På trods af coronakrisen står designvirksomheden KREAFUNK stærkere end nogensinde før med 1 mio. solgte produkter og stærke samarbejdsrelationer på plads med bl.a. Sound Hub Denmark.
Indehaverne af KREAFUNK, Ruben Fog-Fredsgaard og Kenneth Melchoff Bahsen, kan i dag se tilbage på 10 vækstende og udviklende år med livsstilsbrandet KREAFUNK. Men det har ikke altid været let for virksomheden at finde fodfæste. Da coronakrisen ramte faldt omsætningen med 80 procent den første måned. Det til trods formåede virksomheden at komme styrket ud på den anden side og runde 1 mio. solgte produkter siden deres start i 2011.
”Vi foretog en række tiltag under coronakrisen, som har bidraget til, at KREAFUNK er her den dag i dag. Vi tog imod hjælpepakker og sendte en stor del af medarbejderne hjem, vi indgik et samarbejde med den aarhusianske finans- og erhvervsmand Claus Hommelhoff for at styrke virksomheden og sikre den fremtidige vækst. Vi sænkede vores nulpunktsomsætning med DKK 9 millioner ved bl.a. at skifte lokaler og skar alle unødvendige omkostninger væk. Det var en proces, vi havde igangsat i 2019. Vi fortsatte produktudviklingen af nye og kommercielle produkter med højere dækning for at have det bedst mulige udgangspunkt, når de internationale messer åbnede igen,” siger Kenneth Melchoff Bahsen.
Det viste sig at være en god strategi for KREAFUNK. Da Paris-messen Maison&Objet slog dørene op i efteråret 2021 med færre udstillere end normalt, stod KREAFUNK klar med en større produktportefølje af nyheder end nogensinde før. Messen gav et større afkast end hidtil set, og den åbnede op for flere nye markeder heriblandt Japan, som KREAFUNK ser et stort potentiale i.
Ekstraordinære leveringsforsinkelser kom også til at spænde ben for KREAFUNK i Q4 2021, hvor syv containere ikke kunne komme hjem til julehandlen via den traditionelle fragtmetode. Indehaverne så sig derfor nødsagede til at bruge 5 millioner kroner ekstra for at få fragtet deres lydprodukter hjem til Danmark.
”Vi vidste, det ville have en stor effekt på vores årsresultat, men vi var også klar over, at det var det, der skulle til, hvis vi skulle sikre os, at KREAFUNK fortsat skulle eksistere,” siger Kenneth Melchoff Bahsen.
Siden KREAFUNKs start har virksomhedens lydprodukter fundet vej til hylderne i Magasin, Salling og Bahne samt hos en lang række forhandlere fordelt ud over 30-35 markeder. ”Efter de første 10 år er vi meget glade for vores plads på markedet i Danmark såvel som rundt om i verden. Men drømmene er til meget mere end de 30-35 markeder, vi sælges på nu. Igennem vores fokuserede produkt- og brandudvikling samt vores CSR-rejse tror vi på, at vi de næste par år vil udbygge vores brand awareness og position på de markeder, vi sælges på p.t. og samtidig komme langt længere ud i verden,” siger Ruben Fog-Fredsgaard.
Samarbejde med genklang
I de seneste år har KREAFUNK lanceret flere spændende produkter og har etableret partnerskaber og betydningsfulde samarbejder med forhandlere og distributører. Det har alt sammen været med til at styrke designvirksomhedens position. KREAFUNK har etableret et givtigt samarbejde med Sound Hub Denmark – et globalt kraftcenter for lyd, teknologi og akustik. Sound Hub faciliterer blandt andet matchmaking og bygger bro mellem virksomheder. KREAFUNK har herigennem sikret sig stærke samarbejder, som har bidraget til, at de har kunne tune sig ind på, hvordan deres nuværende og fremtidige produkter løftes til det næste niveau for at understøtte deres vækstplaner.