Vivian og Stephanie Seedorff slog i 2018 dørene op for O’TAY med et ønske om at skabe et univers baseret på bæredygtigmodetøj af høj kvalitet og til en skarp pris. Det koncept har både kunder og nu også en investor fra Løvens Hule taget godt imod.

Det kan virke skrækindjagende for mange at stille sig op på landsdækkende TV, præsentere sin drøm og efterfølgende se, om en række store investorer tror på en og ens ide.

Det var ikke desto mindre det, som mor og datter, Vivian og Stephanie Seedorff, valgte at gøre, da de medvirkede i DR-programmet Løvens Hule.

Vejen til Løvens Hule kom lidt uventet for den fynske iværksætterduo.

“Vi blev kontaktet af folkene fra Løvens Hule tre uger efter, at vi var gået i luften med vores webshop. Vi blev meget smigret over det”, fortæller Vivian Seedorff og fortsætter:

“Det var meget tidligt i vores opstart, men de syntes, at vi skulle tage et kig på ansøgningsformularen, hvorefter vi blev enige om at prøve det.”

Hvad der så ventede på den anden side, var mor og datter ikke sikre på, men uanset hvad blev ansøgningen og sidenhen deltagelsen i TV-programmet set som en mulighed.

“Man er aldrig sikker på en investering, men vi tænkte, at det også kunne give os noget PR, fortæller Stephanie Seedorff.”

De fik ikke kun PR ud af deltagelsen. De fik også en investor med hjem fra Løvens Hule i form af en investering på 300.000 kr. fra hulens nyeste løve, Christian Arnstedt, der til gengæld blev ejer af 20% af O’TAY.

“Vi er vildt glade for at få Christian med, da han har den baggrund, som han har. Han og hans team er superskarpe på e-commerce, så de kan vejlede os i det, fortæller Vivian Seedorff.”

O'TAY, Løvens Hule, Bæredygtighed

Feminint univers med brugeren i centrum

Hele tanken bag O’TAY har for to iværksættere været at skabe et feminint univers, hvor bæredygtighed, flot design og høj kvalitet matcher en stærk pris. Det kan lyde som modsætninger, men mor og datter har fået det til at lykkes.

Det univers som O’TAY har udviklet sig til, har sine rødder syv år tilbage. Det var heller ikke rosenrødt i begyndelsen.

Stephanie Seedorff forsøgte dengang at starte en produktion op i Tyrkiet, men leverandøren, der skulle levere de efterspurgte samples, forsvandt og gik under jorden.


LÆS OGSÅ: Løvens Hule: ”Mor, jeg kan ikke se hvad vi skal have til aftensmad”


Anden gang blev lykkens gang. Det var derfor oplagt at sætte gang i iværksætterdrømmen, da Stephanie Seedorff for tre siden flyttede til Kina i forbindelse med, at hendes kæreste havde fået arbejde derover.

“Vi havde fået de første samples, som bare ikke levede op til det, som vi gerne ville have. Så det gav bare bedre mening at opsøge alle de systuer, der kunne levere det, som vi gerne vil have”, fortæller Stephanie Seedorff, der i dag følger leverandørerne på tæt hold.

Vil ikke bare være et tøjmærke

Tanken bag O’TAY opstod ud fra et ønske om at gøre op med køb-og-smid-væk-kulturen indenfor modebranchen.

Tøj skal være veldesignet, af høj kvalitet og til en fornuftig pris, så du først smider det ud, når det er slidt i stykker. Denne tanke er ifølge Vivian og Stephanie Seedorff definitionen på rigtig bæredygtighed.

“Vi vil ikke bare være et brand, der bare laver tøj. Vi skal kunne se os selv i det, fordi det er vores passion og store drøm”, fortæller Stephanie Seedorff om tanken bag O’TAY.

Drømmen er nu at udbrede kendskabet til O’TAY og den filosofi til tøj, som kendetegner hele O’TAY-universet.

 

 

Fakta om O’TAY

  • O’TAY ApS blev grundlagt den 6. juli 2018 og har til huse i Svendborg
  • Navnet O’TAY stammer fra familiehjemmet, da Stephanie Seedorff som helt lille udtalte okay som O’TAY