kræver konstant opmærksomhed og indsats. Never ending story.”


Én ting ad gangen
Som ny webshopejer kan det være fristende at udvide varesortimentet for at booste omsætningen. Men den øvelse kan være farlig, mener May-Britt: ”Jeg har selv prøvet at blive fristet af varer, som kunne være fede at sælge i shoppen, men som ikke rammer plet. Min oplevelse er, at man hurtigt kan bevæge sig ud af en tangent, hvor man glemmer sin primære målgruppe og dermed sit primære produkt. Du kender det selv; hvis du er havnet på et website, hvor du både kan købe kattemad og sommerkjoler, så sidder du forvirret tilbage og aner ikke, hvad du skal gribe i. For mit vedkommende handlede det om bælter og tørklæder, som måske ikke stak så langt ud fra mit øvrige sortiment, men alligevel nok til at forplumre budskabet og forvirre målgruppen. Og så er kunden altså lynhurtigt videre.”

 

Flere ting i ærmet

I november gik Maribi.dk endeligt online. Nu venter de næste skridt: ”Jeg har forskellige kurser i støbeskeen, hvor vægten er lagt på, at kursisterne får et færdigt produkt med hjem med det samme. Derudover er jeg i gang med at etablere samarbejder med bloggere, der gerne vil skrive indlæg til mit website, som de kan linke til via deres egne sites. Formålet er i sagens natur at få endnu flere besøgende i shoppen,” slutter May-Britt, der håber en dag at kunne skalere Maribi.dk til noget endnu større, hvor fokus fortsat vil være på salget af anderledes metervarer til det kreative folk. Så seje træk eller ej, May-Britt følger sit eget råd om at springe ud i det. Just do it!

 

Fakta:

Maribi.dk har lager i et kontorfællesskab i Skive
May-Britt holder åbent ”in real life” 1-2 gange om måneden og efter aftale

 

May-Britts 3 råd til andre, der vil starte webshop:
Sæt dig ind i webdesignet, så shoppen bliver brugervenlig og inspirerende
Vær med ved roret helt fra start

Hav fokus på én ting af gangen og glem aldrig din målgruppe