Efter vejledning fra Erhvervshus Midtjylland har Papp Danmark opnået en millioninvestering. Virksomhedens p-app er klar om kort tid.

Udfordringer med forskellige p-zoner omkring hans hjem i Aarhus og synet af bøder i mange bilers forruder fik Tan Tran, der er uddannet cand.merc. fra Aarhus Universitet, i gang som iværksætter.

Han spurgte en tidligere kollega, om han ville være med til at hjælpe parkerings-plagede bilister og fik ja. Og den sidste mand i ejerkredsen er kandidatstuderende på DTU og en haj til at kode apps.

Der er sket meget på det halvandet år, der er gået, siden de tre partnere stiftede selskabet Papp Danmark ApS. Deres app kan downloades gratis i sommeren 2022 og ved hjælp af appen, kan bilister se, hvor mange ledige p-pladser der er i det område, hvor de vil parkere.

Erhvervshus Midtjylland, P-app, case, Bizz Up

Det er gået stærkt. Dengang var vi tre grønne iværksættere, og nu står vi i en situation, hvor vi har fået en millioninvestering samt netop fået støtte fra Innovations- og vækstfonden”, fortæller Tan Tran.

Tempoet blev for alvor speedet op, da han blev anbefalet at kontakte Erhvervshus Midtjylland og blev tilknyttet en af erhvervshusets virksomhedskonsulenter.

Virksomhedskonsulentens vejledning har haft en kæmpe betydning. Han kunne se et stort potentiale i vores idé, og han har været sindssyg god til at få os til at tro på det og været medvirkende til, at vi har truffet de rigtige beslutninger”, siger Tan Tran.

For et års tid siden anbefalede virksomhedskonsulenten iværksætterne at søge kapital udefra. Og erhvervshuset har finansieret et mentorforløb med en privat rådgiver.

Det har været super, og vi har bl.a. trænet pitch. Og her et år efter har vi lige landet en aftale og opnået en millioninvestering”, fremhæver Tan Tran.

De tre partnerne har ansat de to første medarbejdere og netop flyttet til nye lokaler i Aarhus for at få mere plads. Deres mål er, at de bliver 10 ansatte i løbet af et år.

Udover at guide bilister til ledige p-pladser, er Papps forretningsområder at etablere og bearbejde data, så kommuner og lade-operatører kan opnå større effektivitet og en bedre udnyttelse af kapaciteten på parkeringspladser og på ladestandere og handicap-pladser.

Nu kan vi stå på egne ben, men erhvervshuset slipper ikke for Papp. De må gerne fortsætte med at vejlede os, for de har været geniale til at guide os rundt om næste hjørne. Det har gjort en kæmpe forskel i den spæde start som iværksætter”, siger Tan Tran.

Bliv klar til at søge kapital

Penge, penge og atter penge! Som mange andre iværksættere, står du sikkert med den altoverskyggende udfordring – anskaffelsen af penge til at løbe din virksomhed i gang. Og naturligvis med ønsket om, at finansieringen er på nogle vilkår, som ser rimelige ud.

For at komme godt i gang med søgningen efter kapital til din virksomhed eller kommende virksomhed, er der tre væsentlige spørgsmål, du skal stille dig selv:

  1. Hvad skal jeg bruge penge til?
  2. Hvor mange penge skal jeg bruge?
  3. Hvordan kan jeg betale dem tilbage?

Hvis du ikke, på troværdig vis, kan besvare de tre spørgsmål, så kommer du ikke langt i din søgen efter penge.

Forestil dig, at du er lykkedes med at booke et møde med en erhvervsrådgiver i et pengeinstitut. Du møder ind til en venlig og imødekommende erhvervsmedarbejder, der efter en kort og hyggelig smalltalk stiller de relevante, ovennævnte tre spørgsmål – og du har ikke et svar på nogen af dem. Mon ikke det møde bliver relativt hurtigt afsluttet?

Står du i stedet og skal anskaffe en større maskine til din virksomhed, så vil spørgsmålene i stedet dreje sig om: Er din investering fornuftig og lønsom? Hvad er den optimale finansiering? Her vil parametre som rentefod, levetid og likviditet indgå i dine og bankens overvejelser.

Er du i tvivl om, hvordan du kommer videre med din søgen efter kapital, står vores konsulenter klar til at hjælpe. Læs mere på erhvervshusmidtjylland.dk.