Digital Transformation Lab, eller DTL Ringkøbing-Skjern, er det første af flere laboratorier under Aarhus Universitet, placeret strategisk i Region Midtjylland med fokus på den digitale transformation. Hér mødtes 150 gæster i begyndelsen af september til åbningsfest, med en snak om digitale tvillinger og koblingen af forskning og erhvervsliv. Projektet er et ambitiøst bud på et mere konkurrencedygtigt Danmark, og et eksempel på den højteknologiske kapacitet, som vælter frem i Ringkøbing-Skjern, også omtalt som Danmarks Største Arbejdsplads.

Det er d. 6. september 2021, og jeg er inviteret til ”grand opening” af det nye Digital Transformation Lab i Skjern. Heldigvis er jeg i god tid, så jeg når lige at lade blikket glide opad i det store indgangsparti, mens jeg trykker mit navneskilt fast på blusen. Bygningen er tidssvarende, med tværgående linjer, træ og masser af grønt – en skærende kontrast til de robotarme, jeg kan skimte bag laboratoriets hvide døre. Men kombinationen passer godt til den summende stemning i indgangshallen, og det er selvfølgelig også en fordel at være i god tid, når der er morgenmad. Jeg forsyner mig hurtigt med en croissant i fingermads-størrelse – en fordel, når man er en notorisk ”krummer”.

DTL Ringkøbing-Skjern, Bizz Up

Mødet mellem digitale tvillinger og et proaktivt erhvervsliv

Det viser sig hurtigt, at min plan om at glide ind i mængden, lydløs og observant som en journalistisk klapperslange, ikke harmonerer med stemningen blandt de nysgerrige deltagere. Gæsterne netværker lystigt med alt, der bevæger sig gennem rummet, og jeg bliver opsøgt af en ung forsker fra Københavns Universitet. Hun forsker i kunstig intelligens og bæredygtighed, og ligesom mig er hun kommet for at mærke stemningen, og fornemme hvordan det nye laboratorium definerer ”bæredygtigheden” i sine kommende projekter.

Læs også…

Ringkøbing Skjern: Plads til virksomheder

Og netop bæredygtigheden har en stor plads hos talerne, da åbningsceremonien begynder. Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, fortæller at DTL og samarbejdet med Aarhus Universitet er et godt eksempel på, at digitaliseringen virkelig har fået vinger hos erhvervslivet i Ringkøbing-Skjern, der brander sig selv som Danmarks største arbejdsplads. Hele vestkysten er præget af højteknologisk vækst, og med DTL bliver Ringkøbing-Skjern helt konkret centrum for udviklingen af ”digitale tvillinger” – avancerede virtuelle modeller af fysiske produkter. Brian Vinter, prodekan for Aarhus Universitet, uddyber om digitale tvillinger, at værdien i en virtuel ”crash test dummy” er data. Med en digital tvilling kan man teste, fejlsøge og udvikle virtuelt, og på den måde forene kunstig intelligens og konkurrenceevne, forklarer han.

Vi kommer til at forstå vores produkter og processer bedre

I erhvervslivet byder man DTL og digitale tvillinger velkommen. Efter en rundtur i laboratoriet, og en demonstration af en VR-baseret gåtur på en boreplatform, som indsamler data til sikkerhedsprotokoller, tager vi plads i auditoriet. Hér møder vi Erhvervsdirektør i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Jørn Mikkelsen, som er gået på ”scenen” sammen med 5 virksomheder, som allerede har indgået samarbejde med DTL om udviklingen af digitale tvillinger. Han giver os et par konkrete eksempler på, hvordan projektet kan styrke erhvervslivet.

”Først og fremmest bliver vores virksomheder i stand til at forstå deres produkter bedre”, forklarer Hans Jørn Mikkelsen. Det skaber nye forretningsområder, og mere effektive processer. Man kan udvikle færre prototyper, og komme hurtigere på markedet. Og man kan forudse skader, før de sker, og forlænge produkternes levetid”, fortsætter han. ”Det udstyrer vores erhvervsliv med en viden, som direkte kan styrke deres proaktivitet og konkurrenceevne”.

DTL Ringkøbing-Skjern, Bizz Up

En vigtig kobling mellem teori og praksis

Som daglig leder i det nye Digital Transformation Lab møder vi til sidst Jakob Lemming, som er ansat under Aarhus Universitets Institut for Elektro- og Computerteknologi. Han glæder sig til opgaven som bindeled mellem forskere og erhvervsliv, samt mellem vestkysten og resten af landet. ”Med en kobling, som den hér, skaber vi en omfattende værdikæde for ny viden i hele Danmark. Vestkystens virksomheder er blandt landets stærkeste inden for produktion og udvikling, så med ny viden fra universiteterne og kvalificeret evaluering i praksis, bliver vi ikke til at stoppe”, smiler han. Projektet begrænser sig i øvrigt ikke til DTL’s geografiske placering, men kommer til at byde alle kommuner velkomne i samarbejdet.