Tekst: Lene Høg
Foto: 2BConnect

Humor eller overraskelse er tit blandt de elementer, der indgår i film fra 2BConnect. F.eks. i reklamespottet for Blikfang Optik, hvor brillerne giver kunden røntgen-syn, så hun pludselig ser de andre kunder i butikken kun iført undertøj. Eller i kampagnevideoen for River Online, hvor SEO-eksperterne viser sig at være små nørder fra blå stue i børnehaven.

Bo Bjørvik grundlagde 2BConnect i 2006 og fortæller om firmaets tilgang:

“Vi leverer ikke ‘stangvarer’, men prøver altid at zoome ind på den enkelte kundes situation og behov. Vi er som regel tæt på kunden, og dét er uhyre vigtigt. Langt den største del af vores produktioner er i direkte kontakt med kunden og dermed produktet. Filmen skal lægge sig op ad produktets stil og tonen i firmaets øvrige markedsføring.”

Behøver ikke at tage lang tid

Selve produktionen af en reklamefilm behøver ikke tage lang tid, fortæller Bo. Når idéen først er afklaret, kan filmen ofte skydes og klippes på omkring en uge – alt efter opgavens omfang, selvfølgelig. Bo og hans team, der består af en to filmteknikere, arbejder hurtigt, men sætter også realistiske deadlines:

“Det er klart, at der er forskel på, om du skal have et gospelkor og et jagerfly ind over optagelsen, eller det bygger på enkelt skuespil i lokale omgivelser.”

2BConnect holder til i Kolding, og her bliver mange af firmaets produktioner optaget – også for landsdækkende kunder med f.eks. hovedsæde i København. Det er nemlig ofte lettere at finde tilgængelige lokationer og statister i nærmiljøet.

Need to have

Bo har samlet erfaringer med markedsføring og salg gennem sine 15 år med filmproduktion. Da han begyndte at producere reklamefilm i midten af 00’erne, var det med hans egne ord ”nice to have”, som et supplement til trykte kampagnematerialer og andre platforme.

“I dag er vi blevet så visuelt forvænte, at film i den ene eller den anden form faktisk er ”need to have” i markedsføringen af produkter og ydelser. Til gengæld behøver det ikke være dyrt at få produceret en præsentationsfilm eller en produktvideo. Prisen ligger fra omkring 5.000 kr. og opefter for f.eks. en grafisk produktion med speed drawing og lydmix,” fortæller Bo.

En overvejelse, der dog er nødvendig at gøre, før man lancerer sin reklamefilm, er ifølge Bo, om man egentlig vil have flere kunder. Han forklarer:

“Når man sender en reklamefilm på gaden, går man jo ud og gør opmærksom på sig selv, og her er det virkelig vigtigt som virksomhed at have styr på sin forretningsgang, så man rent faktisk også er klar til at tage imod nye kunder. I sin kundeservice, på sine salgskanaler og i det fysiske møde med kunden.”

Ok at filme selv?

Er det en god idé som virksomhed at producere film selv? Ja, det mener Bo faktisk, selvom han jo lever af at sælge professionelle film:

“Det kan være en rigtig god idé at filme autentiske situationer i hverdagen. Hvis man som tv-forhandler f.eks. får en ny sending fladskærme hjem og vil give kunderne et godt tilbud. Her kan hverdagsbegivenheder være supergodt indhold på de sociale medier, fordi det giver et indblik i, hvad der sker nu og her. Det vigtigste er at være ærlig omkring sit indhold – altså at man ikke foregiver at lancere en lækkert produceret reklamefilm, hvis det bare lige er filmet med mobilen til Facebook.”

8 tips til mobilfilm, Bizz Up

 

Fakta om 2BConnect

» Grundlagt i 2006 og ejet af Bo Bjørvik

» Kontoret i Kolding og kunder over hele landet

» Producerer alt fra reklamefilm til tv og biografer til instruktionsvideoer, livestream og droneoptagelser

» Blandt kunderne er både lokale virksomheder som Jørgen Hansen Biler og Løgum Kloster Lys og større brands som Rotpunkt Køkkener, Mærsk, Nybolig og Spangsberg

Læs mere her.