Den danske højttalerproducent Lemus indgår forhandlersamarbejde med HiFi Klubben. Det er en blåstempling af vores koncept, forklarer direktøren, der også ser samarbejdet som springbrættet til det amerikanske marked. 

Lemus, Hi-Fi klubben, USA, Bizz Up

Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, når Rasmus Møller Kastrup, der er direktør hos højtalerproducenten Lemus, fra sensommeren 2021 kan se sine produkter på hylderne hos HiFi Klubben. Virksomheden, der de seneste år har haft stor succes med at fremstille eksklusive lydmøbler, har netop indgået en aftale om salg af Lemus’ produkter i HiFi Klubbens næsten 100 butikker.

Lemus, Hi-Fi klubben, USA, Bizz UpDet er produktgruppen Lemus HOME, der dækker over Lemus’ lydmøbler, der fremover bliver ført i HiFi Klubbens forretninger – og det er en stor gevinst for Lemus, forklarer Rasmus Kastrup.

Læs også Dansk højtalerproducent trækker sin produktion hjem fra Kina

“Vi får en ekstremt stærk retail-partner med næsten 100 butikker spredt ud på vores kernemarkeder Danmark, Sverige, Norge, Holland og Tyskland. Det betyder, at vi fremadrettet har en salgskanal til vores produkter i en skala, det ville tage årevis at bygge op gennem selvstændige butikker. Det giver en selvforstærkende effekt, hvor vi kan afsætte flere danske kvalitetslydmøbler, og dermed udvikle nye produkter hurtigere end vi har været vant til.”

HiFi Klubben: Vi oplever stor efterspørgsel på lydmøbler

Hos HiFi Klubben er man ligeledes begejstret for den nye tilføjelse til deres butikker. I flere år har de oplevet en stigende interesse for minimalistiske kvalitetshøjtalere og tv-møbler, og netop på de parametre leverer Lemus til et 12-tal:

“Vores kunder efterspørger moderne lydløsninger i stor stil. Det skal lyde godt, det skal være nemt og brugervenligt, men det skal også se godt ud. Lemus har præcis den tilgang”, fortæller Christoffer Arensbach, direktør i HiFi Klubben og uddyber:

“I HiFi Klubben forventer vi, at samarbejdet er med til at åbne dørene til nye kundetyper. Der er masser af mennesker der vil have god lyd, men som ikke gider tage stilling til 1000 ting omkring teknikken. De vil bare have en fed løsning – og dem vil vi rigtig gerne være noget for.”

Læs også Veludført omstilling gav pote: Omsatte for en million kroner på ti minutter

I det første samarbejdsår forventer Lemus at afsætte mere end 1000 lydmøbler.

“Det er en stor ting for os, for de tager stort set aldrig nye brands ind. Det har været vores mål fra dag et at komme i handlen hos HiFi Klubben. For mig er Peter Lyngdorf, der grundlagde HiFi Klubben, én af de største i HiFi-verdenen, så samarbejdet er en kæmpestor milepæl for Lemus”, siger Rasmus Kastrup.

Lemus, Hi-Fi klubben, USA, Bizz UpNæste stop: USA

Det faste fundament, som HiFi Klubben kommer til at udgøre, forventes at give Lemus det overskud, der skal til for at internationalisere forretningen med USA som første stop. Her er målet at starte et kontor op og indgå samarbejde med amerikanske kædeforretninger.

“USA er et interessant marked, da deres interesse for audio og HiFi er enorm. Og lander du en aftale med en amerikansk kæde, er de ofte i størrelsesordenen 500-1000 butikker. Det er tiltrækkende”, fortæller Rasmus Kastrup, og fortsætter:

“Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at justere vores kollektion på mange punkter for at få det til at passe det amerikanske marked – og her snakker jeg primært designet og størrelsen på møblet og lydsystemet. De vil bare gerne have det større og vildere, og det har vi heldigvis rigtig mange gode designidéer og koncepter klar til.”

 

Lemus blev stiftet i 2014 med visionen om at fusionere lyd og smart home-teknologi med design- og møbelindustrien. Lemus Home er designet, udviklet og produceret i Danmark med hjælp fra nogle af verdens førende lydingeniører.