I Bjerringbro danner en tidligere erhvervsskole rammen om et aktivt og grønt erhvervshus, der har fokus på at gøre det nemt at drive virksomhed.
Tekst: Jens Nikolajsen
Foto: Karoline Lynggaard & Bo Nørgaard
De over 20 virksomheder, der er en del af fællesskabet i Base Business Bjerringbro, kan bruge deres arbejdstid effektivt på at passe deres kerneforretning, eller som direktør, Karoline Lynggaard, udtrykker det: “Vi gør meget for at leve op til vores ry som et meget serviceminded erhvervshus, uanset om det er en mindre eller større virksomhed, der ønsker at leje et lokale.
Fællesskab og synlighed
Erhvervscentret rummer ud over kontor- og mødelokaler også lokaler, der kan benyttes som weblager, værksted eller til produktion og som har mange tekniske faciliteter indbygget. “Derfor har vi mange forskellige brancher repræsenteret,” fortæller Karoline videre.
Det er også hendes erfaring, at mange af lejerne har gavn af at få en profil-adresse. “Der følger en øget synlighed med, når man bor her, ligesom vi arbejder målrettet med bæredygtighed i hele bygningskomplekset.
Fleksibelt og inspirerende
En af virksomhederne er M2 Bogføring, som skiftede hjemmekontoret ud med et lokale hos Base Business Bjerringbro for tre år siden. “Det eneste, jeg har haft med, er mit eget it-udstyr og et par reoler, resten er lånt her på stedet,” fortæller indehaver Maja Kragh Thomsen, der på grund af ændrede pladsbehov, har skiftet lokaler i huset to gange. “Jeg kan bruge al min energi på virksomheden, og der kommer ingen ekstra omkostninger, fordi forbrug, internet og pedelordning alt sammen er inkluderet i huslejen, der endda er yderst rimelig.”
Maja fortæller, at hun har stort socialt og fagligt udbytte af at møde medarbejdere fra de mange andre slags virksomheder i kantinen. “Det giver en fantastisk dynamik, og vi sparrer ofte over frokosten,” pointerer hun. “Og så har jeg også fået nye kunder blandt husets andre virksomheder.”