Din smartphone har en indbygget PR og marketingsafdeling, som bare venter på at blive sluppet løs. Det er selvfølgelig videofunktionen der hentydes til. Små sjove, spændende eller informative mobilfilm er et hit på både LinkedIn, Facebook og Instagram. For film har længe været det stærkeste formidlingsværktøj på nettet. Både i forhold til engagement, kendskabsgrad og SEO.
Hos Bizz Up skal vi selv til at have mobilen mere frem og filme og lave små klip til brug online. Derfor har vi spurgt Zune Holm, som er ekspert på området, om noget små tips og tricks, når man selv skal i gang med mobilfilm.
Her er Zunes liste med 10 gode råd, som du kan bruge inden du slår selfiestangen ud og trykker på den røde knap.
#1 Kun ét budskab
Det er en udfordring for de fleste at tale til et mobil-kamera, så andre gider se på det. Men sandsynligheden for at de bliver hængende, stiger drastisk hvis de oplever en klar rød tråd i talestrømmen. Gør dig selv en tjeneste og fokusér på ét stærkt budskab når du begynder at tale. Så fastholder du nærværet og energien og undgår at væve for meget.
#2 Gør det kort
Jo kortere jo bedre. Så enkelt kan det siges. Med mindre du bliver superinspireret og guldkornene begynder at vælte ud af munden på dig. Så giver du bare los.
#3 Undgå støj
Lyden er det allervigtigste i denne filmtype. Derfor er det en god idé, at lytte godt efter, inden du starter optagelsen.
Bliver der slået græs udenfor? Står kollegaen med hestegrinet alt for tæt på? Kører ventilationsanlægget på fulde drøn? Og selvfølgelig klassikerne; er der bippende mailprogrammer og telefoner i nærheden, som kan forstyrre seancen.
#4 Vælg en god baggrund
Reglen er: Hvis baggrunden er interessant og relevant for din snak, så skal den med i filmen. Hvis den ikke er relevant for din snak, så skal den ikke med. Ellers tager den fokus fra dit budskab. Hvis du fx sidder foran en stor bogreol og formidler en vigtig kunde-historie eller et alvorligt budskab, så er det ikke smart hvis “Fifty Shades” eller “Tantra Sex For Begyndere”, kan ses lige bag dit hoved. Det forvirrer og forstyrrer. Med mindre du er sexolog, selvfølgelig.
#5 Giv den GAS!
Tryk den af, luk op for sluserne, giv os noget af dig selv! Hvis du ikke taler frit fra leveren og hjertet, så er det bedre at lade være.
LÆS OGSÅ: SKABES DEN VIRKELIGE MEDIEVIRKELIG AF INFLUENCERS?
#6 Forbered en god afslutning
Exit-strategien er altid vigtig. Også når det gælder mobilfilm. Hvordan vil du afslutte optagelsen? Hvad er kernen i dit budskab? Hvordan kan du opsummere snakken til sidst? Forbered denne del, fordi det giver tryghed undervejs, at du ved hvordan du skal runde af på en god måde.
#7 Du må ikke holde en tale
Undgå at skrive for meget tekst inden du begynder. Du må gerne forberede dig og skrive ideer og bullets ned, men undgå at skrive en tale. Det vil hæmme dig. Seerne opfatter lynhurtigt hvis du sidder og memorerer og skeler ned på papiret eller skærmen undervejs. Og så er nærværet og energien væk
#8 Få feedback
Få en kollega eller ven til at se klippet igennem inden du smider det på nettet. Helst én, som ikke er bange for at sige sin ærlige mening. Det er bedre at få såret stoltheden af ham eller hende, end at fremstå ubehjælpsom/ligegyldig/latterlig overfor resten af verden.
#9 Lækker titel & gode tags
Titler og overskrifter er det allervigtigste redskab til at fange folks opmærksomhed. Så brug god tid på at finde en stærk, dækkende og fængende titel. Det kan gøre forskellen mellem at dit klip bliver set af rigtig få eller rigtig mange mennesker. På YouTube er det også vigtigt at skrive nogle relevante og præcise tags (søgeord) og udfylde videobeskrivelsen med noget relevant tekst. Det kan Google og YouTube godt lide:)
#10 Find det rigtige tidspunkt
Der er tonsvis af råd om hvornår det er bedst at lave opslag på de forskellige sociale platforme. Prøv at Google netop din målgruppe og platform og find et passende tidspunkt. Men bliv ikke religiøs omkring det. Hvis du har lavet et godt og relevant klip med et klart budskab og god energi, så skal det nok blive set og spredt af de relevante målgrupper.
Held og lykke med det!
Zune
PS: Et eksempel på en mand, som ikke altid gør hvad jeg råder dig til at gøre er Martin Thorborg.
Men det fungerer for det meste alligevel – fordi han er Martin Thorborg:)
Tjek hans mange gode, sjove og inspirerende mobilfilm ud her: www.thorborg.tv