Reklame

Friskhed, høj kvalitet og tilgængelighed er tankerne bag spiren til et lokalt fødevaretiltag i Midt- og Vestjylland, som skal gøre det lettere for forbrugerne at hente lokale fødevarer direkte hjem i køleskabet. På Ausumgaard ved Holstebro har man taget arbejdshandskerne på for den gode idé. 

Ausumgaard, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, Midt- og Vestjyske Fødevarer

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Preben Stentoft


Bilerne ruller ind i indkørslen på Ausumgaard, hvor Maria Lundgaard-Karlshøj bor sammen med sin mand, Kristian, og deres tre børn. Få minutter senere triller bilerne ud igen med kasser i bagagerummet fyldt med lokale fødevarer af højeste kvalitet. Fødevarerne kommer fra forskellige producenter, som har specialiseret sig i grøntsager, æg, ost, fisk, kød, mel, drikkevarer mv.

Sådan ser ønskesceneriet ud i fremtiden, hvis du spørger Maria Lundgaard-Karlshøj: ”Vi arbejder på at øge tilgængeligheden til områdets mange fødevarer til glæde for både forbrugere og producenter.”

Ausumgaard, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, Midt- og Vestjyske Fødevarer

Mad når det passer

Maria Lundgaard-Karlshøj, der sammen med sin familie er fjerde generation på den smukke, gamle herregård lidt syd for Holstebro, fortæller: ”Området har et stort udbud af kvalitetsprodukter, som det giver god mening af skabe et stærkt, fælles forum omkring. Et samarbejde vil betyde, at forbrugeren kan hente sine fødevarer ét sted fremfor at skulle frekventere flere forskellige gårdbutikker. På Ausumgaard – ligesom mange andre steder – har vi i forvejen vores egen gårdbutik, men vi vil samtidig kunne fungere som samlingspunkt for andre fødevareproducenter, idet vi ligger centralt placeret som afhentningssted, hvor det er hurtigt at dreje ind forbi og putte kasserne bag i bilen.”

Tanken er en digital platform, støttet af Udviklingsplatformen for Midt- og Vestjyske Fødevarer, hvor man kan oprette sig som kunde, bestille sine varer og afhente dem på Ausumgaard i sit eget aflåste skab, når det passer ind i løbet af ugen. Maria tilføjer: ”Fleksibilitet er et afgørende parameter i en travl hverdag, så derfor skal det være muligt at hente sine varer, når man alligevel er på kanterne.”

Sammen er vi stærkere

På Ausumgaard satser man på mange forskellige fødevareleverandører, herunder Ausumgaard selv, der producerer mel og svinekød. Maria fortæller: ”Vi er én ud af flere, der er hooked på ideen om at etablere et fødevarefællesskab med tilgængelighed som omdrejningspunkt. Tiltaget skal ses som en ekstra salgskanal til ens eksisterende forretning, der giver mulighed for at levere produkter ud til en bredere målgruppe. Vi håber desuden, at tiltaget vil være med til at forbrugere og leverandører kommer tættere på hinanden. At blive klogere på, hvad kunderne efterspørger, har skabt den bedste udvikling i vores egen forretning, er vores erfaring.”

Ausumgaard, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, Midt- og Vestjyske Fødevarer

Nærhed for førsteklasse

Ausumgaard, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, Midt- og Vestjyske Fødevarer

Maria siger: ”Vi oplever i forvejen tilfredse kunder hver eneste uge i vores egen gårdbutik. De finder det først og fremmest meningsfuldt at handle friske, lokale fødevarer af bedste kvalitet, men de kan også rigtig godt lide at komme tæt på os som deres leverandør og se, hvor tingene kommer fra. Når man kommer og henter sine varer her, kan man se grisene gå og rode i jorden på den ene mark, imens kornet svajer i vinden på den anden mark. Den nærhed, oplever vi, har stor betydning for forbrugerne. Og så er der noget særligt over især grøntsager, der nærmest lige er plukket. Præcis den nærhed vil vi gerne gøre til allemandseje gennem kommunikationen om, hvem der producerer hvad, hvor dyrende eller kornet kommer fra. På den måde er vi med til at gøre afstanden kortere fra jord til bord.”

 

Ausumgaard, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, Midt- og Vestjyske Fødevarer

Om konceptet, såfremt det rodfæstes og vokser sig stærkt, bliver en konkurrent til de lokale supermarkeder? Maria siger afslutningsvist: ”Det er oplagt at spørge om, men det er vigtigt at huske på, at vi jo er ganske små og dermed en ubetydelig spiller i forhold til de store supermarkeder. Dertil er vi for små. Spørgsmålet er, om supermarkederne

overhovedet vil mærke, at vi er her. Jeg tror det ikke. Ideen skal udelukkende ses som et stærkt fællesskab, hvor årstidens råvarer fra lokalområdet til gjort tilgængelige og har kort vej fra jord til bord.”

FOODZONE – en kulurnarisk rugekasse

Et andet stærkt fødevare tilbud i det midt- og vestjyske er FOODZONE, som er et projekt hos Center for Fødevareudvikling, og henvender sig til mad-iværksættere og nyetablerede fødevareproducenter. Idéen er at alle kan komme og afprøve deres koncept. Iværksætterne har mulighed for at arbejde i et mobilkøkken, som er fyldt med top-professionelt udstyr, og ikke mindst i smukke omgivelser. Centeret, som hører under Ringkøbing-Skjern Kommunes Erhvervsråd, har 2.000 kvm. ud af 10.000 kvm. med fabelagtige vilkår, hvor iværksættere og producenter kan leje sig ind i den kulinariske rugekasse.

– FOODZONE er med til at hjælpe iværksætterne videre med deres koncept – nogle har brug for hjælp med en forretningsplan, økonomi, budgettering, prisfastsættelse, emballage, sikkerhed, fødevaregodkendelse og meget mere, fortæller Kis Thy, som sammen med sin kollega, Søren Holm, fra Center for Fødevarer er ansvarlige for projektet. Udover de to, er der tilkoblet videnspersoner fx kok, revisor, udvikler, fødevarekonsulent m.fl. som har til formål at rådgive.

En skattekiste fuld af lokalt guld
Du finder også en lille butik, som indeholder produkter fra tilknyttede iværksættere og lokale produkter – der findes alt fra vin lavet med hyben, marmelade med blomster, ristede insekter, specialost og meget mere. Ud over at være en fantastisk afsætningskanal for de tilknyttede fødevarevirksomheder, er det også en drøm at besøge for enhver der sætter pris på fødevareoplevelser.

FOODZONE samarbejder med Kulinarisk Vestjylland, og sammen vil de hjælpe iværksætterne med salg til professionelle bl.a. catering, restauranter o.lign.

 

FAKTA:

  • Udviklingsplatformen for Midt og Vestjyske Fødevarer bliver drevet af Business Region MidtVest
  • Platformen er støttet af Erhvervsstyrelsen og Region Midtjylland via fødevaresatsningen Engage Food.

 

Se mere på www.brmidtvest.dk/arbejdsomraader/erhvervssatsninger/foedevarer

 

Reklame