Flere og flere kvinder griber et våben og går på jagt. Blandt de mange kvinder finder vi Marianne og Kristina – som også er mor og datter. De kommer begge med en baggrund fra tøj- og tekstilbranchen, og derfor lå det i kortene, at de selvfølgelig skulle udvikle og sælge jagttøj til kvinder.
Funktionaliteten skal være i fokus, når man taler om jagttøj – hvor det først og fremmest gælder om at kunne gemme sig for dyrene i skoven. Kristina oplevede at blive irriteret, når hun selv skulle have jagttøj på, fordi intet på markedet passede hende eller veninderne ordentligt. Dét blev startskuddet for Antlers.
Tidligere erfaringer gavner Antlers
Marianne og Kristina startede Antlers tilbage i 2015, og ikke længe efter start, havde mor og datter første kollektion af jagttøj til kvinder på gaden. Deres tidligere erfaring fra tøj- og tekstilbranchen var til stor gavn da kollektionen skulle udvikles.
Marianne har tidligere arbejdet i en produktionsafdeling, så det var mest naturligt hun tog sig af opgaverne med design af produkterne i samarbejde med producenten. Hun er uddannet tekstilassistent, og hun har senest arbejdet med udvikling af idéer for virksomheder med fokus på arbejdstøj.
LÆS OGSÅ
Hvor lang tid tager det fra klik til køb?
Kristina er uddannet tekstilindkøber, og erfaringerne er mange. Antlers har bl.a. fundet en særlig metervare med camouflage – og endda fået licens på stoffet, så stoffet ikke bliver kopieret af andre virksomheder.
Univers af kvindeprodukter
Antlers kollektionen er langt ude over stepperne. I dag tilbyder virksomheden ikke kun funktionelt tøj til kvindelige jægere, men også til kvindelige hundeførere og generelt naturelskere. Varesortimentet suppleres også med andre brands og produkter som kikkerter, lommelærker, jagtstole og andet relevant udstyr til naturoplevelser. Produkterne er nøje udvalgt, så de passer til kvinder og konceptet bag Antlers.
Når teknikken driller
Antlers’ første version af webshoppen kom først i drift ca. halvandet år efter opstart. Marianne og Kristina havde udfordringer med at finde rådgivere, der kunne forstå Antlers koncept og DNA. De søgte efter webudviklere, som havde forstået essensen af webshoppen med outdoor-kvalitetsprodukter med et lækkert design, som skulle målrettes kvinder.
Samarbejdet med den første webshopudvikler fejlede, da forventningerne om en færdig webshop ikke blev en realitet. Billeder og tekst hoppede og dansede, betalingsmodul der ikke virkede optimalt, og det levede slet ikke op til pigernes forventninger til webshoppen.
Som sendt fra himlen
Næste skridt for Antlers var at finde den rette webdesigner – og de fandt den helt rigtige i Århus.
Webshoppen blev slettet, så der kunne startes helt forfra – fordi det var nødvendigt. Siden blev bygget op fra ny, og nu fungerer den efter hensigten og alle er glade.
Hvis vi bare havde vidst….
Marianne og Kristina fortæller, at de ikke har fået den rette rådgivning i forbindelse med deres virksomhedsstart. Til gengæld har de ikke været blege for at tage fat på venner og familie med erfaring.
Gode råd fra Antlers:
- Tal med rådgivere – fx kommunen, erhvervshuse eller iværksættercaféer
- Opkvalificer dig selv – deltag på kurser, efteruddannelse eller konferencer
- Vær to i virksomheden, så du har en at sparre med
- Spørg din familie, venner eller netværk til råds om de dygtigste udviklere