Reklame

Coolshop, CoolRunner, CoolUnite, KiDS Coolshop, Cool Car Race og et Coolshop Happiness Team. Jacob Risgaard er medejer og én af to mænd bag et cool univers, der er gennemsyret af at udfordre det ordinære.

Tekst: Majbritt Mikkelsen
Foto: Trine Willer

Jacob Risgaards eget liv har på ingen måder været ordinært. Han voksede op i et hjem i Sæby, hvor midlerne var små. Han blev smidt ud af skolen og levede dele af sit liv på et ungdomshjem. Ikke specielt cool. I dag er han 41 år, og bag sig har han en historie med både succes og fiasko. Mest succes. Sammen med brødrene Mark og Mike Nielsen stiftede han online shoppen Coolshop.dk, som har gjort ham til millionær gennem salg af alt fra elektronik og havemøbler til musikinstrumenter og makeup.

Jacob Risgaard, Coolshop, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, One Decision

Tag dig sammen!

”Jeg startede min første internetbutik i 1996, hvor jeg solgte dvd-film, så det sprøjtede. Alle kunne ikke få dvd’er nok dengang, så jeg var på den grønne gren. Så blev det år 2000, hvor IT-boblen brast, og så stod jeg ellers der som 18-årig med håret i postkassen og en million kroner i gæld. Træet med den grønne gren voksede åbenbart alligevel ikke ind i himlen.”

Jacob var på spanden. Fogeden havde været på besøg og taget alt med værdi. Der var ikke en rød øre tilbage. ”Jeg kunne sagtens have valgt at gå i sort. Eller det skal siges, at det gjorde jeg også, men dog kun for en stund. Jeg vidste, at jeg i et lønmodtagerjob aldrig kunne tjene nok til at betale min gæld, og at jeg derfor var død og pine nødt til at tage mig sammen. Op at stå,” fortæller Jacob, der i første omgang blev kontaktet af to nordmænd, som ville skyde penge i forretningen. Men først da de to brødre Mark og Mike henvendte sig, kom der fart i forretningen og Jakobs karriere med stiftelsen af Coolshop.dk.

 

En cool arbejdsplads

Coolshop beskæftiger i dag over 100 medarbejdere, der primært sidder i Nørresundby. Jacob er optaget af skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor det er fedt at være. Han siger: ”I Coolshop har vi den tilgang, at arbejdspladsen skal være dit andet hjem. Det skal i princippet være lige så fedt at være her, som det er at være derhjemme. For at understøtte det har vi ansat et Coolshop Happiness Team, hvis opgave er at sikre, at alle er glade, og at alle er med på holdet. Happiness Teamet støtter desuden op om et kreativt miljø, hvor medarbejderne kan byde ind og folde sig ud.”

Hos Coolshop handler arbejdsglæde også om sved på panden: ”Vi tror på, at når kroppen har det godt, så har hele mennesket det godt. Derfor har vi indført halvanden times obligatorisk træning hver uge i vores eget træningscenter,” fortæller Jacob, der også selv hopper i træningstøjet, når han er i huset gennemsnitligt tre til fem gange om ugen.

Cool kærlighed

Jacob Risgaard, Coolshop, Bizz Up Efterår 2018, Bizz Up, One Decision

Hvert år donerer Coolshop sammen med sine kunder flere millioner kroner til velgørende formål

med børn som fokusområde. Virksomheden har oprettet sin egen velgørenhedsfond CoolUnite Fonden baseret på ønsket om at skabe gennemsigtighed med lave administrationsomkostninger og beløb, der går direkte til børnene. ”Vi er af den opfattelse, at penge ingen værdi har, før de bliver brugt til noget fedt og noget vedkommende,” sige

r Jacob og fortsætter: ”Det er vigtigt for os, at alt ikke går ud på at tjene penge til endnu en dyr flaske rødvin. Derfor har vi stiftet fonden CoolUnite, hvor vi giver noget tilbage til, og hvor man kan se, hvilket formål hver eneste krone går til. I øjeblikket har vi et stort ønske om at lave et børnehospice i Nordjylland og støtter derfor Lucas-stiftelsen, som driver det indtil videre eneste børnehospice i Danmark.”

Jacob tilføjer eftertænksomt: ”Velgørenhed er en speciel størrelse. Du får en fantastisk følelse af at hjælpe andre. Så på den vis er det jo en ret egoistisk handling.”

DNA og drivkraft

Tiltag som Coolshop Happiness Teamet og CoolUnite har en ret vigtig sidegevinst. Jacob siger: ”Normalt kan det godt været en udfordring for virksomheder i Nordjylland at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det oplever vi ikke hos Coolshop. Tværtimod er det forholdsvist let og ukompliceret at finde dygtige og engagerede medarbejdere. Vi tror på, at det skyldes vores DNA og lidt anderledes profil, som folk heldigvis gerne vil være en del af.”

Drivkraften bag hele Cool universet skal findes i Jacobs opvækst: ”Jeg har haft en udfordret barndom med en del modstand, men jeg har samtidig været vant til at rejse mig, når jeg faldt. Det har givet en vis portion styrke, som jeg har været i stand til at kanalisere over i virksomheden. Min gamle skolelærer sagde altid, at al succes kommer af flid. Det tror jeg på.”

Endnu et konkret eksempel på drivkraften er fragtselskabet Coolrunner, som Jacob også er medstifter af: ”Vi kunne se et behov i markedet og er drevet af at hjælpe andre inden for e-handel. Med Coolrunner kunne vi se en stor fordel i at gøre livet lettere for alle, der driver webshop.”

Når Jacob ikke bevæger sig rundt i sit cool univers, holder han foredrag i hele landet om netop at udfordre det ordinære. And that’s pretty cool!

 

Al succes kommer af flid!

 

FAKTA:

  • Jacob sover kun 5-6 timer om natten – en evne, som han har tillært sig
  • Coolshop er nordens førende department-store på nettet
  • Jacob er medejer af 10 selskaber
  • Jacob Risgaard holder foredrag med indbygget energi og overskud
  • Han kan bookes gennem www.onedecision.dk
  • Jacob donerer sit foredragshonorar til CoolUnite Fonden
  • One Decision donerer 1000 kr. til CoolUnite Fonden for hvert foredrag, der bookes med Jacob
Reklame