Reklame

Flyforbindelsen mellem Midtjyllands Lufthavn og København er med til, at Dennis Drejer sagtens kan drive sin garnvirksomhed Rito.dk, imens han sidder i København – og både med god samvittighed og succes.

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Preben Stentoft

Du er gal på den, hvis du tror, at du som leder og indehaver af en mindre virksomhed partout skal sidde klinet op af dine medarbejdere hver eneste dag. Dennis Drejer og garnvirksomheden Rito.dk, der ligger placeret i Skive, er et flyvende eksempel på, at du sagtens kan lede og drive en virksomhed på distancen. ”Der er mange virksomheder, hvor lederen ikke er fysisk tilstede alle dage i ugen. Rito.dk er bare én af dem,” lægger Dennis Drejer ud. Bizz Up har mødt manden bag garnsuccessen til en snak om dårlig timing, medarbejdere oppe på beatet, en Renault Clio og time offline i luften.

DAT, Dennis Drejer, Rito, www.rito.dk, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up

Hvad er Rito.dk?

Rito er en online-shop, som startede i januar 2014 og i dag har 34 ansatte, hvoraf én sidder i Aarhus og jeg selv i København. Jeg flyttede til København i november 2015, hvor jeg sidder i et kontorfælleskab, hvorfra jeg arbejder fuldtids på Rito, der har bevæget sig fra kun at sælge garn til også at sælge en lang række forskellige hobbyartikler.

Hvorfor flyttede du til København, når du lige havde startet virksomhed i Skive?

Jeg har altid gerne villet prøve at bo i København, og det var kærligheden, der førte mig til storbyen. Jeg var vant til at pendle frem og tilbage i andre sammenhænge, så jeg vurderede, at det rigtige tidspunkt nok aldrig ville komme, og derfor var det nu. Så jeg tog snakken med mine på det tidspunkt 6 medarbejdere og fortalte dem om mine planer og at jeg ville være tilgængelig i præcis dét omfang, de havde brug for. Resultatet var, at de blev langt mere selvstændige og begyndte at træffe beslutninger på egen hånd. I de tilfælde det var nødvendigt, ringede de til mig eller skrev en mail, men ellers traf de kort og godt beslutningen selv.

Var du nervøs for, hvad der ville ske med virksomheden?

Nej. På et tidspunkt, da vi var ca. 10 medarbejdere, ansatte jeg en leder, der fik ansvaret for den daglige drift. Og desuden er medarbejderne i mange tilfælde bedre til at træffe beslutningerne, end jeg er, idet de er eksperter på hver deres område.

Hvor tit rejser du mellem København og Skive?

Jeg er i Skive to til tre dage hver 14. dag og foretrækker at flyve frem og tilbage langt de fleste gange. Det bliver til 20-25 gange årligt. Jeg har min gamle Renault Clio fra min tid i Skive stående i Midtjyllands Lufthavn. Da jeg flyttede til København, gav det ikke mening at tage bilen med, så den står gratis parkeret i Karup, klar til at jeg springer ind i den få minutter efter, at flyet er landet.

Hvordan ser en typisk rejsedag ud for dig?DAT, Dennis Drejer, Rito, www.rito.dk, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up

Jeg står op kl.06.30, hopper i bad, skubber noget mad i hovedet, og springer kl. 06.50 på en bus fra Valby og ind til Hovedbanegården, hvor jeg tager toget til lufthavnen. Derfra går jeg igennem security, køber mig en flaske vand på vej til gaten og har 40 minutter til at svare på mails, før flyet letter kl. 08.30. Jeg drejer nøglen i min Renault Clio 09.30 og kl.10 er jeg i virksomheden. Det er enormt nemt, og det er yderst sjældent, at planen afviger. På hjemturen lander flyet ofte ti minutter tidligere end planlagt, men det betyder intet, idet min kæreste, der gerne henter mig, bruger App’en til at se, hvornår flyet lander.

Tre og en halv time – er der overhovedet tid sparet i forhold til at tage turen i bil?

Ja, absolut. I bilen ville jeg udelukkende kunne bruge tiden på at tænke tanker eller tale i telefon, men på den anden måde udnytter jeg tiden fordelt på halve timer; i toget, i lufthavnen og i flyet, hvor jeg kan få mange ting fra hånden enten på telefonen eller computeren, før jeg møder ind i virksomheden. Det fungerer supergodt for mig at dele tiden op på denne måde, idet jeg bliver supereffektiv, fordi jeg har en bagkant fremfor fx fire sammenhængende timer i et tog, hvor det er nemt at forfalde til overspringshandlinger på de sociale medier.

Er du social på flyveturen?

Nej, det er jeg faktisk ikke, idet jeg som sagt bruger tiden på at arbejde. Det er også her, jeg noterer gode ideer eller andre ting, jeg skal huske. Så sender jeg en mail til mig selv og får på den måde tømt hovedet for tanker og ideer, der måske er opstået dagen før på en løbetur eller om morgenen under bruseren. Jeg opnår nærmest en slags meditativ tilstand, når jeg tager mine høretelefoner på og lukker omverdenen ude. Det er et dejligt frirum, der gør, at jeg føler mig oplagt og udhvilet, når jeg er fremme. Og så er det en fornøjelse at blive mødt at glade, positive medarbejdere både på flyet og i lufthavnene.

Hvad betyder virksomhedsnavnet Rito?

Ingenting. Jeg ville finde et navn, der var kort, nemt at stave til og ikke betød noget på noget som helst sprog i Europa, fordi hvis nu projektet gik i vasken, skulle jeg kunne bruge navnet til noget andet og som samtidigt kunne bruges internationalt.

Dennis Drejer er også medstifter af ehandelsdagen.dk – en konference for webshops samt www.whocopied.me. Begge er projekter, der udspringer af udfordringer i Rito. Sidstnævnte er et – indtil videre gratis – stykke software, der afslører, hvem der kopierer dit tekstindhold fra dit website eller din webshop.

FAKTA OM DENNIS:

  • Dennis Drejer er 29 år og bor sammen med sin kæreste i Valby
  • Har tidligere været IT- og marketingchef  i cykelpartner.dk
  • Dennis er ikke selv kreativ, men ved meget om marketing
  • Dennis elsker at netværke med andre ehandlere

FAKTA OM DAT:

  • Der er op til 7 daglige afgange fra Midtjyllands Lufthavn
  • Altid gratis parkering i Midtjyllands Lufthavn
  • Hurtigt check-in og security
  • Interline aftaler med SAS, Finnair og Emirates
  • For erhvervsaftaler se mere på www.dat.dk
Reklame