For nogle år siden blev Kirsa Jespersen ramt af stress. Dengang så det hele meget trist, gråt og uoverskueligt ud. I dag er det heldigvis helt anderledes. Hun er nemlig kommet godt ud på den anden side og har rejst sig fra dyndet. I denne artikel får du indblik i forløbet, fra hun blev sygemeldt med stress, til i dag hvor hun er medindehaver af den succesfulde webshop Curvii.dk og arbejder over 50 timer ugentligt.

 

Stress kan ramme enhver, og det er ikke noget, man skal spøge med. Når presset bliver for stort og bekymringerne for mange, siger vores hjerner fra.

Ikke alle formår at rejse sig efter at have været stressramt og vil opleve gener af sygdommen resten af livet. Langt de fleste kommer dog heldigvis helt over sygdommen.

En af dem, der er kommet godt ud på den anden side, og som ikke længere mærker nogen tegn på tilbagefald overhovedet, er Kirsa Jespersen, som i dag er medindehaver af webshoppen Curvii.dk, der sælger tøj til kraftige piger. Herunder kan du læse hendes rørende, fascinerende og inspirerende historie.

Kirsa, Curvii.dk, Bizz Up

En kombination af flere forhold gjorde Kirsa syg

Da Kirsa blev ramt af stress, var hun tandlæge på sit 13. år. Hun var på daværende tidspunkt ansat som børnetandplejer i et distrikt, hvor der var et rigtig stort behandlingsbehov. Travlhed var dog ikke den primære årsag til sammenbruddet. Det var derimod Kirsas omsorgsgen, der var en af de primære kilder til sammenbruddet.

Der er ofte stor sammenhæng mellem dårlige tænder og ubehjælpelige levevilkår; det var derfor ofte åbenlyst for Kirsa, når et barn kom fra trange kår og døjede med udfordringer, som børn ikke fortjener at tumle med, og det havde hun vanskeligt ved at håndtere.

“Der kan være mange årsager til, at børn har dårlige tænder, men ofte hænger det på en eller anden måde sammen med dårlige livsbetingelser, og det gjorde meget stort indtryk på mig at møde så mange børn med udfordringer. Det gjorde lige ondt hver gang, og jeg vænnede mig aldrig til det,” fortæller Kirsa Jespersen.

Det var særligt det faktum, at Kirsa hverken havde magten eller ressourcerne til at hjælpe børnene op fra dyndet, der plagede hende.

Møderne med de stakkels forsømte børn var dog blot en af flere faktorer, som var skyld i, at hjernen til sidst sagde fra.

“Derudover var knaphed på tid og personale også ganske medvirkende til, at stressen ramte. Det var svært at finde nok tid til samtlige børn, og det var vanskeligt at prioritere, hvilke børn vi skulle afsætte ekstra tid til,” fortæller Kirsa Jespersen.

Foruden arbejdet som tandlæge var Kirsa aktiv i lokalpolitiske anliggender. Ydermere havde hun naturligvis en familie, hun gerne ville være der for. Derfor var hendes liv præget af travlhed både på og uden for arbejdet.

Kombinationen af ovenstående forhold bevirkede, at hun en dag ikke længere fungerede optimalt. At hun måtte sygemelde sig med stress.

 

Første tilbagevenden til arbejdsmarkedet

Hullet, Kirsa endte i, var dybt og dunkelt, og det tog hende lang tid at kravle så langt op, at hun atter kunne skimte lys.

Efter et år som sygemeldt blev hun erklæret rask. Men knapt havde hun genvundet balancen, før stressens grusomme knytnæve atter ramte hende rent og tungt. Derfor måtte hun, et par måneder efter hun var vendt tilbage til arbejdsmarkedet som tandlæge i en privatklinik, atter sygemelde sig.

“Jeg er ked af, at jeg ikke holdt længere, men sådan noget vælger man jo ikke selv. Jeg fik hurtigt sygdomssymptomer, og jeg blev, om muligt, ramt endnu hårdere end første gang. Mine basale funktioner ophørte med at fungere. Jeg kunne knapt stå ud af sengen til sidst. Det var virkelig ikke rart. En decideret lidelseshistorie,” fortæller Kirsa Jespersen.

