Den nye direktør, Alessandro Justesen Leoni, vil vinde markedet for små virksomheder og selvstændige ved at automatisere 95 procent af deres administration, så de får tid til drift og vækst.

Regnskabsprogrammet Billy har fået ny administrerende direktør. Alessandro Justesen Leoni kommer med tung erfaring fra fintech-branchen, og skal fokusere benhårdt på at realisere visionen om at gøre det nemt for selvstændige at lave regnskab, så de får frigjort tid til at sælge og levere det, de brænder for. Det skal ske gennem øget automatisering, bedre mobiloplevelse, machine learning og flere integrationer med andre systemer.

“Før ville Billy hjælpe selvstændige til selv at kunne ordne bogføringen, men ambitionen er langt højere i dag. Billy skal automatisere 95 procent af bogføring og regnskab, så vi frigør de selvstændige til at fokusere på det de er gode til og vækste forretningen”, siger Alessandro Justesen Leoni, CEO i Billy.

Han mener folks forventninger flytter sig lynhurtigt, så Billy skal holde et højt tempo og har derfor allerede en række kommende løsninger og initiativer på vej.

“Det, der var supernemt for 2-3 år siden, er det bare ikke længere. Det skal ikke længere være en stressfaktor at ordne sit regnskab, og alt skal kunne klares fra mobilen. Derfor har vi eksempelvis lanceret en forbedret bilagsscanner samt en kunstig intelligens vi kalder Bogføringshelten, der hjælper med at postere bilagene”, siger han.

Flere skal overleve

Engelske Money.co.uk har via tal fra Eurostat lavet en opgørelse af hvor mange nystartede virksomheder, der overlever efter fem år i 28 europæiske lande, hvor Danmark ligger helt i bunden. Kun 42 procent er i live efter fem år.

“Det er et skræmmende tal, når man tænker på at selvstændige er en central kilde til vækst og arbejdspladser. Samtidig ved vi, at de administrative opgaver er en kæmpe frustration for de selvstændige. Du kan være verdens bedste møbelsnedker, men gå ned på bogføring, moms og regnskab. Det må ikke ske”, siger Alessandro Justesen Leoni.

“Små virksomheder har vidt forskellige behov. Nogle kommer fra nulpunktet, mens andre er mere etablerede og bare ønsker at effektivisere og fjerne små irritationsmomenter. Vi skal favne alle sammen”, siger Alessandro Justesen Leoni, CEO i Billy.

Unik position

Billy står ifølge den nye CEO i en unik situation for at realisere visionen og erobre markedsandele. Det giver stor styrke at være en del af Ageras Groups portefølje af fintech-selskaber, hvor små erhvervsdrivende kan ordne alt relateret til økonomi og regnskab – og hvor den seneste tilføjelse er lønsystemet Salary.

“Ageras har set helt rigtigt med at lave et økosystem for små erhvervsdrivende, for jo flere systemer vi har, hvor data relateret til økonomi og regnskab kan gå på tværs, des nærmere kan vi komme en fuldautomation af virksomheders administration”, siger han.

Alessandro har tilbragt nogle dage i Billy, og er imponeret over det team han har “arvet”.

“De er helt fremme og rykke dér, hvor de førende i branchen er. I Billy kan jeg tale direkte med kunden i øjenhøjde, og det er essentielt, hvis vi skal fortsætte succesen. Nu skal farten bare endnu mere op”, siger Alessandro J. Leoni.

Martin Hegelund, CMO og medstifter af Ageras, som ejer Billy, siger:

“Billy er helt centralt i fremtidens ‘finansielle cockpit’, som Ageras er godt i gang med at sammmensætte af en række services og løsninger. Alle skal bruge et regnskab, store som små, så vi ser BiIly som styrepinden i vores kunders cockpit. Alessandro har erfaringen til at få alting til at spille sammen, både i forhold til at skabe de bedste løsninger til brugerne og i forhold til at styrke Billys markedsposition”, siger Martin Hegelund.

Selvom Ageras har internationale ambitioner, fokuserer Billy foreløbigt stadig på Danmark, selvom det hurtigt kan ændre sig.