Bizz Up, Banner, DAT

HISTORISK HOTEL

MED GOLF I PARKEN

Meldrum House Country Hotel & Golf Course ved Aberdeen emmer formelig af gode historier.

En halv times bilkørsel nordøst for Aberdeen ligger landsbyen Oldmeldrum med kun lidt over 2000 indbyggere, en historisk by, fordi den rummer Skotlands ældste whiskydestilleri, Glen Garioch, som blev bygget i 1797, og som dermed har eksisteret i 222 år!

Men det er ikke kun whiskyentusiaster, der strømmer til Oldmeldrum. Det samme gør brudepar og golfspillere, fordi byen også rummer en smuk blanding af et slot og et palæ fra 1300-tallet, Meldrum House, som i dag er omdannet til det 4-stjernede Meldrum House Country Hotel, med egen golfbane i parken lige udenfor døren.

Et historisk slag, The Battle of Barra Hill, blev udkæmpet helt tilbage i 1308 i Barra Hill et par kilometer syd for det nuværende Oldmeldrum mellem den skotske kong Robert The Bruce og den 3. jarl af Bochan, John Comyn. Dennes indflydelsesrige familie havde længe domineret skotsk politik, og det ville Robert The Bruce ikke mere finde sig i. Kongens tropper vandt slaget, og det betød, at John Comyn måtte flygte til England, hvor han i øvrigt døde senere samme år. Det hævdes, at Comyn sørgede over nederlaget til Robert The Bruce ved en klippesten, der i dag ligger på golfbanens 14. hul.

LANGT FAMILIEEJERSKAB

Oldmeldrum blev bygget i 1236 af tempelridderen Philip de Fedarg, der blev ophøjet til baron og ændrede sit efternavn til Meldrum, som senere også blev navnet på det lokale sogn. Hovedbygningen blev, under nye ejere af samme familie, tilføjet både et tårn og to fløje. Først i 1990 sluttede familiens ejerskab, da det sidste person i direkte familielinie til Philip Meldrum, Robin Duff, døde. Han havde allerede sidst i 1950’erne omdannet en del af Meldrum House til et hotel, som med årene blev både internationalt kendt og anerkendt.

I de seneste år har brudepar fra store dele af verden holdt bryllupsfest på Meldrum House Country Hotel. Det skyldes blandt andet, at hotellet har en fastansat, kiltklædt sækkepibespiller med bjørneskindshue, Norman Fiddes, som modtager brudeparrene og deres gæster. Han er nødt til at være fastansat, fordi der mindst holdes ét bryllup hver uge på hotellet, der i dag har 51 værelser fordelt på tre bygninger, The Manor House, New Wing og The Stables.

DAT, Golf i Aberdeen, Golfrejser, Hurtigruten, Bizz Up

HURTIGRUTEN

TIL GOLF I ABERDEEN

DAT-kunder får efter åbningen af ruten Esbjerg-Aberdeen greenfee-rabat på tre golfbaner i Aberdeen-området.

De fleste danske golfspillere, der rejser på golfferier til udlandet med fly, føler det besværligt at medbringe deres egne golfkøller, fordi disse skal tjekkes ind to timer før afgang ved én skranke i lufthavnen sammen med deres almindelige kufferter, hvorefter man selv skal transportere golfbag’en til og aflevere den ved et oversize luggage-transportbånd et andet sted i lufthavnen. Dét er ikke tilfældet i den lille og fredelige Esbjerg Lufthavn, hvor man blot skal møde 45 minutter før afgang for at indtjekke og aflevere både golfbag og kuffert ved samme skranke.

Denne hurtige ekspedition i samme arbejdsgang skyldes, at der aldrig hersker den store travlhed ved de to indtjekningsskranker i lufthavnen, fordi kun to flyselskaber driver ruteflyvning fra lufthavnen, der først og fremmest benyttes af 10 helikoptere fra selskaberne Nordzee Helikopters Vlaanderen, Bel Air Aviation og KN Helicopters med plads til 16 mand ad gangen – helikoptere, der primært flyver danske offshorearbejdere til og fra de danske oliefelter mellem Danmark og Skotland. Årligt betjener Esbjerg Lufthavn 80.000 mennesker – heraf 60.000 med helikoptertransport.


LÆS OGSÅ: Hurtigruten: Til golf i Aberdeen


NYT KUNDESEGMENT

Det eneste danske flyselskab, der flyver fra Esbjerg, er DAT, som i flere år har fløjet rutefart til Norges vigtigste olieby Stavanger, men som fra slutningen af maj i år også har haft rutefart fem gange om ugen – mandag, onsdag, torsdag, fredag og søndag – til og fra Skotlands vigtigste olieby, Aberdeen.

Selvom det hovedsageligt er offshore-arbejdere, der benytter begge ruter, har åbningen af Aberdeen-ruten også medført en oplagt og spændende mulighed for et andet segment af kunder, nemlig danske golfspillere, der bogstaveligt vil slå et hurtigt slag til og i golfspillets oprindelsesland, Skotland.

For at gøre netop danske golfspillere opmærksomme på sin nye rute har DAT’s golfspillendeejer, Jesper Rungholm, i samarbejde med turistorganisationen VisitAberdeenshire fået en rabataftale på greenfee i stand med foreløbig tre golfklubber i Aberdeen-området, Murcar Golf Links Club, Peterculter Golf Club og Aboyne Golf Club. Man får 20 procent rabat på greenfeeprisen, hvis man flyver til Aberdeen med DAT.

CENTRAL PLACERING

Når DAT-flyruten Esbjerg-Aberdeen med rette kan betegnes som hurtigruten til golf i Skotland, skyldes det ikke kun, at flyveturen med ATR 42-fly med plads til op til 48 personer kun tager en time og 45 minutter, men også at Esbjerg Lufthavn ligger centralt otte kilometer nordøst for Esbjerg med direkte afkørsel fra motorvej E20, så en million mennesker i de sydvestjyske kommuner har mindre end eller lige omkring en times bilkørsel til lufthavnen. Dertil kommer, at man parkerer sin bil på en indhegnet og bevogtet parkeringsplads på John Tranums Vej, som man blot skal krydse for at komme ind i lufthavnens afgangshal.

Da DAT også flyver Esbjerg- Aberdeen både tidligt forår og sent efterår, synes det oplagt for mindre, lukkede klubber i klubben at lave en kort tur til Aberdeen i disse perioder. Det kan f.eks. sagtens lade sig gøre at spille to af de tre baner med DAT-rabat med afgang fra Esbjerg onsdag formiddag og hjemkomst fredag middag. Den ene kan så spilles onsdag eftermiddag, mens man så har hele torsdag til at spille den anden.

Murcar Golf Links ligger i Aberdeen-forstaden Don of Bridge et kvarters kørsel øst for Aberdeen

Lufthavn, mens Peterculter Golf Club og Aboyne Golf ligger et kvarters kørsel syd for lufthavnen. Det hører med til historien, at der serveres nylavet dansk smørrebrød, et bæger med is og gratis drikkevarer på Esbjerg-Aberdeenflyveturen. Smørrebrødet laves simpelthen af køkkenpersonalet i Esbjerg Lufthavns café. På strækningen Aberdeen-Esbjerg serveres friskbagte rundstykker og snegle – og naturligvis også gratis drikkevarer.

 

FAKTA:

  • Billetpriserne starter ved kr. 449 enkeltvejs
  • 45 minutters rejsetid (Esbjerg-Aberdeen)
  • Få 20 procent rabat på greenfeeprisen, hvis man flyver til Aberdeen med DAT