 

Læs også historien om den kvindelige iværksætter Kirsa – og hendes opfattelse af rollefordelingen i hjemmet og på arbejdsmarkedet.

 

Hjemmegående husmor i et år

Hun erkendte efter tilbagefaldet, at det var usundt for hende at være sygemeldt i det offentlige system, hvor utallige møder og pres fra Jobcenteret ikke mindskede stressen. Derfor takkede hun, efter tilbagefaldet, nej til muligheden for at modtage offentlige ydelser. Afkaldet gav hende den frihed og tid, hun havde brug for, for at komme sig helt over sygdommen.

“Man kan sige, at jeg var hjemmegående husmor. Vi levede af min mands indtægt i et år, og så arbejdede jeg stille og roligt på at få det bedre. Det var det, jeg havde brug for. Presset fra systemet ville have gjort mig mere syg, så det var den eneste mulighed for mig. Efter et års tid var jeg så meget ovenpå, at jeg følte mig klar til at tjekke Jobnet,” fortæller Kirsa Jespersen

Her faldt hun over et stillingsopslag som tandlæge i Horsens. Et job, som på daværende tidspunkt matchede hendes definition af ‘drømmejobbet’.

Hun ansøgte og fik jobbet, som hun evnede at passe uden tilbagefald. Hun havde enkelte oplevelser, hvor hun mærkede stressens kolde ånde i nakken, men på intet tidspunkt følte hun, at hun var tæt på at falde tilbage i det dunkle hul.

Kirsa, Curvii.dk, Bizz Up

Den store, livsforandrende beslutning

Selvom hun nød tandlægejobbet, var der undervejs opstået nye arbejdsmæssige drømme i hendes sind. I lang tid havde hun med fascination betragtet broderen, Kents, arbejde som webshopindehaver, og da Kent startede sin anden webshop, Curvii.dk, valgte Kirsa at tage en chance, som hun til evig tid vil være taknemmelig for, at hun tog.

“Det tiltalte mig meget, at min brors arbejde og fritid flød sammen. Jeg kunne altid fornemme en ild i hans øjne, når talen faldt på arbejde, og det var tydeligt, at han hellere end gerne tilbragte weekenden med at arbejde. Det var inspirerende. Efter længere tids overvejelse valgte jeg at aspirere om at blive en del af hans på daværende tidspunkt nystartede projekt, Curvii.dk. Jeg vidste udmærket godt, at han dengang ikke havde økonomi til at ansætte mig. Derfor jeg tilbød jeg at arbejde gratis i et år, og hvis det i løbet af det år lykkedes os at gøre Curvii.dk bæredygtig, skulle vi drive shoppen sammen. Jeg ved, at det overraskede ham, at jeg spurgte, men trods overraskelsen sagde han heldigvis ja efter kort betænkningstid, og det har jeg været meget taknemmelig for siden,” fortæller Kirsa Jespersen.

 

Nutiden og fremtiden

I dag arbejder Kirsa Jespersen over 50 timer om ugen. Hun kan sagtens blive presset af arbejdet, men hun rammes ikke af den syge stress, som tidligere satte hendes liv på standby i over et år.

“Selvfølgelig kan jeg stadigvæk blive fysisk træt ind imellem, men jeg bliver aldrig psykisk udbrændt mere. Jeg bliver ikke gnaven eller ængstelig. Der er aldrig frygt forbundet med mit nuværende arbejde. Sådan var det af og til førhen. Der brød jeg mig ikke altid om at møde op på job. I dag nyder jeg heldigvis enhver arbejdsdag – også selvom der sommetider er meget at se til og store udfordringer, der skal håndteres,” fortæller Kirsa Jespersen.

I fremtiden vil hun sammen med resten af teamet arbejde på at gøre Curvii.dk endnu bedre og udbrede kendskabet til forretningen endnu mere, så endnu flere kurvede kvinder fremadrettet kan få glæde af shoppens enorme udvalg af plus size-tøj.