”Livet starter. Livet slutter. Pas på det ikke bli´r en smutter”. Hos Boudigaard Begravelse i Skive tages der hånd om døden på en levende måde.

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Preben Stentoft

 

Går du op ad Vestergade i Skive, kan du sagtens passere forbi Boudigaard Begravelse uden at lægge mærke til, at der her bor en bedemand. Store vinduespartier, farverig kunst på væggene og et langt spisebord med stole omkring sender tankerne i retningen af alt andet end en begravelsesforretning. Det er først ved indgangen, at det bliver tydeligt, hvilket erhverv der har til huse i de 325 kvadratmeter store lokaler. Herfra driver Søren Boudigaard sin begravelsesforretning sammen med svigersønnen, Søren Toft: ”Jeg har fra starten haft en idé om, at jeg ville gøre tingene anderledes,” siger Søren, der med sig på sit hold har Birgitte, som også er bedemand, hustruen Hanne, der står for bogholderiet og den hjemlig hygge på stedet og svigersønnen, der også er bedemand.  Boudigaard Begravelse Skive, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up,

Business as unusual

Og dér har Søren ramt plet. En Ferrarirød højglanslakeret kiste stjæler billedet i det lange fællesrum, som meste af alt minder om en spisestue hos en jævn danske familie med udpræget god smag. Ja, altså, hvis det ikke lige var for kigget ud til den grå rustvogn, der står parkeret bag det Newyorker-inspirerede glasparti, som giver en luftig adskillelse mellem garage og selve forretningen. En naturfarvet kiste er skruet op på væggen i lodret position og bygget om til et skab, som rummer glas og kopper til når, der skal serveres en kop kaffe over en snak. Et bredt udvalg af bøger til både børn og voksne ligger fremme på de rå træbænke langs væggen.Boudigaard Begravelse Skive, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up,

”Æstetik, kvalitet og moral har altid være mine holdepunkter i forretningen. Vi gør tingene ordentligt, og vi gør dem færdige. Det er også dét, jeg gerne vil signalere, når folk kommer ind til os. Det er ikke et kontor, men en forretning. Derfor kan du heller ikke se vores teknik herunder computere osv. Helheden skal være i orden, og budskaberne skal hænge sammen. Husk på, at man kan gøre meget, hvis man gør det med elegance,” fortæller Søren Boudigaard, der i øvrigt heller aldrig går klædt i sort.

 

Væk med distancenBoudigaard Begravelse Skive, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up,

Et andet område, hvor begravelsesforretningen med den gode smag skiller sig ud, er i tilgangen til kunderne. Søren Toft, der er næste generation i forretningen, siger: ”Tidligere var der en tendens til, at bedemænd opførte sig som var de sendt af Vor Herre. Den lidt stive og højtidelige tilgang vil vi gerne gøre op med ved at møde mennesker i øjenhøjde og være os selv. Omvendt er det vigtigt at understrege, at vi i sagens natur tager vores arbejde meget alvorligt. Jobbet som bedemand er en hårfin balance, hvor vi skal være familiens forlængede arm og hele tiden fornemme os frem i mødet med de pårørende. Der er aldrig to familier, som skal håndteres ens. Nogle har brug for at bringe humor ind i samtalen, men det er aldrig os, der bringer den på banen først.”

 

Dialog og kistekunst

Åbenheden i forretningen har smittet af på dialogen med menneskene i Skive. Birgitte, som oprindeligt er uddannet sygehjælper, siger: ”Fordi vi signalerer åbenhed i alt, hvad vi gør, finder folk også ud af, at det faktisk kan være meget rart at komme i dialog med os. Mange kommer herind for at hente pjecen ’Min sidste vilje’, og så falder vi ofte i snak. Ikke sjældent bliver vi genkendt på gaden og veksler et par ord der også. Alt sammen giver rigtig god mening, da dialog i høj grad kan være med til at afmystificere døden. Vi vil gerne åbne folks øjne for, at det er helt ufarligt at træde over tørtærsklen til en bedemandsforretning, og at de hos os bliver mødt med livet fremfor døden.”

Særligt én kunde har valgt at komme helt tæt på sit eget farvel til livet gennem Boudigaard Begravelse. Søren Boudigaard fortæller: ”Kunstmaleren Kirsten Zobbe har valgt at få lavet sin kiste, imens hun stadig lever livet på fuldt blus. Hun bruger den som skab til at opbevare nogle af de ting, der har stor betydning og som engang skal med på den sidste rejse. Ikke nok med det, så har hun malet kisten, så den fremstår virkelig smuk og fuld af farver og liv.”

 

Mest levende mennesker

Til at skabe den hjemlige hygge i forretningen – og holde styr på bilagene i bogholderiet – har Sørens ansat sin kone, Hanne. Hun nyder den livlige stemning, der er i forretningen: ”Vi har et stærkt sammenhold, hvor vi bruger hinanden enormt meget. Vi taler om mange forskellige ting, let som svært, og det er sjældent, at der træffes en beslutning, uden at vi alle fire har været med i processen. Den sammenhængskraft og stemning imellem os, tror jeg, også at de pårørende mærker, når de kommer herind. Selvom omdrejningspunktet er døden, så er det jo hovedsageligt levende mennesker, vi har med at gøre. Det er vigtigt at huske på.”

Mødet med den farverige bedemand og hans hold er slut. På vej ud ad døren griber vi et af de røde æbler, som ligger i kurven, der står på bordet ved indgangen. ”Værsgo’. Ta’ et æble’ står der skrevet efterfulgt af en glad smiley. Så det gør vi… og slentrer opmuntrede – fulde af liv – ned ad Vestergade.

 

 

FAKTA OM BOUDIGAARD BEGRAVELSE:

  • Boudigaard Begravelse har eksisteret siden 1996 og findes både i Skive og Vinderup
  • Virksomheden er ISO 9001 certificeret og medlem af brancheorganisationen Danske Bedemænd
  • Hvert år laves en kalender med et bestemt tema og den gode historie, som deles ud til samarbejdspartnere og de steder, der besøges i løbet af året
  • Se mere på www.boudigaard.dk