Lise Greve er den glade ejer af Greve Gaver, som sælger reklameartikler og profilbeklædning – med andre ord sætter reklametryk på alt andet end papir. Virksomheden holder til på Business Park Randers, hvor blandt andre Erhverv Randers også har til huse.
Lise Greve er oprindeligt uddannet markedsøkonom og har siden taget en HD i Udenrigshandel. Hun har altid arbejdet med salg, men det har ikke altid ligget i kortene, at hun skulle være selvstændig
Efter eget udsagn har Lise altid været glad for og god til at sælge. Hun har været inden for flere brancher, men har ikke før hun startede virksomheden Greve Gaver været herre i eget hus.
”Jeg stod lidt ved en korsvej og på grund af flere omstændigheder, valgte jeg at starte Greve Gaver. Jeg har selv hele tiden stået for salget, men også mange andre af de administrative opgaver, alt efter hvor mange, der har været ansat på det givne tidspunkt. Jeg er stor fan af netværk, hvilket jeg tror er godt for både nystartede og etablerede virksomheder”, siger Lise Greve.
I dag har hun to ansatte i virksomheden – Pia som er fastansat grafiker og ansvarlig for det administrative, samt Benjamin, som er elev, med ansvar for Greve Gavers webshop. Det har gjort, at Lise nu kan koncentrere sig mere om salget, hvilket passer hende ganske godt.
Mentorpanelet
Lise har i flere omgange været forbi Erhverv Randers til både arrangementer og generel sparring. Derudover har hun også været for det lokale Erhvervsråds Mentorpanel i 2016. Specielt Mentorpanelet vil hun gerne anbefale til andre virksomheder, der ønsker nye og erfarne øjne på udfordringer og muligheder i deres virksomhed.
”I første omgang havde jeg et møde med Torsten, som er erhvervskonsulent hos Erhverv Randers. Her blev vi enige om, at Mentorpanelet kunne være noget for mig. Dernæst skulle jeg lave en selvanalyse, hvor jeg blandt andet skulle se på mine regnskaber. Det var med til at give mig klarhed over, hvor jeg havde haft min fokus i de forgangne år”, siger Lise Greve.
De år hvor hun havde haft fokus på salg, havde hun en høj omsætning, men samtidig var de administrative omkostninger også steget. Derfor brugte hun også en del tid efter Mentorpanelseancen på at trimme virksomheden. Det har gjort, at hun i dag har en strammere styring af sine udgifter, og ikke smider penge efter hvad som helst.
100 pct. hver dag
En anden ting hun tog med sig fra Mentorpanelet var en bevidsthed om, at hun fortsat skal give sig selv 100 pct. hver dag som selvstændig.
”Denne indsigt er noget, jeg arbejder meget med i dag, og det er helt sikkert noget af det, der er med til at skabe succes ude omkring i andre virksomheder. Man skal være sulten og give sig 100 pct. hver dag. Ellers når man sjældent sine mål. Det kan godt være svært at motivere sig selv til nogle af de rigtig trælse opgaver, men det skal man, hvis man vil overleve og gøre det godt”, lyder det fra Lise Greve.
Find den rigtige
Udover Mentorpanelet har Lise Greve også været forbi Erhverv Randers’ kontor med forskellige andre problemstillinger. Hun har blandt andet haft nogle juridiske udfordringer med ophavsret til nogle produkter, hun skulle have produceret for kunder. Her hjalp Erhverv Randers hende i flere omgange med kontakt til både en generel advokat og en advokat med speciale i patenter og ophavsret.
”Det er meget vigtigt, at vi får klarhed over, hvad vi må og ikke må i sådan en sag, da det ellers kan blive meget dyrt og tidskrævende for et lille firma som mit, hvis vi bliver sagsøgt. Derudover ønsker vi selvfølgelig heller ikke at træde nogen over tæerne, da det ikke giver et godt rygte i branchen”, siger Lise greve.
”Jeg kan bestemt anbefale andre at bruge Erhverv Randers, da de kan give dig uvildig og uforpligtende sparring og sende dig videre til de rigtige mennesker”, siger Lise Greve.
Lise har lagt en strategi for 2017-2018. Den dikterede, at hun skulle fordoble dækningsbidraget over de år. Det mål regner hun med at nå, da hun forventer at være halvvejs ved udgangen af 2017.