Du kan have verdens mest geniale produkt, men hvis du ikke er synlig (nok), batter det lige så meget som en kop kaffe uden bønner!
”MENY kaffe ville ikke være så langt, som vi er i dag, hvis vi ikke prioriterede at være synlige.” Sådan siger Rasmus Jønsson, en af tre indehavere af MENY kaffe i Viborg, som dækker det meste af Midtjylland med alt fra kaffe til vandkølere og saftmaskiner.
Synlighed er mange ting
Der er hos MENY kaffe mange måder at være synlig på, som rækker ud over logoet på firmabilerne. Det kan være som fodboldtræner, sportsudøver eller som medlem af formelle netværk. Hvor man lægger tid og energi, afhænger af personlighed og interesse. Det nytter med andre ord ikke noget at gå på stadion, hvis man synes, at fodbold er verdens mest ligegyldige sport og i øvrigt ikke kan udstå folk, der drikker fadøl og synger i kor med mærkelige hatte på. Rasmus siger: ”Vi tror på, at det giver mest mening at være med der, hvor man brænder for sagen. Der vil du investere mest af dig selv i relationen til de mennesker, du møder. Og når man investerer noget af sig selv, bliver man husket – husk det!”
Tosset med sport!
Virksomheden, der bor i Mønsted vest for Viborg, er begejstret for sport, og fordelingen er klar. Rasmus fortæller: ”Min far, Kristian, er med i sponsornetværket omkring håndbold- og fodboldklubberne i Viborg og Skive. Det er han totalt bidt af! Sammen med min mor tager han til de fleste kampe, hvor de møder en masse mennesker. Thomas, er træner i en fodboldklub i Viborg, hvor han har en stor kontaktflade foruden at være medlem af et erhvervsnetværk i Skive. Vores tekniker, Mads, cykler mountainbike, og jeg løber blandt andet i ’Carrot’, som er et motions- og erhvervsnetværk i Viborg og er også med i et større Viborg netværk. Fællesnævneren er, at vi bliver set og kommer i dialog med folk, som hver især kender en masse andre. Netværkets netværk, du ved.”
Den vigtigste valuta
Graver man dybere, dukker der for Rasmus en anden dimension op udover synlighed: ”For mig ligger der også personlig udvikling i at møde mennesker. Jeg kan godt være den generte type, men jeg udvikler mig og bliver hele tiden klogere på mig selv. Ved at vi i netværkene kommer tæt på hinanden, bliver vi del af en stor familie, hvor vi kan dele både glæder og sorger. Denne gensidige tillid gør, at vi helt automatisk får lysten til at lave forretning med hinanden, når det giver mening. Alternativt har vi hinanden liggende øverst i hukommelsen, til når vi løber ind i andre, som har brug for hjælp. Så jo, jeg tror på værdi af langvarige relationer som det bedste udgangspunkt for en stærk forretning. Det kan kræve tålmodighed, men investeringen med dig selv som den vigtigste valuta kommer altid igen.”
Netværk er et must
Nogle startups vælger netværk fra grundet økonomi. Det er ifølge Rasmus en fejl: ”Det er vigtigt at kende nogen, som kender nogen. Kendskabsgraden er afgørende for at komme ud over rampen, men kendskab opnår du ikke ved at sidde hjemme bag skærmen og vente på, at folk ringer. Det er en investering, jeg vil anbefale alle iværksættere at gøre. MENY kaffe ville aldrig være kommet så langt, som vi er, hvis vi ikke havde valgt at prioritere penge på netværk, da det er langt nemmere at tage kontakt til folk, når du først har mødt dem én gang. Det kan umiddelbart være svært at måle effekten her og nu, men på sigt vil jeg vædde med, at det bliver én af de bedste investeringer overhovedet. Og så skal man huske på, at gevinsten som tidligere nævnt rækker ud over det forretningsmæssige. Du flytter dig som menneske – og det spiller igen ind på din virksomheds trivsel.”
FAKTA:
MENY kaffe blev grundlagt i 1971
Ejes af Thomas Andersen, Rasmus Jønsson og Kristian Jønsson
I Jylland har kæden 11 afdelinger samt én på Fyn og fire på Sjælland.
Salg eller leje af maskiner og automater, hvor der kan brygges på kander eller i kopper
MENY kaffe står for service af alle typer maskiner, bryganlæg og automater foruden vandkølere, kildevandskølere, saft- og slushice maskiner
MENY kaffe er med i erhvervsnetværk i Viborg og Skive