I en økonomisk presset tid søger danskerne tilbage til et bilmærke, de kender, og bilforhandlere kan med fordel finde de gamle dyder frem og tale ind i kundens bilkøbshistorik, siger bilforhandler.
Højere energipriser, krig, komponentmangel og kaos i forsyningskæderne har ændret danskernes købsvaner, men nybilsalget er i fremgang. Ifølge De Danske Bilimportører bød april på en fremgang på 15 procent i indregistrerede personbiler sammenlignet med samme periode sidste år. Mange af dem, der prioriterer at købe ny bil, søger imidlertid tryghed i et for dem velkendt bilmærke. Ifølge analyseinstituttet Voxmeters seneste rapport vil cirka hver anden dansker købe samme bilmærke igen, og det svarer til en stigning på 7 procent i maj sammenlignet med maj 2022.
44-årige Per Jensen fra Aabenraa er blandt dem, der er gået tilbage til et velkendt bilmærke i krisetiden. Han købte i 2022 en Toyota Aygo X efter tidligere af to omgange at have ejet dens forgænger, Toyota Aygo. Han er tilsyneladende ikke den eneste, da netop Agyo-modellen har været kendt som Toyotas mest solgte bil i Danmark, og Aygo X med rekordfart indtog en førsteplads i Toyotas bilsalg i 2022 med 3109 nyregistrerede personbiler.
Jeg har de senere år kørt andre bilmodeller end Aygo, men da min bilforhandler fortalte om den nye Aygo X, blev jeg nostalgisk og endte med at købe den. Jeg havde faktisk ikke forudset, at jeg ville ende med en Aygo X, men i den lidt økonomisk foruroligende tid mærkede jeg behov for en bil, som jeg af erfaring vidste var økonomisk, praktisk og driftssikker, siger Per Jensen.
Forhandleren, der solgte bilen til Per Jensen, er Roberto da Cruz, der driver Autohallen – et bilhus tilknyttet det danske netværk af Toyota-forhandlere Det Digitale Bilhus. Og netop strategien med at tale ind i kundens individuelle bilkøbshistorik kan være afgørende for et salg i øjeblikket, fortæller Roberto da Cruz:
– Kunderne er ikke til falds for pitch af nye, innovative bilmodeller i markedet, som ligger fjernt fra det velkendte. Det fører langt oftere til et salg i øjeblikket at fremvise opgraderede og nyere versioner af deres forrige bil.
Tilbage til de gamle dyder
Under corona vandt online bilsalg for alvor frem som en ny salgstrend, hvor danskerne i stigende grad valgte at konfigurere og bestille bilen på nettet. Det tvang bilforhandlere over en bred kam til at rykke online og markedsføre sig som digitale. Blandt andet Det Digitale Bilhus blev til under en fælles ambition hos 21 bilhuse om at styrke digitaliseringen, men nu har netværket vendt strategien på hovedet.
– Som situationen er nu, har vi valgt at skrue markant op for de gamle dyder med at møde kunderne i rare, fysiske rammer, hvor vi kan signalere troværdighed og vække tillid i en grad, som kun kan opnås ved fysisk øjenkontakt. Kunderne efterspørger tryghed over bekvemmelighed i øjeblikket, siger Thomas Erner, udviklingschef hos Det Digitale Bilhus.
Driftssikkerhed vægtes højt
Ifølge Thomas Erner er ’driftssikkerhed’ et af de mest benyttede tryghedsfremmende ord i forhandlerlokalet i øjeblikket. Det er også det parameter, som gjorde udfaldet for Per Jensens seneste bilkøb, fortæller han:
– Jeg pendler over 200 kilometer til arbejde om dagen, og derfor var det afgørende for mit køb, at bilen havde det nyeste sikkerhedsudstyr. Udover at høj driftssikkerhed giver en tryghed bag rettet, giver det en tryghed rent økonomisk.