Den 1. juni 2022 tiltræder Felicia Elisabeth Jackson i sin nye rolle som kommunikationschef for Filmby Aarhus. Festivaldirektøren, der har udviklet mediefestivalen THIS og publikumsfestivalen AARHUS SERIES, skal bistå Filmby Aarhus’ arbejde med at gøre Aarhus til udgangspunktet for et af de stærkeste produktionsmiljøer for film, tv, animation og spil i Norden.

Fra juni 2022 vil Felicia Elisabeth Jackson være tilknyttet Filmby Aarhus som både festivaldirektør for THIS og AARHUS SERIES og kommunikationschef. Med sin nye rolle skal hun være med til at udvikle miljøet i og omkring Filmbyen, der rummer virksomheder som Funday Factory, M2 Film, Bright Star Studios, Deluca Film, A. Film, MAAN Rental samt uddannelserne Kaospiloterne, Super8, VIA Multiplatform Storytelling & Production.

Chef for Filmby Aarhus, Steen Risom, siger, ”Jeg glæder mig meget til, at Felicia skal indgå i rollen som kommunikationschef og være med til at sikre en styrket fælles retning i alt, vi laver. Filmby Aarhus er et kraftcenter for film, tv, animation og spil i Vestdanmark, og det er afgørende for den fremtidige udvikling, at vi er omgivet af aktører indenfor kultur, erhverv, brancheudvikling, viden, uddannelse og talentudvikling, der vil løfte sammen med os. Det kræver samarbejde, samskabelse og netværk, og det bringer Felicia med til bordet.”

Filmby Aarhus har en mission om at styrke og udvikle spil- og filmbrancherne med de bedst mulige rammer for at forløse både det kulturelle og erhvervsmæssige potentiale. Senest på den rejse lancerede Filmby Aarhus blandt andet MiXR Lab – et brancheudviklingsprojekt med unikke og innovative teknologier til film-, spil- og XR-produktion, som virksomhederne i og omkring Aarhus har adgang til.

Tilbage til kommunikationsrødderne

Felicia Elisabeth Jackson kommer med en baggrund i mediebranchen som både vært, tv-tilrettelægger og chefkonsulent i DR Medier, hvor hun blandt andet stod for strategiudvikling og kulturforandring- og forankring. Hun har desuden stået i spidsen for Copenhagen TV Festival samt været kommunikationschef i Telia. Siden 2019 har hun været festivaldirektør for først THIS og senere hen også AARHUS SERIES, hvilket hun fortsætter med at være.

Felicia Elisabeth Jackson udtaler, ”Filmbyen og Aarhus har et helt særligt sted i mit hjerte. Her er pionerånd, kreativitet og ekstremt meget talent. Jeg glæder mig til at bidrage til, at vi kan styrke og udvikle branchen, så den forløser sit fulde potentiale – og så glæder jeg mig personligt helt vildt til at komme tilbage i kommunikationsrollen igen! Det var der, jeg startede, det er der, jeg har mine rødder, og det har altid været en del af min kerne.”

Filmby Aarhus rummer cirka 80 virksomheder indenfor spil-, film-. og mediebranchen og er en af Danmarks største kreative erhvervsparker indenfor spil og film. Foruden virksomheder holder flere uddannelser også til i Filmby Aarhus samt inkubatoren Ideas Lab og Den Vestdanske Filmpulje.

 

Om Filmby Aarhus

Filmby Aarhus er centrum for film- og medieproduktion i Jylland. Målet er at sætte yderligere skub i udviklingen af fremtidens mediearbejdspladser og sætte spot på byens kulturelle styrker gennem film- og medieproduktion, samt skabe optimale forhold for film- og gaming-industrien. Filmby Aarhus er også hjem for Den Vestdanske Filmpulje og mere end 80 virksomheder inden for den digitale visuelle industri.