Danmarks to største virksomheder indenfor promotion og firmagaver fusionerer per 1. maj. Femårsplanen er at udfordre den europæiske top og øge omsætningen med mindst 60 procent til over en halv milliard kroner.
Danmarks to største leverandører af promotionartikler og firmagaver er per 1. maj fusioneret. Det drejer sig om virksomhederne Metz A/S og Baxx Promotion A/S beliggende i henholdsvis Vedbæk og Kolding. Selskabets nye navn er Baxx & Metz, og bag fusionen ligger en vision om at løfte den bæredygtige standard på internationalt niveau i en branche, hvor der er meget omfattende krav til både rådgivning og dokumentation.
Ifølge Claus Hedegaard, der er direktør i Metz A/S, har virksomheder i promotion- og firmagavebranchen et af de største leverandørnetværk deres størrelse taget i betragtning. Som virksomhed skal de kunne stå 100 procent inde for grønne produktionsmetoder i store dele af verden, validering samt rådgivning på et væld af certifikater.
“I et meget fragmenteret marked kan det være svært at have de fornødne kompetencer til at give den rette rådgivning. Som markedsledende har både Baxx og Metz stået stærkt indenfor CSR, og fusionen giver os mulighed for at tilføre endnu flere ressourcer til området og bruge det som et springbræt til det europæiske marked. Med 70 procent af virksomhederne i C25-indekset som kunder, skal vi have fuldstændig styr på alle former for certificeringer, og det er et ufravigeligt krav, at vi kan stå inde for miljørigtighed og CSR gennem hele vores supply chain”, siger Claus Hedegaard.
Store danske virksomheder som eksempelvis Arla, Danfoss og Vestas findes allerede i de to virksomheders kundeporteføljer, og ifølge Claus Hedegaard stiller kundernes stærke CSR-profil store krav til medarbejdernes kompetencer. Håbet med fusionen er derfor også at blive en endnu mere attraktiv arbejdsplads, så man også i fremtiden er solidt bemandet indenfor bæredygtighed og kan servicere kunderne bedst muligt.
Omsætningen skal øges med 60 procent
Bag fusionen ligger også konkrete vækstmål. Ambitionen er at øge totalomsætningen med 60 procent til en halv milliard kroner og udfordre den absolutte top af EU-markedet.
“I vores regnskabsafslutning pr. 30. april har vi en samlet omsætning på 300 millioner kroner. Vi forventer en nettofortjeneste før skat på ca. 25 millioner kroner, så vi er samlet set kommet stærkt ud af 2020.Sammen står vi allerede meget stærkt i Norden, og med fusionen tror vi på, at vi kan nå endnu bedre resultater. I de kommende år vil vi kigge mod flere europæiske markeder, og missionen er at lande internationale kunder med base udenfor Danmark”, siger Michael Eriksen, der er direktør i Baxx Promotion A/S.
I ekspansionen mod nye europæiske markeder vil Baxx & Metz videreføre deres totalkoncept som ”full service provider” med webshop-baserede distributionsløsninger. Her sendes der varer ud til hele verdenen fra eget logistikcenter, som er ved at blive udvidet til mere end 6.000 m2, og kunderne tilbydes ”one point of entrance” til hele merchandise-universet.
Generationsskifte forude
Direktørerne i de to fusionerede virksomheder er begge i 50’erne. Selvom de ikke ser et generationsskifte lige rundt om hjørnet, ønsker de at skabe en virksomhed med internationalt vækstpotentiale uden to ejerledere ved roret.
“Vi har begge mange gode år i os endnu, men hvis det her skal blive større end os, må vi skabe en organisme, der får sit eget liv. Det kræver en transformation, og den kickstarter vi med fusionen. Samtidig får vi nu en gylden mulighed for at løfte vores medarbejdere og professionalisere vores set up i endnu højere grad”, fortæller Michael Eriksen.